søndag den 15. januar 2017

Landskabet set oppefra


Jeg har netop besøgt Kunsthal Nord i Aalborg med henblik på at se en udstilling med titlen 'Besat landskab' med værker af billedkunstneren Søren Martinsen. 

Udstillingen har jeg tidligere omtalt her på siden, men da jeg gik rundt og så de enkelte værker, løsrev jeg mig hurtigt fra udstillingens konceptuelle indhold, og her blev jeg meget nysgerrig med hensyn til en række arbejder indeholdende cirkulære elementer. 

Jeg studerede titlerne og fandt ud af, at de besidder fællestitlen 'I love Kansas' (et eksempel kan ses på det øverste billede). 

Efterfølgende fandt jeg den amerikanske stat på Google Earth, og erfarede, at Kansas på sine steder faktisk ser sådan ud, hvis man iagttager staten fra satellitperspektiv (det lille billede). 

Hvad udstillingen ellers drejer sig om, kan man læse i en avis på et senere tidspunkt. Jeg er i gang med at sætte ord på tingene. 

'Besat landskab' kan ses frem til d. 5. marts.