Nye udstillinger på KunstCentret Silkeborg Bad

 

Helgi Fridjonsson: ’Blessed’, 2024. Akvarel (pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad)

Leif Sylvester: 'Den fordrevne'. Maleri. 190 x 170 cm. (pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad)

Lørdag d. 25. januar åbner tre nye udstillinger på KunstCentret Silkeborg Bad. 

Den islandske billedkunstner Helgi Fridjonsson vil med udstillingen ’Livsånde i næsebor’ give publikum, hvad man fra Badet har valgt at formidle som »et resonansrum for poetiske akvareller og små oliemalerier«. 

Fridjonsson har blandt andet i 1993 udstillet på Silkeborg Kunstmuseum (nu Museum Jorn), hvilket er naturligt, da han i sit arbejde har været meget inspireret af Asger Jorn. 

Udstillingen ’Som jeg ser det’ bringer dog en ganske kendt billedkunstner i spil, nemlig Leif Sylvester, som på denne udstilling viser nye værker. 

Afslutningsvis bør jeg nævne udstillingen ’Artapestry7’, som udgør en serie af udstillinger, der aktuelt viser 37 vævede værker udvalgt til udstillingen, der faktisk udgør en triennale. 

Alle udstillinger kan ses frem til d. 21. april.

Nye anmeldelser

 

”Astrid Noack var med til at danne skole for billedhuggerkunsten i sin levetid”

Udstillingen ”Menneske først” beretter ikke blot om en væsentlig billedhuggers studiesamling, men rummer samtidigt et lag af Holstebro Kunstmuseums historie. ⭐⭐⭐⭐⭐

”Udstilling på Ribe Kunstmuseum er et forbilledligt eksempel på grotesk historiefortælling”

Louise Hindsgavl udfordrer den keramiske skulpturs potentialer og skaber samtidig signifikante tableauer og miljøer i dialog med museets forhistorie. ⭐⭐⭐⭐⭐

Reaktioner på Mie Olise Kjærgaard-udstilling

 

Installationsfoto fra Mie Olise Kjærgaards udstilling ’Agile Aggressions’ på Trapholt (foto: T2 Studio)

»Der findes kunstnere, hvor nysgerrighed og bevægelse er alt. Sådan en kunstner er Mie Olise Kjærgaard. Her er ingen passiv afventning, ingen ærgerlig stiltiende plads bagerst i køen, ingen undskyldninger, kun talent, kraft og fandenivoldskhed. Hun maler for dig, for mig og for alle de mennesker, der har brudt med antagelsen og normen«

Citatet er hentet fra billedkunstneren og kunstanmelder Henriette Hellsterns anmeldelse i webmagasinet POV International af udstillingen ’Agile Aggressions’ med værker af Mie Olise Kjærgaard på kunstmuseet Trapholt i Kolding. 

Denne udstilling vil læsere af blog'en her være ganske bekendt med, da jeg har omtalt den flittigt, og nu foreligger faktisk min egen fem-stjernede anmeldelse af udstillingen på webportalen KULTURINFORMATION… læs den HER>

Dylan-genstande solgt på auktion

 

Bob Dylan: Maleri, 1968. Olie på lærred. 76 x 61 cm. (Foto: Julien’s Auctions)

Når man interesserer sig for billedkunst og musik, vil man vide, at Bob Dylan sideløbende med sin karriere som sanger og komponist har dyrket maleriet ganske ivrigt. 

Det begyndte, ifølge en tekst på auktionshuset Julien’s Auctions’ hjemmeside, da Dylans daværende hustru Sara forærede ham et sæt oliefarver som fødselsdagsgave i 1968. 

Han opsøgte en bekendt, som var kunstmaler og fik nogle tips til, hvordan man gjorde og det mest kendte maleri, Dylan har lavet, er nok selvportrættet, som udgør coveret til pladen ’Self Portrait’, der udkom i 1970. 

Han kreerede også coveret til The Band’s første plade ’Music From Big Pink’ blot få måneder efter, han fik farverne foræret. 

Årsagen til denne pludselige interesse for Dylans tidligere maleri skal findes i, at det omtalte auktionshus netop har solgt et antal genstande fra en stor samling af artefakter, der refererer til Dylan. 

Her blev et maleri fra 1968 solgt og opnåede et hammerslag på $260.000, hvilket svarer til ca. 1,9 millioner danske kroner. 

Det er dog intet at regne i forhold til to stykker gulnet papir, der rummer den originale maskinskrevne tekst til sangen ’Mr. Tambourine Man’. 

Dette stykke historie opnåede et hammerslag på hele $508.000 (3.700.000 kr.).

Igshaan Adams om 'Weerhoud'

 

I forbindelse med udstillingen 'Weerhoud', der netop nu åbner på kunstmuseet ARoS i Aarhus, kan man se en produktionsvideo om og med udstillingens hovedperson Igshaan Adams.

Filmen har ganske vist udgangspunkt i en udstilling, der fandt sted The Hepworth Wakefield i England sidste år, men værkerne er de samme og den uhyre sympatiske kunstner ligeså.

Jeg har fundet filmen på YouTube, og den kan ses herover, hvis ikke man har tålmodighed til at placere sig på en hård træbænk med henblik på at se den på ARoS.

Horsens-Hedensted-Vejle

 

Når man nærmer sig Horsens med tog, får man ret hurtigt øje på de grimme lysmaster ved byens fodboldstadion og ”Fængslet”, der nu fungerer som kulturcenter. 

Ikke desto mindre er Horsens en udmærket by med blandt andet et glimrende kunstmuseum. 

Hedensted ved jeg ikke så meget om, andet end at der på et tidspunkt i byen var placeret en destruktionsanstalt, der ofte lagde en dyne af en sødlig, rådden lugt af døde dyr over området. 

Vejle har jeg et familiært forhold til, så den er vanskelig at kritisere. 

Byen er dog forvandlet til lidt af et arkitektonisk eksperimentarium, hvilket især kommer til udtryk i byens havneområde. 

Der findes imidlertid dejlige naturområder omkring alle tre lokaliteter, hvilket forhåbentlig kan ses på tegningerne herunder.

Igshaan Adams-udstilling åbner på ARoS

 

Fotos fra Igshaan Adams’ udstilling ’Weerhoud’ på ARoS

Jeg vil tro, at i skrivende stund er man i fuld gang med at forberede åbningen af den sydafrikanske samtidskunstner Igshaan Adams’ udstilling ’Weerhoud’ på ARoS i Aarhus. 

Jeg har tidligere her på blog'en formidlet nogle AI-baserede kendsgerninger om Adams’ liv og kunstneriske karriere, men i mellemtiden har jeg selv haft mulighed for at se udstillingen og derved danne mit eget billede af kunstnerens praksis, som er forankret i de første år af hans liv i et apartheid-regeret Sydafrika. 

Han fortæller ved pressevisningen om sit komplicerede forhold til sin familie, som dog ikke desto mindre har en stor betydning for ham og hans kunstneriske udtryk, der er forankret i skulpturelle ruminstallationer komponeret af så mangeartede materialer som reb, perler, stoffer, garn, tråd, farvepigment og affaldseffekter som bøjlekroge, og så har jeg kun nævnt en lille del af de materialer, som Inshaan Adams (født 1982) gør brug af. 

Jeg vender tilbage med en anmeldelse senere om udstillingen, som kan ses på ARoS frem til d. 3. august 2025.

Mie Olise Kjærgaard-udstilling åbnet på Trapholt

 

Eksempler på Mie Olise Kjærgaards værker, der nu kan ses og opleves på Trapholt i Kolding

Det var en glad og lettere ydmyg Mie Olise Kjærgaard, der takkede alle fremmødte og Trapholts medarbejdere ved åbningen af malerens udstilling ’Agile Aggressions’ på netop Trapholt i Kolding. 

Det er forståeligt, at kunstneren var glad, da udstillingen er hendes første større soloudstilling på et dansk kunstmuseum. Kunstskribenten og -kritikeren Erik Meistrup beskriver med få, men velvalgte ord på sin Facebook-profil: »De seneste år har hun udviklet et æstetisk malesprog om kvinders vilkår i en ekspressiv tegneseriestil, hvor energi og udfoldelse er central og rækker ud ad maleriet selv«. 

Med denne præcise formulering vil jeg blot fastslå, at udstillingen kan ses på Trapholt indtil d. 23. november 2025. 

Jeg er ingenlunde færdig med Mie Olise, da jeg har planlagt en anmeldelse til webportalen kulturinformation.org.

Søren Hjort Nielsen og de skiftende årstider

 

»Hvis jeg begynder på en ting om foråret, bliver den sjældent færdig det første år. Så fortsætter jeg om sommeren, så det bliver et sommerbillede. Så kommer efteråret og bladene ryger af – og det fortsætter. Så falder der sne og så bliver det et snebillede. Så bliver det forår igen, og så er det muligt, at jeg bliver færdig med det, ellers er det samme rækkefølge i et år eller to«.

Sådan forklarede maleren og grafikeren Søren Hjort Nielsen (1901-1983) i en lille filmsekvens, der blev lavet om kunstneren i 1977.

Her ser man ham arbejde på en radering og et maleri, mens han fortæller om sit liv og sit arbejde med billedkunsten.

Sekvensen kan ses på portalen 'Danmark på film' HER>

Sydafrikansk samtidskunst på ARoS

 

Installationsfoto fra en tidligere udstilling med Igshaan Adams (foto: Mark Blower)

»Igshaan Adams er kendt for sine tekstilbaserede installationer og skulpturer, hvor han blander forskellige materialer som perler, garn, tråd, naturmaterialer og fundne genstande. Hans værker udforsker temaer som identitet, spiritualitet, køn og race. Ved at kombinere håndværksteknikker som vævning og knytning med moderne kunstneriske metoder skaber han værker, som er både visuelt imponerende og konceptuelt dybe«. 

Således kan man læse, hvis man opsøger oplysning er om den sydafrikanske samtidskunstner Igshaan Adams (født 1982) på AI-værktøjet ChatGTP. 

Der er naturligvis en årsag til, at jeg har efterlyst nogle facts om Adams, og dette skal baseres på, at kunstneren ganske snart optræder i en udstilling på kunstmuseet ARoS i Aarhus, som netop stolt har kunnet konstatere et besøgstal i 2024 på 585.484. 

Der er dog et stykke vej, nemlig godt 130.000 til Louisiana, der havde 715.820 betalende gæster i 2024. 

’Igshaan Adams – Weerhoud’ kan ses på ARoS fra d. 18. januar til og med d. 3. august 2025. 

Jeg har tilmeldt mig pressevisningen på ARoS så mere om udstillingen på siden her senere.

Hornung i slagtehallen og i naturen

 

»Jeg har ofte haft det sådan, at når billedet lukker sig for mig, så går jeg ud i naturen og starter forfra. Alle de ting jeg laver, har en forbindelse i naturen«.

Disse ord finder man i en kort dokumentar om og med maleren Preben Hornung, der levede fra 1919 til 1989.

Filmen viser Hornung i arbejdet med motiver fra blandt andet en slagtehal og den beskriver samtidig hans indgang til det abstrakte maleri, som igen forvandler sig til en form for naturalisme.

Filmen kan ses på portalen 'Danmark på film' HER>

Ny bog om Kay Fiskers oversete og næsten glemte møbeldesign

 

Omslaget til ’Kay Fiskers møbler – et glemt kapitel i dansk møbelhistorie’ (pressefoto: Strandberg Publishing)

Jeg prøvede for eksperimentets skyld en tilfældig dag at foretage en søgning på møbeldesigns på auktionshuset Bruun Rasmussens hjemmeside og ikke overraskende kunne jeg finde 17 af Børge Mogensen, 15 af Hans J. Wegner, 10 af Finn Juhl og seks af Kaare Klint, men på søgningen af arkitekten Kay Fiskers møbeldesign ramte jeg et stort rundt nul. 

Der er sandsynligvis en årsag til, at Kay Fiskers møbler optræder lidt fjernt i designlandskabet, og det har forfatteren dr.phil. Mirjan Gefler-Jørgensen sat sig for at opklare og beskrive. 

Bogen ’Kay Fiskers møbler – et glemt kapitel i dansk møbelhistorie’ udgivet af Strandberg Publishing rammer husstanden ganske snart og så kan jeg ved selvsyn få konstateret af hvilken årsag, at denne del af Kay Fiskers virke så at sige er skrevet ud af historien.

Kunstnerkoloni anno 2024-25

 

Sådan præsenterer DR de seks kunstnere i ’Kunstnerkolonien i Hornbæk’ (foto: DRTV)  

I tidernes morgen fandtes der kunstnerkolonier, hvor malere, grafikere og billedhuggere samledes på en given lokalitet i en form for arbejdsfællesskaber, der muligvis rummede sociale funktioner. 

Denne form for kollektiv filosofi, tror jeg, er kendetegnet ved kongeriget, hvilket tillige bekræftes af fænomenet kunstnersammenslutninger, som jeg mener, er et specifikt dansk begreb. 

På DRTV kører for tiden en programserie, der har titlen ’Kunstnerkolonien’ og aktuelt har man samlet et antal kunstnere i Nordsjælland – nærmere bestemt i Hornbæk, hvor de skal lave et antal værker, som efterfølgende skal vises på Nivaagaards Malerisamling. 

Man kan vælge at se programmet som ren underholdning, og det har jeg valgt at gøre, men hvis der skal tages et overordnet blik på de mange serier med ’Kunstnerkolonien’ som tema, mener jeg faktisk, at det er ved at udvande sig selv en anelse. 

Princippet om mangfoldighed i alder, køn og kunstneriske metoder er såmænd fint nok; men jeg har en fornemmelse af, at hele forløbet er konstrueret ud fra et manuskript, som har afsæt i den enkelte kunstners grundlæggende filosofier i den billedkunstneriske praksis, og her synes jeg, at glansen går lidt af Sct. Gertrud i relation til at give et billede af, hvordan billedkunstnere arbejder. 

Jeg ville meget hellere, at Statsradiofoniens afdeling for levende billeder i det daglige gjorde mere ud af at formidle den danske kunstscene på kunstscenens egne betingelser, men det er nok for meget at forlange.

Sort er ikke bare sort

’Strand’. Streg/akvatinteætsning og koldnål på Zerkall kobbertrykpapir. 17 x 20 cm.

Når jeg arbejder med raderinger - eller som i de aktuelle, nyeste tilfælde, akvatinteætsninger, finder jeg det af overordentlig stor betydning, at den sorte nuance i ætsningerne er dyb og intens.

Jeg har gennem årene eksperimenteret mig frem til altid at få det ønskede resultat, og alt det er - uden at gå alt for meget i detaljer - en kombination af den rette trykfarve - i mit tilfælde Charbonnel 55985 - og aftørring af pladen, som motivet er blevet ætset ned i.

Min erfaringer kommer mig til gode nu, hvilket blandt andet kan ses i raderingen, der er gengivet herover og som viser, at sort er mere end sort.

Anmeldelse af Astrid Noack-udstilling i Holstebro nu publiceret

 

Jeg besøgte for nyligt Holstebro Kunstmuseum og udstillingen ’Menneske først – Astrid Noacks Studiesamling’ med henblik på en anmeldelse på webmediet KULTURINFORMATION. 

Den er i skrivende stund netop blevet publiceret og kan læses HER>

Mie Olise Kjærgaard indtager Trapholt

 

Mie Olise Kjærgaard: ’Mother and Child on Board’ (foto: Kenneth Stjernegaard)

»I udstillingsrækken Maleriske Sansninger undersøger Trapholt og en række af Danmarks bedste kunstnere maleriets aktuelle status. Mie Olises malerier tematiserer samfundets normer og forventninger til kvinden«

Det er maleren Mie Olise Kjærgaard (født 1974), der refereres til i teksten herover, som er et uddrag af pressemeddelelsen vedrørende hendes udstilling på Trapholt med titlen ’Agile Aggressions’, der åbner ganske snart. 

Jeg synes, jeg kan læse ud af pressematerialet, at Mie Olise udfordrer maleriet som genre i kraft af en udstilling, der rækker ud i rummene. 

Udstillingsperioden er 16. januar-23. november 2025. 

Jeg besøger udstillingen, når den åbner med henblik på lidt kritisk skriveri.

Det er ikke til at se, hvad der er opad eller nedad

 

Hvis man ser godt efter, kan man ane Jorn-signaturen på den øverste gengivelse, som er affotograferet fra værkfortegnelsen af Asger Jorns grafiske produktion. Det nederste eksempel er hentet fra Bruun Rasmussens hjemmeside – og er ikke signeret. Værket er uden titel og produceret i 1965.

Ofte sidder jeg og snager i de varer, der er til salg på auktionshuset Bruun Rasmussens hjemmeside, og aktuelt kom jeg i tanker om, at firmaets for længst afgåede direktør, Jesper Bruun Rasmussen, fortalte en historie på TV, om dengang han var ung mand i firmaet og var blevet sat til at placere nogle kunstværker, der skulle under hammeren, i udstillingsvinduet i Bruun Rasmussens daværende domicil på Bredgade i København. 

En herre kommer ind i lokalet og gør den unge mand opmærksom på, at det maleri, han netop har placeret i udstillingen altså vender på hovedet: »Hvordan ved De det?« spørger den unge auktionarius. »Det er mig, der har malet det«, sagde Asger Jorn, som lige tilfældigt kom forbi samme øjeblik. 

Det kan godt være svært at se, hvad der er op og ned på et Jorn-værk, og det er tydeligt i relation til et litografi af kunstneren, som auktionshuset aktuelt har til salg. 

Litografiet er gengivet på hovedet på Bruun Rasmussens hjemmeside. Og hvordan ved jeg det? Jo, jeg tjekkede værket i værkoversigten over Jorns grafiske arbejder og på side 295 optræder litografiet på den rigtige måde. 

Bevares. Litografiet, der er til salg hos Bruun Rasmussen er ikke signeret, og derfor kan det sikkert være vanskeligt at tyde, hvad der er op og ned. 

Jeg kontaktede auktionshuset på mail og gjorde opmærksom på fejlen, hvilket jeg i øvrigt har gjort adskillige gange, når et værk er behæftet med fejlagtige oplysninger; men man har ikke vendt tilbage på min henvendelse.

Ny kommunikations- og publikumschef på ARoS

 

Astid Søes Poulsen (pressefoto: Morten Pape)

Det er altid interessant, når der sker noget på den udadvendte front på institutioner, hvor man til tider har sin gang. 

Således kan man læse i Horsens Folkeblad, at direktøren for kulturinstitutionen Fængslet i Horsens Astrid Søes Poulsen fra d. 1. februar bliver ny kommunikations- og publikumschef på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Dermed vil hun være på plads, inden museet indvier den store tilbygning/installation ’The Dome, a Skyspace by James Turrell’ senere i år.

Flere sommerstemninger fra 2024

 

Det er muligt, at vejret ikke altid viste sig fra den smukkeste side i sommeren 2024, men der var dog ikke desto mindre dage, hvor man havde mulighed for at solbade og soppe ved stranden. 

På sådan nogle dage bliver der naturligvis tegnet en del, og jeg tror, at jeg kvantitativt har slået rekorden af strandtegninger i året, vi for længst er gået ud af. 

Det er lidt svært at overskue, når der er flere skitseblokke i gang på samme tid.

Ribe Kunstmuseum i et historisk lys

 

Ribe Kunstmuseum set fra haveanlægget i den lave decembersol… se flere billeder fra museet HER>

For nyligt var jeg i Ribe med henblik på at skrive en anmeldelse af Ribe Kunstmuseums særudstilling, men jeg blev faktisk gennem denne udstilling med værker af Louise Hindsgavl inspireret til at gå i dybden vedrørende museets historie, som er ret interessant. 

Den handler i høj grad om en meget velhavende borger, der opførte et stort hus til sig selv og sin familie i 1864. Senere fraflyttede han og familien og huset blev i 1891 til Ribe Kunstmuseum. 

Alt det samt en større renoveringsproces og potentielle visioner for museet beskriver jeg i en artikel, som nu kan læses på kulturinformation.org HER>

En skov af skulpturer i Holstebro

 

Installationsviews fra udstillingen ’Menneske først – Astrid Noacks Studiesamling’.

Billedhuggeren Astrid Noack (1888-1954) efterlod sig ved sin død adskillige værker, og hendes studiesamling, som er ret omfattende, er nu permanent overgået til Holstebro Kunstmuseum, som i sagens natur har forsket ganske indgående i kunstnerens oeuvre og livsforløb. 

I fysisk forstand er resultatet en udstilling, som kan ses på museet frem til d. 4. maj 2025. 

Det bør være indlysende, at en sådan samling rummer mange værker, og disse er disponeret som ”en skov af skulpturer”, og lyder det vildt og voldsomt, kan jeg kun sige, efter at have besøgt udstillingen, at den er disponeret forbilledligt de mange værker taget i betragtning. 

Før jul fik jeg udstillingens katalog tilsendt og det ansporede mig til at skrive en anmeldelse af udstillingen, og jeg arbejder på den pågældende anmeldelse i skrivende stund.