Sidsel Meineche Hansen: 'RealDoll Sculls', 2018. Akvarel på papir
"Lad det være sagt med det samme: Udstillingen er lige så knaldet som teorierne fra fysikvidenskabens verden, og kunsten har oven i købet hjemmebanefordel, fordi man ikke skal bevise noget. Det giver en sjældent fabelagtig udstilling, der letter på låget og vitterlig er primitivistisk og futuristisk på én gang"
Ordene er Ole Bak Jakobsens og et uddrag af en anmeldelse, han har skrevet på kunstportalen kunsten.nu om udstillingen i Kunsthal Aarhus med den "knaldede" titel 'iwillmedievalfutureyou6'.
Jeg har set udstillingen, og den er faktisk interessant, men desværre præget af en endeløs strøm af ord, som er monteret ved de enkelte værker, således at en aldrende kunsthalsgæst med rødvinsmave har svært ved at læse dem.
Det er måske heller ikke så interessant i det større perspektiv, da jeg besøgte kunsthallen med henblik på at studere udstillingen 'End-user' med - få - værker af Sidsel Meineche Hansen.
Denne udstillings tema er konteksten for såkaldte sexrobotter. I formidlingsmaterialet hedder det blandt andet, at kunstneren belyser emnet ved hjælp af "en serie akvareller".
Jeg talte to, som er monteret uindrammet på en af de store vægge i Kunsthal Aarhus' underetage.
I det hele taget er en halvtom kælder, hvad der møder publikum, hvis man skulle ulejlige sig ned ad trapperne i kunsthallen.
Det lykkes desværre ikke for kunstneren at få frigjort temaet visuelt. Hertil er der ganske enkelt for meget luft i udstillingsmiljøet.
