torsdag den 8. juni 2017

Ina Olsen 1968-2017

Jeg har netop erfaret via Facebook, at maleren Ina Olsen (billedet) er død efter kort tids sygdom. 

Jeg forfattede et portræt af hende for nogle år siden til Kunstmagasinet Janus og dette havde overskriften "Den gode maler", hvilket var meget symptomatisk for Ina Olsen. 

Som kunstner var Ina Olsen blandt andet uddannet på Det Jyske Kunstakademi, hvor hun blev undervist af Erik Hagens og Niels Erik Gjerdevik. Senere supplerede hun uddannelsen ved Aarhus Kunstakademi. 

Hun har udstillet adskillige steder i ind- og udland ligesom hun helt fortjent har modtaget diverse legater og fondsmidler. 

Som maler brugte Ina Olsen de forhåndenværende midler, og ofte tog hun i udarbejdelsen af lyrisk halvabstrakte billeder både vinkelsliber og boremaskiner i brug på finér og masonit. 

Ina Olsen døde ifølge BKF-magasinet Billedkunstneren d. 15. maj. Æret være hendes minde!