onsdag den 6. januar 2016

Claus Carstensen censureret

En politiker, som repræsenterer Dansk Folkeparti, har ifølge dagbladet Politiken fået ondt i en vis legemesdel over, at kunstneren Claus Carstensen har brugt en modificeret plakat fra en valgkamp til et kunstværk, der for tiden er udstillet på Esbjerg Kunstmuseum.

Museet har taget konsekvensen af politikerens klage over sin deltagelse på udstillingen, og vendt objektet, så det nu optræder med bagsiden udad.

Ifølge Mette Sandbye, som er leder for Institut for Kunst og Kulturvidenskab (!) er der tale om "en videreudbygning på Claus Carstensens kunstneriske værk"

Christiane Finsen, som er inspektør på Esbjerg Kunstmuseum udtaler: "Vi lægger os ikke fladt ned. Det havde vi gjort, hvis vi havde taget plakaten helt ud af udstillingen. Den hænger der endnu og er endnu mere synlig nu. Det er jo det paradoksale: Den er blevet vendt om, men er meget mere synlig og er blevet meget mere spændende og har fået meget mere omtale, end den nogensinde ville have fået ellers".

I min verden er det totalt ligegyldigt, om museet i kraft af den pågældende modifikation har fået mere omtale, end det ellers ville være tilfældet. Naturligvis er der fra museets side tale om rendyrket censur.

Ifølge Politiken har den pågældende politiker henvendt sig til kunstneren med henblik på at få fjernet plakaten; men om det er Claus Carstensen selv, der har anbefalet den omtalte modifikation af værket, melder historien ikke umiddelbart noget om.
Det pågældende værk af Claus Carstensen, som nu er censureret af Esbjerg Kunstmuseum. Det er det hvide område øverst til højre, som man nu kun kan se bagsiden af (foto: Martin Lehmann)