mandag den 22. august 2016

Grundigt forskerarbejde bag ny bog om Theodor Philipsen

Theodor Philipsen: 'Kalve ved Gammelgårds brønd, Saltholm', 1898, olie på lærred.

For tiden - og frem til d. 8. januar - kan man se en stor og meget gennemført udstilling med værker af maleren og billedhuggeren Theodor Philipsen (1840-1920) på Randers Kunstmuseum. 

Jeg er i gang med en anmeldelse af denne udstilling, og den kan læses på et tidspunkt i Jyllands-Posten. 

Som et gedigent supplement til udstillingen er der udgivet en mere end 500 siders biografi om kunstneren, og den er forfattet af seniorforsker og tidligere leder af museet, Finn Terman Frederiksen, som i en årrække har beskæftiget sig indgående med at forske i Philipsens liv og levned. 

Jeg besøgte museet for nyligt, og ved den lejlighed fik jeg mulighed for at tale med Terman Frederiksen, der kunne fortælle en masse om udstillingen og ikke mindst Philipsen som kunstner. 

Jeg lægger i min egen overskrift vægt på, at Theodor Philipsen udtrykte sig i en nordisk udgave af impressionismen. 

Hvis jeg skal være en smule kritisk over for den ellers så grundige biografi, må det være, at jeg oplever billedgengivelserne som alt for overbelyste og ret fortegnede i farven. Jeg åbnede bogen efter, jeg kom hjem fra besøget i Randers, og havde svært ved at genkende de værker, jeg netop havde set i virkeligheden, og håbede omgående på, at det kun er en del af det samlede oplag, der besidder denne fejl. 

Dette skal dog ikke sætte grænse for min fornøjelse ved at læse historien om Theodor Philipsen.