Get lost

Fredrik Raddum arbejder og bor i Oslo. Han er således en norsk kunstner - eller mere præcist: Billedhugger.

Hvis man skal sætte en kort karakteristik på Raddum, er det vel nok firstende, at placere ham i et pop-univers. Hans skulpturer fungerer på overfladen i et koloristisk og agiterende rum, der sagtens kunne legitimere pop-benævnelsen, og når man så oplever elementer, som man kan genkende fra tegneserieverdenen, burde sammenhængen i mange henseender være oplagt.

Der er dog en anden og langt mere dyb mening med galskaben. Ganske vist bruger Raddum et godt gammelt Disney-trick i sit udtryk: Han bruger således dyr i en rolle, man er vant til at se mennesker i. Jeg har mest været bekendt med et værk af Raddum, som jeg har set på en gruppeudstilling på kunstmuseet ARoS - udstillingen hed FunFunFun - forestillende en hund, der med en sørgmodig attitude sad og ristede en pølse på en pind over et bål.

Hunden spiller en rolle i flere af Raddums værker, og på sin vis bliver dette dyr menneskeliggjort på en måde, som afstedkommer et stærkt karikerende billede af menneskets bedste ven, og dermed af mennesket selv

Der ligger stærke samfundskommentarer til grund for Fredrik Raddums værker, og han er heller ikke bleg for at gøre op med en stærk norsk nationalitetsfølelse i et af værkerne på udstillingen, som nu kan ses på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

Udstillingens titel er 'Get Lost' og det kan vel oversættes med "skrup af" eller noget i dén stil? Det er en omfattende og bemærkelsesværdig - og samtidig anbefalelsesværdig - udstilling, der kan ses i ARoS' niveau 1 frem til d. 24. juli.

Your Rainbow Panorama - nu med dato

Det er længe siden, jeg var til ”det første borehul” på ARoS i forbindelse med opførelsen af Olafur Eliassons kæmpemæssige værk på taget af museet. Mange ting er ikke gået helt som forventet; men det er vel i princippet ret forudsigeligt, når man skaber en konstruktion af denne kaliber. Det drejer sig naturligvis om installationen ’Your Rainbow Panorama’, som med sin placering på toppen af ARoS vil blive noget af et monument over både museum og kunstner. Tingene har været komplicerede; men nu er der langt om længe kommet en dato på indvielsen af værket. Det bliver åbent for publikum den 28. maj; men allerede dagen før er der presseevent – så her kommer min højdeskræk sandsynligvis på en afgørende prøve. Jeg skal i hvert fald under alle omstændigheder sørge for at være til stede ved lejligheden.

Herfra hvor jeg står

Overskriften til dette afsnit kan nogle sandsynligvis huske fra begyndelsen af 70’erne, hvor den udgjorde titlen på en plade med hippierne Skousen og Ingemann. Jeg tror både gruppen og pladeselskabet blev oprigtigt overraskede over, hvilket hit pladen blev – og mon ikke også det bliver et hit, når maleren Finn Have åbner udstillingen med netop denne titel den 2. april i Galleri Salling? Om udstillingens åbningstaler bliver et hit, er dog et langt mere åbent spørgsmål. Jeg har under alle omstændigheder sagt ja til opgaven, og noget bliver der med garanti sagt. Nu skal jeg blot finde ud af hvad…

Blaabjerg

Ude i Vestjylland er der noget, der hedder Blaabjerg Klitplantage, og her er der forblæst og goldt om vinteren og indbydende og skønt om sommeren. Specielt hvis man tager turen gennem plantagen på en stegende sommerdag, ender man ved Houstrup Strand, som er en af mine personlige favoritter ved vestkysten. Blaabjerg – med fornavnet Christina – er faktisk også navnet på en af mine kollegaer på Den Kreative Skole i Silkeborg, hvor hun underviser i billedkunst. Christina Blaabjerg har samtidigt en ganske seriøs kunstnerkarriere kørende, og nu udstiller hun fra den 9. april i Main Gallery i det fine Viborg-galleri NB. Jeg glæder mig til at se udstillingen på åbningsdagen, hvor jeg i al hast vil være lidt sent på den, da der samme dag er både åbning af elevudstillingen i forbindelse med Herning Billedskole og foredrag på udstillingsstedet F12 i Herning. Jeg er nødsaget til at være på F12 kl. 14, da det er mig, der skal holde foredraget.

Steder

Det er altså ikke løgn, når jeg påstår, at udstillingen ’Steder – Danmark under forvandling’ har fernisering den 1. april på kunstmuseet HEART i Herning. Jeg har planlagt en lille udflugt til Birk på dagen, og hvad jeg kan forvente at opleve er fotografiske dokumentationer af et større antal danske fotografer, der har været rundt i dronningeriget for at skildre, hvad udstillingens titel illusterer ganske præcist. Der er næsten 1800-tals-stemning over fotografiet herover af Joakim Eskildsen. Hvor meget der er kameraets objektiv – og hvor meget, der er PhotoShop, ved jeg ikke; men kunstneren har under alle omstændigheder fanget sit motiv i et flot – og symbolsk – perspektiv. Billedet kan opleves på ’Steder’ på HEART i Herning fra den 2. april.

Øvlisen vs. Arnoldi

”Pludseligt er der opstået et nyt ord: Samtidskunst. Hvorfor ikke nutidskunst? Hvor kom det ord fra? Jeg hader det ord!”

Både den afgående og den kommende formand for Statens Kunstråd har haft deres momenter i medierne i de sidste dage. Som bekendt afløser Per Arnoldi fra den 1. april Mads Øvlisen, og det betyder at en 70-årig afløser en 71-årig.

Der er stor forskel på de tos meninger og tilgange til kunstverdenen; men hvor Øvlisen var investor i kunst og erhvervsleder, har Arnoldi dog den fordel at han har fingrene i malerbøtterne til dagligt. Især de dåser med primærfarverne rød, gul og blå.

Det ovenstående citat stammer fra et interview med Arnoldi foretaget af Marianne Krogh Andersen i Weekendavisen.

Kunst på iPads

For nogen tid siden havde jeg mulighed for – flygtigt – at prøve at tegne på en såkaldt iPad, Apple’s bud på en blanding af en mobiltelefon og en bærbar computer. Jeg tror nu ikke dette gadget er noget, jeg bliver afhængig af; men man skal naturligvis aldrig sige aldrig. Umiddelbart har jeg det nu ganske udmærket med at arbejde med de gammeldags redskaber.

En ældre kunstner, David Hockney (født 1937), har imidlertid taget disse nye muligheder til sig. Det kan man fra d. 8. april opleve på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, hvor man indtil 28. august kan se en udstilling med værker af Hockney – udarbejdet netop på iPhones og iPads. Ved hjælp af applicationen ’Brushes’ har Hockney lavet i hundredevis af tegninger på sine elektroniske gadgets og det er bemærkelsesværdigt, da Hockney må siges at være, hvad man ret beset kunne kalde en ”moden” kunstner. Udstillingens titel: ’Me Draw on iPad’.

Selv om de foretrukne metoder rent kunstnerisk er papir, lærred og analoge virkemidler er jeg er bestemt ikke afvisende over for nye teknologier, hvilket burde fremgå af billedet herover, der viser min avatar på det sociale community Second Life. I det viste miljø ser man netop et antal arbejder af Hockney, udviklet på en iPhone. At jeg så ikke længere er specielt aktiv på SL er en helt anden sag. Det virker som det virtuelle landskab i langt de fleste tilfælde ligger øde hen.

På sidste vers

For andet år i træk har jeg gennemført et forløb som underviser i grafik og tegning på Herning Billedskole, og lige som sidste år synes jeg forløbet er gået tilfredsstillende.

Nu har vi én gangs undervisning tilbage, og så deltager holdet i Herning Billedskoles forårsudstilling, der i år finder sted i en nedlagt industribygning i Birk. Der er fernisering på udstillingen den 9. april kl. 11 på adressen Industrivej Syd 1 A i Birk v. Herning.

Jeg må indrømme, at der muligvis kan være en del at evaluere på som billedkunstlærer i forhold til dette forløb, da holdet er væsentligt anderledes sammensat end jeg oplevede det sidste år. Spørgsmålet er i den sammenhæng, om jeg bør udvikle et mere "stramt" kompenidium i næste sæson? Det har jeg resten af foråret og hele sommeren til at gå og tænke over.

What the Heck?

En af de rejser, jeg har planlagt i nær fremtid er en tur til Berlin, og netop i Berlin er billedkunstneren Rita Heck bosat, når hun ikke tilbringer tiden i Stuttgart.

Heck er en kunstner, som jeg har haft en del dialoger med omkring kunstnerens rolle og diverse udtryk, man som kunstner kan benytte sig af.

Rita Heck er meget optaget af objektet som kunstnerisk afsæt og netop dette er noget af det første, man kan opleve på kunstnerens nyopdaterede hjemmeside. Der er flere ting undervejs. Bl.a. en side med maleri.

Fotografiet

Verden set gennem et objektiv kaldes som bekendt fotografi, og netop fotografiet danner udgangspunkt for to udstillinger i henholdsvis Ikast og Herning i den kommende tid. I Kunstpakhuset i Ikast åbner således den 26. marts en udstilling med fotografiske værker af den verdensberømte danske fotograf Søren Solkær Starbird, som er kendt for at indfange celebrities fra pop- og rockmiljøet. Denne udstilling vises sammen med en fotoudstilling ’Oneshot’, der er kurateret af Jesper Elg fra V1 Gallery i København.

På kunstmuseet HEART i Herning åbner den 1. april ’Steder – Danmark under forvandling’. Her viser 14 af landets fremmeste fotografer Danmark på kryds af tværs og i forskellige perspektiver. Jeg regner med at være til stede ved åbningen af ’Steder’ – så mere om denne udstilling senere på denne blog.

Hud og hår

Det er svært at sætte sig for alvor op til en udstilling, som man besidder visse forventninger til. Risikoen for at blive skuffet, viser erfaringerne, er næsten altid for oplagt.

Derfor fungerer det næsten som en åbenbaring for en grundigt prøvet kunstforbruger, når forventningerne bliver flere gange bekræftet. Og det må man sige, at mine blev i forbindelse med udstillingen ’Still walking’ af – og især – med installations- og videokunstneren Katja Bjørn på det kompetente galleri Charlotte Fogh Contemporary i Århus.

Og når jeg kalder galleriet ”kompetent” og i samme åndedrag ikke tøver med at beskrive udstillingen som den bedste, jeg har oplevet på stedet, siger det måske noget om, hvordan jeg vurderer Katja Bjørn som billedkunstner på den danske kunstscene.

Ja; i virkeligheden burde vi tale om den europæiske scene, for et større globalt gennembrud må da ligge lige til højrebenet, hvis der er nogen som helst logik eller retfærdighed til i den verden. Udstillingen viser og dokumenterer fænomenet ”krop” på en fuldstændig enestående måde, og det vel at mærke uden, at man oplever den i en vulgær eller exhibitionistisk form (hvilket jeg ellers oplevede en ferniseringsgæst antyde).

Kunstneren bruger sig selv og andre modeller i bogstaveligste forstand med hud og hår – og det æstetiske niveau er højt.

The kids are alright

Jeg tror ikke, man skal undervurdere betydningen af, at unge mennesker på et ret tidligt tidspunkt bliver inspireret til at beskæftige sig med billedkunst; men når det er sagt, er det vigtigt at gøre opmærksom på, at det bør være lysten, der driver værket.

Jeg har oplevet både skuffelser og glæder ved at være ansvarlig for TalentBilledkunst-holdet på Den Kreative Skole i Silkeborg.

Skuffelserne er forankret i kendsgerningen, at et antal elever er droppet ud af undervisningen hen ad vejen. Og netop dette bekræfter min tese om, at det skal være engagementet, der er drivkraften.

De elever, der ikke har fastholdt deres deltagelse, har ganske enkelt ikke været interesseret nok i billedkunst, hvilket kan forekomme en anelse besynderligt, når man ser hvilke ting, de har lavet til en indledning.

Måske er der en tendens til at man skal indehave en karriere hurtigt, og at tålmodigheden hurtigt bliver opbrugt? Sådan fungerer det blot ikke i denne verden. Her går tingene sin langsomme gang, og det er netop én af kvaliteterne ved at beskæftige sig med billedkunst. Der er ikke noget, der haster.

De elever, der netop nu på skolen, viser deres arbejder, har haft en helt anden tilgang til det billedkunstneriske medie - og disse er stærkt i gang med at udvikle - ikke blot et billedsyn; men et kvalificeret kunstsyn. Og det tager jeg gerne ansvar for! Resten klarer sig selv - og fred være med dét!

Fra skrot til skulptur

Billedhuggeren Jens Chr. Jensen fra Ikast er på alle måder en usædvanlig billedkunstner. Som skulptør har han valgt højst uprætentiøse materialer i udarbejdelsen af sine værker. Udtjente plastikslanger og kasserede skifertage er blot nogle af de valg, Jensen tager i forhold til at finde materialer til skulpturer og relieffer.

Begge dele kan man se eksempler på i forbindelse med udstillingen ’Straks’ på Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast i perioden 20. marts-29.april.

Kunsthistorikeren Bente Jensen har skrevet en bog om sin efternavnebror, og i den hedder det bl.a.: ”Hans værkers forfinede materialeæstetik og stramme former åbner for forfaldets ekspressive poesi og for konstruktionens rene formalistiske skønhed”.

Jeg har netop haft mulighed for et lille preview på udstillingen, og dette har dannet udgangspunkt for en tekst, jeg har forfattet til Kunstavisen

Shelter Me på Silkeborg Bad

I Skovvilla på KunstCentret Silkeborg Bad er netop åbnet udstillingen ’Shelter Me – Voices from Nairobi to Silkeborg’. Udstillingen belyser børns liv under barske vilkår i Nairobis slumkvarterer. ’’Shelter Me’ sætter fokus på disse børn og på børn i almindelighed med den angst og de drømme, de bærer på.

Som en del af hele projektet spiller de to kenyanske billedkunstnere Patrick Mukabi og Allan Githuka en væsentlig rolle og hele 1. sal i Skovvilla er fyldt med deres værker inden for hovedsageligt maleri, og det er en spændende udstilling med to meget forskellige kunstnere.

Jeg mødte de to i toget hjem fra Århus nogle dage inden udstillingen åbnede – uden at vide, hvem de var. Jeg havde en kort dialog i toget med den ene af dem; så derfor var det hyggeligt at møde de to sympatiske, afrikanske kunstnere til åbningen af udstillingen på Silkeborg Bad. Her fortalte de om deres egen baggrund og lidt om, hvordan kunstscenen fungerer i et land som Kenya.

En arm, der bliver kortere og kortere

Sagen vedrørende armslængdeprincippet, når det drejer sig om kunstnerisk udsmykning af det offentlige rum, fortsætter med uformindsket styrke. I hvert fald i dagbladet Politiken, hvor Anders Haubart Madsen under overskriften 'Byrødder styrer kunstindkøb i store kommuner' har indhentet en kommentar fra kunsthistoriker og professor i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, der udtaler: "Det ender med total visuel forurening af vores offntlige rum. Politikerne træffer ikke bare tilfældige økonomibeslutninger. Dette handler om kunst for fremtiden, og derfor må beslutningerne baseres på en sagkyndighed".

Netop i Aalborg ser det tilsyneladende helt slemt ud med hensyn til det så ofte nævnte "armslængdeprincip"... Her udtaler Anne-Dorte Krog, som er formand for en politikerdomineret kommunal kunstfond: "Det handler om at have mangfoldigheden repræsenteret. Vi har den kunstfaglige indstilling, som vi lytter til. Derudover har vi smag og behag, og det er politikere lige så gode til, som alle andre". Anne-Dorte Krag (billedet) er SF'er! Og udtalelsen tangerer efter denne blogskribents mening, nok noget af det dummeste, der overhovedet er sagt i denne sag.

Katja Bjørn med nye værker

Video og performance går hånd i hånd hos billedkunstneren Katja Bjørn. Jeg har fulgt kunstneren lidt på sidelinien i de senste år, og jeg finder hende overordentlig interessant – og som en væsentlig kunstner på en – nogle gange – forvirrende samtidskunstscene.

I perioden 19. marts-16. april kan man opleve Katja Bjørns værker hos Charlotte Fogh Contemporary i Århus, hvor hun viser nye fotografier, skulpturer og video.

I det udsendte pressemateriale fra galleriet hedder det blandt andet: ”Siden 2004 Katja Bjørns arbejde særligt koncentreret sig om video og readymades (dagligdags genstande), som hun bearbejder til videoskulpturer, hvori hun udforsker krydsfeltet imellem videoens virtuelle rum og skulpturens fysiske og sanselige rum og i relation til menneskets krop. Oftest optræder kunstneren selv som ”krop” i videoerne. Værkerne tager udgangspunkt i den nøgne krop som symbol på menneskets eksistentielle grundvilkår og de hermed følgende associationer; seksualitet, forgængelighed, skrøbelighed, tiltrækning, afsky, fødsel og død. Samtidig iscenesætter de følelser der ofte opstår i mødet med menneskets krop f.eks. i forhold til voyeurisme”.

Det er en udstilling, jeg med garanti skal se.

Sort og hvidt

”At se sort og hvidt på tingene”. Det er sådan et udtryk, man normalt bruger om personer med et unuanceret livssyn. Ikke desto mindre finder jeg det faktisk relevant nogle gange blot at lave mine tegninger uden brug af farver. Her er gengivet en tegning og en løs skitse i udelukkende sorte og hvide nuancer.

Én af skuespillerne på Aarhus Teater – i forbindelse med mit træprojekt på ’Mens vi venter på Godot’ – genkendte mig som ”ham med farverne”. Og det har sit afsæt i nogle plancher, der var opsat på teatret, mens stykket spillede, og her havde jeg valgt at gengive et af de nyeste malerier. Men aktuelt er tingene altså sort-hvide.

Have med ny udstilling

For nyligt så jeg på den udmærkede TV-kanal DR-K en udsendelse, der handlede om den britiske kunstner David Hockney, som på sine ældre dage har genopfundet landskabsmaleriet på en ikke mindre end overbevisende måde.

Han er tilsyneladende rejst fra det solbeskinnede Los Angeles tilbage til England, hvor han nu giver landskabsmaleriet en ny dimension.

Pudsigt nok, da jeg så reportagen, kom jeg til at tænke på en dansk kunstner, Finn Have, der bruger landskabet som motivisk afsæt, og den pågældende kunstner arbejder for tiden – hvis jeg kender ham ret – koncentreret frem til sin næste udstilling, som vil finde sted i Galleri Salling med åbning den 2. april.

Jeg er ikke helt på det rene med, hvor Galleri Salling er placeret; men jeg må hellere finde ud af det, da jeg faktisk har lovet Finn Have at være til stede under åbningen med henblik på at afholde åbningstalen.

Kunstbygningen som drivhus

”Udstillingen ’Growing Vegetables on a Coral Island’ giver indblik i alternativ og bæredygtig fødevareproduktion. Søren Dahlgaard flyttede i 2002 til Maldiverne med sin maldiviske kone og deres barn for over en 2-årig periode at opbygge et øko-system på den 17 hektar store ø Hibalhidhoo. Som eksperiment ønskede Dahlgaard at gøre Maldiverne selvforsynende med grønsager, på trods af øernes begrænsede dyrkningsbetingelser med for sandet jord og for højt saltindhold i vandet. Growing Vegetables on a Coral Island genskaber dele af og viser dokumentarisk materiale fra drivhusprojektet på Maldiverne”.

Dette er et uddrag af hjemmeside-teksten til en udstilling, der for tiden finder sted i Aarhus Kunstbygning. Og man må sige, at netop kunstbygningen, hvis man skal bedømme ud fra vækstkvoten af de udstillede tomat- og agurkeplanter, er særdeles velegnet som drivhus.

Samtidigt går en masse kunstnere rundt og er frustrerede over, at de ikke har mulighed for at udstille deres værker. Sådan er verden besynderligt skruet sammen til tider.

Hvor lang er en arm?

Herren på billedet til højre ser ikke glad ud! Faktisk ligner han én, der netop har slugt en citron; men dét behøver han ikke at gøre. Han er nemlig billedkunstner og udvalgt til at udføre en stor udsmykningsopgave til Viborgs nye rådhus.

Byggeriet er tegnet af Henning Larsen Akitekter, så denne del af sagen burde være i orden. Problemet er nu blot, at et udvalg, ledet af byens borgmester, har udnævnt en lokal gallerist som kurator i forbindelse med den kunstneriske udsmykning af rådhuset - og netop en norsk kunstner, som er tilknyttet galleriet, er blevet udpeget til at foretage den omtalte udsmykning.

Alt dette har bragt sindene i oprør i domkirkebyen. Et bredt spektrum af kunstfaglige personligheder har i Viborg Stifts Folkeblad gjort opmærksom på, at sagen er lidt - eller meget - ulden i kanterne, da man mener, at det såkaldte armslængdeprincip, som skulle sikre en overordnet kunstfaglighed i det offentlige, er trådt under fode.

Det kan man naturligvis sagtens imødekomme, dét kritikpunkt. Hvorfor udpeger man en lokal gallerist som kurator? Det er et spørgsmål, som blandt andet bliver stillet af museumsdirektør, kunstnere og en enkelt kunstanmelder.

Havde jeg været indehaver af et galleri i en mellemstor dansk provinsby, ville jeg havde taget imod kuratoropgaven med kyshånd. Her handler det som bekendt om at skabe omsætning, og en sådan stor opgave vil i sagens natur give et klækkeligt honorar til den norske kunstner. Hermed er galleriet sikret en del af dette honorar, da dette er én af betingleserne for at formidle udsmykningsopgaver kunstner og galleri imellem.

Problemet må siges at være den måde, Viborgs konservative borgmester har søgt at løse opgaven på. Han har, som det bliver fremstillet, givet fanden i kunstfaglighed og pricipper om armslængde.

Nu kan man jo altid diskutere, hvor lang en arm er, eller hvor lang, den burde være, men i det aktuelle tilfælde, har den vistnok været amputeret ved albuen?