tirsdag den 10. november 2009

Navnestrid løst - måske?


Siden Svend Povlsen i april åbnede Galleri Silkeborg på Nygade i – Silkeborg, har en sag mellem det nye galleri og det nærliggende Galerie Moderne verseret. Sagens kerne har været navnet, som Galerie Moderne hævder, at besidde retten til, da Moderne angiveligt skulle være kendt i udlandet under netop navnet Galerie Silkeborg.

Siden lagde Galeri Modernes indehaver sag an mod Galleri Silkeborg – og denne sag tabte Moderne i Fogedretten. Sagen blev anket til Landsretten, som nu har bekendtgjort, at der ingen problemer er forbundet med navnet Galleri Silkeborg, som må siges ret præcist at signalere, at der er tale om et galleri med beliggenhed i Silkeborg.

”Jeg er meget lettet. Det er godt for mig og mit galleri - og det er godt for Silkeborg. Ingen kan have eneret på ”Silkeborg”. Nu håber jeg, at jeg kan få lov til at koncentrere mig om at drive mit galleri. Jeg har ofret megen tid og energi på sagen”, udtaler gallerist Svend Povlsen til Midtjyllands Avis.

En sag skal naturligvis belyses fra to sider, og i samme artikel i Midtjyllands Avis hedder det i en udtalelse fra Galerie Modernes indehaver Henrik Omme: ”Når vi har læst kendelsen, vil vi overveje, om vi skal køre en civil sag. Den mulighed foreligger. Det her handler ikke om brødnid. Det handler om min fars ære. Han har brugt 46 år af sit liv på at gøre navnet Galerie Moderne Silkeborg kendt. Det skal ingen lukrere på”.

Det hører med til historien, at Svend Povlsen var ansat hos Galerie Moderne i mere end tyve år.