I offensiv mod de hvide skjorter

Et spirende angreb mod de hvide skjorter lurer i Peter Martensens udstilling 'Monument' på Galerie MøllerWitt.

Sig Peter Martensen og dan et billede for den indre nethinde. Hvis man ellers er bekendt med kunstneren, vil der være en vis sandsynlighed for, at der fremkommer et billede af mænd placeret i et sindrigt system. Alle iklædt hvide skjorter.

Arketyper fra en svunden tid
De skjorteklædte personer udgør individuelt et image på en type fra en svunden tid, der kan føres en generation tilbage i forhold til kunstneren, der er født i 1953. Dermed er Peter Martensen født samme år som Deres udsendte, og i samme moment må man formode, at vore fædre tilhører en generation, for hvem den hvide skjorte stod for orden og ligeværdighed.

Som det skete for generationen før os, er der nu hos Peter Martensen et opgør på vej mod arketypen med den hvide skjorte og dét, den repræsenterer.

Sangkor og sygeplejerskeuniformer
I et stort maleri forestillende et sangkor af kvinder er de hvidskjortede herrer således blevet reduceret til underdimensionerede figurer. Damerne i sangkoret er i bogstaveligste forstand i færd med at synge dem helt ud i periferien.

På et andet, meget stort maleri, er skjorterne blevet forvandlet til noget, man kunne forbinde med sygeplejerskeuniformer. Figurerne – og der er mange af dem – befinder sig i et perspektivisk rum. De er ganske tæt på hinanden og alligevel tilvejebringer de i kraft af måden, hvorpå de er placeret, en indbyrdes afstand.

Maleriet er udført i en gråtone, som kun er brudt i beskeden grad af en okker nuance. Distancen bevares derved til beskueren og billedets liniære egenskaber danner, i samspil med figurernes størrelsesforhold, perspektivet.

Scenerier i modelformat
Netop det proportionelt afvigende er en væsentlig del af Peter Martensens motiviske udgangspunkt her i 2008. Dette ser man helt oplagt i et maleri, hvor tre personer tilsyneladende iagttager et sceneri, der udspiller sig på bordet foran dem. Dette optrin er en operationsscene i modelformat. De hvidkitlede karakterer er dog ikke i gang med at fjerne en blindtarm eller foretage et andet harmløst indgreb. Udgangspunktet er de videnskabelige forsøg, som der blev foretaget i den nazistiske fangelejr Auswitch under 2. Verdenskrig.

Handlingsforløb
Tilsvarende scenarier, som er opbygget af lignende miniaturer findes på udstillingen i større og mindre udstrækning. Mange af disse modsætningsfyldte kompositioner er ifølge kunstneren selv opstået i forløb, der på mange måde har været tilfældige. Motiverne opstår spontant som effekt af et fotografi, som er blevet fundet, og følgende brugt i et metaforisk handlingsforløb.

Peter Martensen er en fortællende kunstner. Hans værker optræder ofte som illustrative drejebøger til en teatralsk uvirkelighed, der dog spejler sig i dén tilværelse, som vi alle gennemlever. Hos Martensen er mennesket i centrum hvergang. Med eller uden hvid skjorte.

Peter Martensen er som nævnt født i 1953 og uddannet på Det Fynske Kunstakademi i Odense og Det kgl. Kunstakademi i København. Han har primært arbejdet med maleri og grafik og har bl.a. været aktiv i en årrække på Fyns Grafiske Værksted i Odense.

Finito og signatur

Fornemmelsen er behagelig; og dog altid forbundet med en vis tvivl. Når signaturen er placeret (bagpå - altid bagpå) er maleriet "officielt" færdigt - og når den specielle ugekode (i dette tilfælde "0818") samtidigt er påhæftet, indikerer det at billedet er indskrevet i databasen med hvilken jeg holder styr over alle de billeder, jeg har malet gennem årene.

Billedet herover er af de små: 54 x 73 cm. Jeg arbejder, meget mod min natur, i serie lige for tiden. Der er meget, der er usædvanligt lige nu. F.eks. bruger jeg farver, som jeg aldrig ville bruge for bare et halvt år siden. Jeg elsker at male. Jeg holder af fornemmelsen af forandring og opgør med tidligere idiosynkrasier.

Galschiøt smidt ud af Hong Kong

Billedhuggeren Jens Galschiøt er sammen med to andre aktivister blevet nægtet indrejse i Hong Kong, hvor de havde til hensigt at male én af Galschiøts skamstøtter, som netop er placeret i Hong Kong, orange.

Eventet skulle være en del af konceptet ’The Color Orange’, som er sat i værk med henblik på at sætte fokus på OL-værten Kinas noget mærkværdige tolkning af menneskerettigheder.

Det bør vel ikke være overraskende at ytringsfriheden, som har været et politisk omdrejningspunkt herhjemme i den senere tid, har det mere end svært i Kina? Således også den visuelle ytringsfrihed, hvilket indrejseforbudet til Galschiøt tydeligt viser.

Forvandlingsbilleder

Cathrine Raben Davidsen sampler fra en dramatisk historie og skaber et roligt og afklaret univers med udstillingen 'White Ink' på Horsens Kunstmuseum.

Man skal tilbage til før vor tidsregning for at finde Cathrine Raben Davidsens inspiration til værkerne på hendes udstilling White Ink på Horsens Kunstmuseum. Udgangspunktet er en analyse af den kvindelige stemme i Ovids to litterære værker Heroides og Metamorfoser, hvori historien om søstrene Philomelas og Prochnes skæbner indgår.

En dramatisk fortælling
Historien er ganske dramatisk og lader ikke nutidens gyserforfattere noget efter i bestræbelserne på at skabe uhygge og grusomhed. Hovedpersonerne forvandles i historien til fugle og edderkopper som effekt af Gudernes magt. Inden dette sker, har de to søstre hver især gennemgået, hvad man roligt kan betegne som begivenhedsmættede og bestialske oplevelser.

Selvstændige arbejder
Hvis man kan frigøre sig fra det litterære oplæg, er det alligevel indlysende at se Cathrine Raben Davidsens optagethed af forvandlingen i de mange værker på udstillingen. I første fase oplever man dette i hundrede mindre tegninger, der vises i et forløb og i en ophængning, der uundgåeligt animerer til et nærmere studie af de enkelte små arbejder.

Umiddelbart fungerer de mange minutiøst forarbejdede tegninger illustrativt i tilknytning til Ovids værker; men enkeltvis har de andre og langt mere væsentlige værdier. Ganske vist gengiver de flere af handlingsmomenterne i det grundliggende stykke litteratur og hvis man er bekendt med denne fortælling, vil man formentligt være i stand til at placere dem kronologisk i forløbet. Hvis ikke, kan man udmærket forbruge dem som dét, de repræsenterer i sig selv.

Maleriets transparens
Det samme kan man sige om Cathrine Raben Davidsens malerier. Springet fra stregtegningerne til maleriets langt større flademæssige karakterer er ikke så alarmerende stort, da værkerne på lærred samtidigt har stregen som fundamentalt udgangspunkt. Kvindernes ansigter er malet med stor akkuratesse og ofte går denne maleriske udførlighed over i en langt mere skitsepræget proces, der kan være udført med oilsticks eller farvepigment på en laserende grund. Denne metode akkumulerer et let og transparent udtryk, som man, hvis man var i dét mood, kunne kalde feminint.

The Room
I ét bestemt maleri fungerer det gennemskinnelige på farvens præmisser. Billedet har titlen The Room og netop det rumlige placerer dette værk i en historie, der kan fortælles ud fra flere tidsproportionelle principper. Helt indlysende naturligvis i relation til Ovids værker; men samtidigt også i malemåde som forbindelse til det 20. århundredes billedkunst. Det vil være uretfærdigt at nævne en kunstner som Francis Bacon i dén forbindelse, så det vil jeg undlade og blot konstatere at farven, på trods af letheden, fungerer i udstrakt grad og på egne betingelser.

Fotografi og grafik
En lille serie stregætsninger er kombineret med nogle ganske elegante fotografier, der i deres udtryk giver associationer mod illustrationer i modemagasiner. Denne sammenstilling kan umiddelbart virke en smule mærkværdig. Især da der i samme rum optræder et større antal monotypier med samme motiviske udgangspunkt, som tidligere beskrevet.

Ætsningerne er udarbejdet med samme minutiøsitet som tegningerne, jeg omtalte i indledningen, og fotografierne har i kraft af deres symbolske virkemidler også kvaliteter, der rækker langt ud over det rene raffinement. Disse værker er i øvrigt produceret i samarbejde med fotografen Morten Bjarnhof.

Cathrine Raben Davidsen, som er uddannet på Det kgl. Kunstakademi med afgang i 2003, er født i 1972 og fik i 1999 Horsens Kunstmuseums Venners kunstnerpris. Hun har tidligere arbejdet med udgangspunkt i den litterære mytologi. Blandt andet på udstillingen Penelopes Web i Martin Asbæk Projects i København i 2006.

Albertslunds æstetik

Jeg har tidligere beskæftiget mig med Albertslund og denne forstads byplan. Det er efterhånden ved at lykkes mig at finde rundt i området, hvis man vel at mærke ser på de store linier. Jeg har oparbejdet en vis fascination af dette miljø, som i det sidste års tid har haft en stor betydning for mig. Jeg har f.eks. ikke tøvet med at kalde Albertslund for ”mit andet hjem”. Det er der adskillige gode årsager til – dette kunne f.eks. være i kraft af en stemning, der tager udgangspunkt i kanalens vandspejl.

Albertslund Syd er et stort areal med bl.a. massevis af gårdhuse, som er opbygget meget rationelt af betonelementer, der – som det ses på ét af billederne herover – er beklædt med træ. Nu drejer det sig jo ikke om blot at befinde sig og være i det space, som byplanlæggerne i sin tid har projekteret; men i langt højere grad at skabe sit eget rum i de rammer, der er udstukket. Således bliver der heldigvis hjerterum i et miljø, som på afstand måske godt kunne ligne noget, der rummer ”bad karma”. F.eks. bag det afbillede plankeværk er der masser af hjerterum. Hvis man imidlertid bevæger sig ned i forstadens shoppingscenter er der rige muligheder for at foretage indkøb i autentiske butikker, som ikke giver sig ud for andet, og mere, end hvad de er – og heldigvis for dét!

Ofte skal man selv skabe poesien i et miljø, som f.eks. et sted, hvor en gangsti er blevet ført under Sletbrovej. Placerer man sig centralt på stien er der tale om en ordinær oplevelse, når man begiver sig under viadukten; men symmetrien brydes dog i kraft af et bladløst træ og i en bestemt position kan man se en smal stribe tag, som rager op i den modsatte side. Et elskab og en solstråle bryder midteraksens dominans.

Der er mennesker fremme i lyset i Albertslund Syd. Og netop mennesker giver dette område en karakter af liv. Livet leves her, om det er i skole, på arbejde, i det kulturelle miljø eller det blot er nogle piger på vej hjem fra lærdommens univers. Flere steder kan man ane, at renoveringsprojekter er i gang. Dunhamrene i kanalen, der ledsager én af stierne, som udgør en gennemgående vej i et et labyrintisk forløb af systemer, skaber en kontrast til byggeriets beton.

Jeg er stadig ”på herrens mark”, hvis jeg bliver placeret et tilfældigt sted i dette miljø; men jeg bliver bedre. Jeg bliver vist snart nødt til at besøge Albertslund igen?

Cheney's legetøj

"ANOTHER UNKNOWN SOLDIER

ANOTHER LESSON LEARNED

KICK THE GAS CAN OVER

STRIKE A MATCH, GET BACK AND WATCH THAT SUCKER BURN"

Så voldsomt begynder 'Cheney's toy' - ét af numrene på den amerikanske sanger/sangskriver James McMurtry's nye CD 'Just us kids'.

McMurtry er vel stort set ukendt af et større publikum herhjemme. Hans kantede og lidt direkte stil tiltrækker sandsynligvist ikke et større publikum på denne side af Atlanten og i hjemlandet USA optræder McMurtry for det meste med sit band The Heartless Bastards på mindre scener.

Det er lidt ærgeligt, at en sanger - der vel dårligt ligger i slipstrømmen af tidens musikalske modeluner? - tilsyneladende ikke har et appeal til et større publikum; men på den anden side ser det ud som om, at kunstneren har det helt fint med den rolle, han spiller på musikscenen.

McMurtry debuterede tilbage midt i 80'erne, da hans far overgav John Mellencamp et demobånd med sønnens numre. Mellencamp blev så begejstret for McMurtry, at han producerede McMurtry's debutalbum. Siden har James McMurtry på små labels udgivet en perlerække af albums. Den forrige 'Childish Things' blev skamrost af alle de medier, der gad beskæftige sig med den.

Nu skal jeg blot have skaffet 'Just us kids'. Det kan være en sag, der kræver tålmodighed... McMurtry har ganske vist skiftet selskab; men det er højst tvivlsomt om CD'en bliver lagervare i danske pladeforretninger.

"YOU'RE THE MAN, SHOW THEM WHAT YOU'RE MADE OF

YOU'RE NO LONGER DADDY'S BOY

YOU'RE THE MAN THEY'RE ALL AFRAID OF

BUT YOU'RE ONLY CHENEY'S TOY"

Sådan hedder det i omkvædet på 'Cheney's toy', som kan høres HER>

Horsens - en by i Jylland

Horsens: I midten ses Horsens Borgerlige Skyttelaugs klubhus i det nordøstlige hjørne af Carolinelundsparken. Nederst ses et miljø fra Midtbyen. Her lå for ikke så længe siden en cykelforretning, hvilket også kan anes på det overmalede skilt. Nu fremstår facaden minimalistisk i en periode, indtil en anden entrepanant karakter skaber et nyt billede på Beringsgade.

Horsens er under forandring. Der rives ned og bygges nyt - akkurat som man ser det i andre mellemstore provinsbyer. Det virker blot lidt påfaldende, når man ikke besøger byen hver dag.

I dag var jeg på besøg på Horsens Kunstmuseum for at tage et vue på en udstilling, der faktisk ikke endnu er åbent. Museet er netop blevet udvidet og fremstår i dag som et væsentligt af slagsen. Rummene er store, lyse og kvalificerede i forhold til dén samtid, de fungerer i - og ikke mindst samtidens utallige kunstneriske udtryk. Det øverste billede er en udendørs detalje fra kunstmuseet, hvor en lettere anløben Opel Astra er kommet til at spille en ikke ringe rolle.

Dramaet i Nordfrankrig

”I er mordere!!!” Sådan definerede en rytter for mange, mange år siden arrangørerne af det legendariske cykelløb Paris-Roubaix. Jeg har aldrig været der ved vejsiden i det industrielt prægede nordlige Frankrig. Jeg har aldrig ved selvsyn konstateret, hvordan brostenene ligger smidt på de mere end 50 kilometer såkaldte pavéer, der udgør en væsentlig del af det højst mærkværdige cykelløb, der ikke ligner noget som helst andet cykelløb i hele verden.

Jørgen Leth har skildret mareridtet i nord i den klassiske dokumentarfilm ’En Forårsdag i Helvede’. Denne titel har siden udgjort selveste identifikationen på denne lidelse af en forårsklassiker. Måske ikke den sprotsligt mest anerkendte? Men i særklasse sandsynligvis dén, som de fleste ryttere gerne vil vinde.

For netop vinderen af Paris-Roubaix vil dette helvedes-scenarie forvandle sig til en himmerigsoplevelse. Det er umuligt at forestille sig med hvilken følelse denne ene sejrsherre skyller støvet eller mudderet af kroppen i det primitive bruserum ved velodromen i Roubaix. Om det er mudder eller støv afhænger af vejret. Nogle foretrækker tørvejr, som måske kan gøre løbet mere sikkert. Brostenene er ikke glatte som sæbe og dermed er faren for styrt ikke umiddelbart overhængende. Andre finder det fordelagtigt, hvis løbet udvikler sig så vanskeligt som muligt. Regnvejr gør således løbet til et anliggende for ryttere, der er teknisk velfunderede og som evner at koncentrere sig gennem de vanskelige pavéer.

Man kan tale om ”den enes død er den andens brød” i Paris-Roubaix. Hvis man er i stand til at holde sig fremme i feltet, minimeres risikoen for styrt. For styrt i Paris-Roubaix er uundgåelige. Styrter en rytter midt i feltet på én af de brostensbelagte strækninger, river han flere med. Hvor mange gange har man ikke set ryttere ligge i en stor mudret dynge i et kaos af cykler, der fuldstændigt tilsølede er viklet ind i hinanden. Panikken breder sig – og forslået prøver den enkelte rytter at få viklet den ene cykel ud af den anden. Der er kun én vej! Op på hesten igen. Håbet ligger nu i, at der ikke er sket materiel skade. Servicebilerne er ikke umiddelbart i nærheden i disse momenter.

På den legendariske strækning ved Arenberg-skoven står publikum som sild i en tønde. Her er det ledeste stykke pavé. Her er – næsten – garanti for dramatik. Der er ingen, der ligefrem håber på dramatiske styrt; men når vi nu er her? Rytterne kender betingelserne og tilskuerne ligeså. Man hjælper den forulykkede rytter på cyklen igen, giver ham et lille skub på vejen og siger pøj pøj! Ingen kunne drømme om, at straffe en sådan handling. Arrangørerne er trods alt en slags mennesker.

I et så mytologisk løb som Paris-Roubaix er der mange symboler og mange elementer, som skal underbygges og holdes i hævd. Et kort stykke med brosten udgør vejbelægningen på det sidste stykke inden rytterne entrerer cyelbanen i Roubaix, hvor løbet afsluttes med 1½ omgang sprint. Ofte kommer vinderen ind på velodromen i ensom majestæt og kan lade sig hylde af et publikum, der sikkert har fulgt løbet hele dagen på storskærme. Sidste år vandt CSCs australske rytter Stuart O’Grady løbet som første ikke-europæer. Insisterende sled O’Grady sig fri fra favoritfeltet og vandt en sejr, som måske er den vigtigste i hans karriere.

I morgen søndag køres Paris-Roubaix for jeg ved ikke hvilken gang – er det 108. eller 109.? – men én ting er sikkert. Jeg følger lidelserne på TV, som jeg har gjort alle de andre år. Der bliver ikke lavet aftaler på denne søndag eftermiddag.

Den sødlige duft af død

Jeg havde hørt på den forhenværende kunstneriske leders åbningstale og jeg havde en vag idé hvad denne udstilling handler om. Kunstneren bag 'Smoking Gun' i Århus Kunstbygning hedder Ismar Cirkinagic. Han er en dansk kunstner med bosniske rødder. Et menneskeligt efterprodukt af en ond og meningsløs borgerkrig.

Cirkinagic har sin måde at tolke krigen på rent visuelt; men ét af de mest raffinerede og uhyggelige indslag i 'Smoking Gun' er et rum, som er beklædt med trekantede ræssonansdæmpende skumgummipuder. "Det her får min tinnitus til at træde frem", siger min ledsager, der som billedhugger sandsynligvis ofte har "glemt" høreværnet i sin iver efter at få diabasen til at makke ret med den støjende vinkelsliber. Eller er det fortidens rock-spøgelse, der har skabt denne evige kammertone i hans kranie?

Det audielle i rummet er ikke det eneste, der skaber associationer imod død. Ned fra loftet hænger en nøgen pære med en ikke ubetydelig lyskraft. Denne lysgiver illuminerer en urne, der er placeret på et podie. Jeg prøver forsigtigt at snuse til urnen og en sødlig lugt rammer mine næsebor.

Jeg beslutter mig for at indfange den uhyggelige stemning med mit kamera. En høj, ung kvinde træder tilbage for ikke at forstyrre mig i mit forehavende. Jeg beder hende blive stående, således at hun kommer med på billedet. Der er naturligvis ret mørkt i rummet, så det er svært at fange momentet helt skarpt. Det er faktisk også mindre væsentligt! Punkterne, der udgøres af lyspæren, urnen og den unge kvindes ansigt udgør i sig selv en treenighed, som legitimerer dét, som symboliserer både liv og død i samme moment.

Jeg prøver at fortrænge tanken om, at "dén vej skal vi alle". Næsten samtidigt begynder min kammerat at tale om organdonation og et projekt, som hans gallerist tilsyneladende har fået en idé til: Design din egen kiste!!

Bortset fra dét! Billedet er da meget godt… Ikke?

Fra røjsere til plateaustøvler

Jeg kan godt huske det! Men billedet står måske en anelse utydeligt? Scenen hørte til Teatersalen i den midtjyske købstad Silkeborg. Min hukommelse er så svækket i forhold til begivenheden, at jeg ikke i skrivende stund er i stand til at konkludere, om vi befinder os før eller efter en svedig Gasolin-koncert i samme sal, hvor opvarmningsbandet Liza uretfærdigt blev buh’et ud – angiveligt grundet star-attitudes, der lå langt fra publikums landlige selvforståelse.

Uanset om vi befinder os før eller efter, er det imidlertid helt sikkert, at året er enten ’73 eller ’74. Bandet, som skal spille, har pakket gearet ud og er klar til at fyre den af for nogle bønder, tilsvarende dém, der hånede Liza. Jeg vil kort give en beskrivelse af publikum. Disse var alle forhenværende elever på Kornmod Realskole i Silkeborg. Det lyder jo umiddelbart meget fint; men Kornmod var dén skole, hvor langt de fleste af oplandets unge på daværende tidspunkt måtte afslutte deres skolegang, da hovedparten af den nye kommunes oplandsskoler kun var i stand til at tilbyde skolegang til og med syvende klasse.

Jeg begyndte selv at gå på Kornmod i ’68 og jeg må sige at jeg havde visse forventninger til min fremtidige skolegang ”inde i byen”. Jeg så frem til et langt mere progressivt miljø end dét, der fandtes i den oplandsskole, jeg selv kom fra. Jeg skulle blive skuffet! Drengene i min nye klasse havde stadigt – stik imod tidens normer – brillantinehår, som man så det mange år i forvejen. Pigerne bar storblomstrede kjoler og uldne strømpebukser.

Aftenens musikalske indslag i Teatersalen, hvor der som nævnt blev afholdt et arrangement for gamle elever fra Kornmod, var en rock-kvartet ved navn Kalemaris. Jeg havde på dét tidspunkt et sporadisk kendskab til gruppens guitarist, som jeg havde hørt i forbindelse med en rock-musical på byens seminarium, hvor han høvlede nogle ret inspirerende soli af.

Da bandet viste sig på scenen, var det første, jeg registrerede, at de brugte sminke. Forsangeren var klædt i en blåviolet t-shirt med stjerner, hvilket efter datidens forhold var ret usædvanligt på den danske beat-scene. Oftest optrådte man i batikfarvede t-shirts, mælkedrengeskjorter med mao-flip og fløjlsbukser med hængerøv. På fødderne kunne man udmærket bære træskostøvler eller, dét, som vi var begyndt at definere som ”ørken-sjoskere”. På det plan var Kalemaris med deres ekstravagante stil og deres plateaustøvler i et helt andet univers.

Jeg må indrømme, at jeg har glemt en stor del af Kalemaris’ repetoire, som det fremstod på dét tidspunkt. Mange af numrene var covers fra store udenlandske navne som Deep Purple og The Who. ’Highway Star’ og ’Baba O’Reily’ husker jeg således. Desværre kan jeg ikke på nogen måde erindre, at de spillede nogle numre fra deres eneste LP ’Staldfræs’, som begribeligvist heller ikke endnu var udkommet på dét tidspunkt.

Stilen fra koncerten i Teatersalen gik igen på ’Staldfræs’-coveret. Rent visuelt fremstod gruppen nu som rendyrket glam. Musikken var bemærkelsesværdig. Numrene blev udført i et hæsblæsende tempo med en energi, som ikke er ulig dén, man lærte at kende, da punk’en holdt sit indtog blot et par år senere.

En anden detalje gik ud på, at forsangeren – ikke blot fremførte teksterne på dansk; men med en dialekt, som faktisk ikke var usædvanlig blandt mine klassekammerater på Kornmod få år før. Dermed var fænomenet ”farmer-rock” en kendsgerning langt før man kendte til afarten ”cow-punk”, som blot var en amerikaniseret frase. Kalemaris havde deres tekstlige udtryk forankret i et miljø, hvor man kunne forvente at finde møddinger, siloer og en bred vifte af landbrugsmaskiner. Ét af numrene på pladen bar da også titlen ’Mi’ nøj trawtor’. I princippet dybt originalt.

Titelnummeret fra ’Staldfræs’ var et skoleeksempel på fuzz-guitarer, som langt efter har dannet trend blandt senere store navne på den internationale garagerocksscene, hvilket klart anskueliggør hvilket potentiale, der rent idémæssigt var i Kalemaris dengang i midt-halvfjerdserne. Nummerets indledning har lidt af den samme dynamik, som man allerede da kendte det fra Led Zeppelin’s ’Good times, bad times’ – tilsat lidt speed.

Det burde være klart, at da Kalemaris begyndte deres show dén aften i Teatersalen, var en stor del af publikum ved at falde ned af stolene. Lydtrykket var efter datidens forhold enormt. Et beskedent Montarbo PA-anlæg blev sat på en hård prøve; men overlevede. Senere blev Kalemaris et band, man stødte på i adskillige sammenhænge. Således optrådte gruppen bl.a. som opvarmning til Pretty Things i Hamburg; hvorimod de aldrig har spillet i København. Kalemaris var i sandhed et foretagende, der hørte til i fastlandets sikre muld.

Bortset fra dét, var der intet, der var sikkert. Det burde dog være garanteret, at medlemmerne af Kalemaris deltager i DR2s temaudsendelse ”Glam, glitter og guitar” lørdag den 26. april kl. 20.

http://www.dr.dk/presse/default.asp?articleID=26168
http://www.myspace.com/kalemaris

http://www.dr.dk/odp/player.aspx?guid=D3D99C00-8FC6-4293-B84C-50C5D1251029&surl=http%3A//www.dr.dk/Forms/Published/PlaylistGen.aspx%3Fqid%3D655584%26odp%3Dtrue&mt=programstab&furl=default.aspx%3Ftemplate%3Dprogramserie%26guid%3D3975AA2F-D06B-4A99-BD9B-99BE197DB000%26autoplay%3D1%26back%3Ddefault.aspx%253ftemplate%253dprogrammer&skin=default&template=se_seneste&guid=3975AA2F-D06B-4A99-BD9B-99BE197DB000