tirsdag den 21. august 2018

Maskiner for lys og skygge


Eksempler på værker i udstillingen 'PER KIRKEBY' Maskiner for lys og skygge' (fotos: Museum Jorn, Silkeborg)

"På Museum Jorn venter der publikum en overvældende udstilling. De 18 større og mindre murstensværker vækker associationer til det klassiske danske parcelhus, mellemamerikanske pyramider og middelalderens borge og himmelstræbende katedraler. Den højeste skulptur i udstillingen består af ca. 10.000 mursten og er over tre og en halv meter høj og seks meter bred"

For et par måneder siden var jeg på besøg på Museum Jorn i Silkeborg, og traf ved den lejlighed museumsinspektør Lucas Haberkorn, der gav mig en hurtig omvisning i, hvad der på dét tidspunkt var opbygget af udstillingen 'PER KIRKEBY Maskiner for lys og skygge'. 

Brudstykket af udstillingens pressemeddelelse, som kan læses herover, giver vel nok et udmærket billede af, hvad man har sat i scene i forhold til Per Kirkebys arkitektoniske eksperimenter. 

Jeg besidder i hvert fald en ret stor forventning til udstillingen, der kan ses på Museum Jorn frem i tidsrummet 31. august-9. december, og jeg vil være på plads ved pressemødet og vil dermed være i stand til både at beskrive udstillingen her på siden samt i en anmeldelse, der - som sædvanligt - vil kunne læses i et større, dansk, landsdækkende dagblad.