
Jeg har haft en mulighed for at se Erik A. Frandsens store udstilling på kunstmuseet ARoS i Århus to gange – og det er besynderligt, at en kunstudstilling kan ændre karakter i takt med, hvor mange, der befinder sig i udstillingsrummene.
Hvor jeg første gang – til pressemødet – var rimeligt begejstret, havde jeg et helt andet syn på udstillingen til den officielle åbning. Nu fornemmede jeg pludseligt det hele som en gang højtråbende distanceblænderi. Det sidste, afgørende, sæt må spilles på et senere tidspunkt.