Dramaet i Arles på Ordrupgaard

”30 værker af van Gogh lyver ikke. Det er en ren svir og uanset hvor velkendte og slidte disse mesterværker er, så virker de med et punch, når man står ansigt til ansigt med Vincent van Goghs heftige og brede penselstrøg”

Citatet herover stammer fra Ole Nørlyngs anmeldelse i Weekendavisen af udstillingen ’Dramaet i Arles’, der viser værker med udgangspunkt i den historiske konflikt mellem Paul Gauguin og Vincent van Gogh. 

Der var imidlertid en tredje spiller på banen, nemlig den unge maler Émile Bernard – og hvordan disse personer var i opposition til hinanden, kan man få belyst gennem den omtalte udstilling, der finder sted på Ordrupgaard nord for København helt frem til den 22. juni.

Illustration: Vincent van Gogh: ’Erindring om haven i Etten (kvinder fra Arles), 1888, olie på lærred, State Hermitage Museum, Skt. Petersborg

Skuffende Jorn/Pollock

Jeg har netop haft lejlighed til at se udstillingen på Louisiana, der parrer danske Asger Jorn med den amerikanske abstrakte ekspressionist Jackson Pollock og set i et kunsthistorisk perspektiv, kan denne sammenfatning vel opleves som ganske relevant. 

Desværre lever udstillingen ikke op til mine subjektive forventninger. Der findes på udstillingen ganske enkelt for mange Jorn-værker, som jeg vil betegne som fortærskede – og da Jackson Pollock langt fra er repræsenteret med noget, man kunne karakterisere som hovedværker, kan det ikke blive til en høj placering på mit personlige kvalitetsmåleinstrument.

Illustrationen er maleriet 'The She Wolf' af Jackson Pollock. Det er fra 1943 og kan normalt findes på Museum of Modern Art i New York.

Hvor mange?

”For besøgstallet måler kun antallet af personer, der er gået gennem museets indgang og ind i bygningen. Det måler ikke, hvad den enkelte har foretaget sig ude sit besøg. Om han eller hun er hastet utålmodigt gennem salene og samlingen, uden at bide mærke i noget specielt, eller bare er mødt op for at drikke en kop kaffe med en god bekendt”

I et særtillæg i dagbladet Politiken om museer, behandler avisens kunstredaktør Peter Michael Hornung den megen fokus på kunstmuseernes besøgstal, som i de senere år har fungeret som parameter for institutionernes succes. 

Af samme årsag er diskussionen relevant. Især kunstmuseet ARoS i Aarhus har været meget optaget af, at man de seneste tre år har været i stand til at øge besøgstallene jævnt. 

Man har samtidigt på ARoS bevæget sig rundt med et forfængeligt håb om, at man kunne slå Louisiana (billedet) på besøgstallet. Det er ikke lykkedes.

Allan Knoblauch 1950-2014

For nogle år siden udstillede jeg ved forskellige lejligheder – individuelt og i gruppe – på CopenhArt Gallery i Valby. 

På dét tidspunkt var området en myretue af gallerier; men som bekendt ramte finanskrisen branchen med et brag der sidst i 00’erne, og samtlige gallerier flyttede eller lukkede, og det sidste skete også for CopenhArt. 

Galleriets indehaver var den journalistuddannede iværksætter Allan Knoblauch, og jeg har netop erfaret, at Knoblauch er afgået ved døden d. 2. februar. 

Jeg havde mange hyggelige stunder med Allan Knoblauch, da han fungerede som gallerist, og derfor var det ekstra trist, at erfare, at han nu er død i alt for ung en alder. 

Allan Knoblauch bliver bisat fra Humlebæk Kirke d. 11. februar kl. 13.00. Æret være hans minde!

Billedet, der ledsager dette blogindlæg, er et portræt af Allan Knoblauch - udført af maleren Niels Corfitzen.

Gode gamle Uncle Ben

Jeg husker ikke, hvor mange gange, jeg har lavet en orientalsk ret og gjort brug af ’Uncle Ben’s Original Sweet and Sour Sauce’. 

Man kunne måske oven i købet kalde maleriet herover ”en hyldest til Uncle Ben”, men jeg har valgt slet og ret at kalde det ’Nature Morte #2’. 

Jeg har overvejet lidt, hvordan jeg skulle administrere disse opstillinger, og har valgt ikke at gå for detaljeret til værks. Maleriet må gerne leve lidt på penselstrøgets betingelser… 

Blandt andet!

Stillleben, nature morte... Kært barn osv.

Maleriet, som jeg optræder sammen med på billedet herover, er ikke helt færdigt endnu; men jeg regner med at kunne færdiggøre det inden for et par dage – og så alligevel! Et maleri skal man give den nødvendige tid. Og samtidigt skal man stoppe i tide. 

Der er mange parametre, der skal passe sammen. Jeg har lagt billedet på Facebook,og det har afstedkommet nogle kommentarer samt et utal af ”likes”. En af de sjoveste kommentarer var et spørgsmål om, hvorvidt, jeg nu er blevet kommerciel. 

I så fald skulle det være første gang i de 40 år, jeg har malet, at noget sådant skulle indtræffe.

By i nye farver

’Silkeborg colured by Jorn’ er et brand, som skal bringe Danmarks 12. største provinsby på verdenskortet som et væsentligt kulturcentrum og hele konceptet skal bæres af én person, som ganske vist har været død i mere end 40 år, men som det fremgår af slogan’et, er der tale om Asger Jorn. 

Nogle personer i Silkeborg holdte sig ellers ikke tilbage, da Jorn var i live. Selv da kunstneren havde fået sit verdensgennembrud, blev han blot i Silkeborg betegnet som lidt af en storrygende klatmaler eller prototypen på en fattig kunstner, der i væsentligste forstand kunne erhverve sig rollen som landsbytosse. 

Sandheden er naturligvis en anden, og i dag tager Silkeborg faktisk fordel af alt, hvad der har med Asger Jorn at gøre. 

Ifølge Midtjyllands Avis har et antal eksperter efter et seminar om Jorn og hans rolle i forbindelse med Silkeborg udtalt, at Jorn i kraft af sin store internationale status vil være i stand til at ”brande” Silkeborg. 

Hvis det skulle være forbigået en og andens opmærksomhed, fejres i år 100-året for Asger Jorns fødsel med udstillinger både på Museum Jorn i Silkeborg og på Statens Museum for Kunst. 

Hvordan hovedpersonen selv ville reagere på det omtalte reklamefremstød for Silkeborg, kan man såmænd godt have sine meninger om; men som bekendt ligger Jorn begravet på Gotland, så han er uden indflydelse – og hans efterkommere har tilsyneladende ikke noget forhold til ’Silkeborg coloured by Jorn’-konceptet. Hverken positivt eller negativt.

Billedet foroven til højre af Asger Jorn er taget af Børge Venge