torsdag den 31. marts 2011

Your Rainbow Panorama - nu med dato

Det er længe siden, jeg var til ”det første borehul” på ARoS i forbindelse med opførelsen af Olafur Eliassons kæmpemæssige værk på taget af museet. Mange ting er ikke gået helt som forventet; men det er vel i princippet ret forudsigeligt, når man skaber en konstruktion af denne kaliber. Det drejer sig naturligvis om installationen ’Your Rainbow Panorama’, som med sin placering på toppen af ARoS vil blive noget af et monument over både museum og kunstner. Tingene har været komplicerede; men nu er der langt om længe kommet en dato på indvielsen af værket. Det bliver åbent for publikum den 28. maj; men allerede dagen før er der presseevent – så her kommer min højdeskræk sandsynligvis på en afgørende prøve. Jeg skal i hvert fald under alle omstændigheder sørge for at være til stede ved lejligheden.