For nyligt så jeg på den udmærkede TV-kanal DR-K en udsendelse, der handlede om den britiske kunstner David Hockney, som på sine ældre dage har genopfundet landskabsmaleriet på en ikke mindre end overbevisende måde.
Han er tilsyneladende rejst fra det solbeskinnede Los Angeles tilbage til England, hvor han nu giver landskabsmaleriet en ny dimension.
Pudsigt nok, da jeg så reportagen, kom jeg til at tænke på en dansk kunstner, Finn Have, der bruger landskabet som motivisk afsæt, og den pågældende kunstner arbejder for tiden – hvis jeg kender ham ret – koncentreret frem til sin næste udstilling, som vil finde sted i Galleri Salling med åbning den 2. april.
Jeg er ikke helt på det rene med, hvor Galleri Salling er placeret; men jeg må hellere finde ud af det, da jeg faktisk har lovet Finn Have at være til stede under åbningen med henblik på at afholde åbningstalen.