Kvium og de andre

På kunstportalen Kunsten.nu har man netop lavet en opgørelse over, hvilke artikler, der har været de mest læste på websitet i løbet af 2013. 

Med faren for at virke tilbageskuende frem for fremsynet, vil jeg lige benytte lejligheden til at kommentere, hvad læserne har fundet interessant i det forløbne år. Her må man sige, at én person – eller rettere én kunstner – fylder pænt: Michael Kvium er interessant for læserne! 

Det samme er John Kørner og Thomas Kluge. Sidstnævnte dog udelukkende i kraft af sit gruppeportræt af de kongelige, som jeg også har beskæftiget mig med på siden her. 

For både Kørners og Kviums vedkommende er deres tilstedeværelse et udtryk for, at de begge på et tidspunkt har optrådt som ”ugens kunstner” hos Kunsten.nu; men i tilfældet Kvium har en stor udstilling på kunstportalens navnesøster Kunsten i Aalborg spillet en afgørende rolle. Et interview med kunstneren i anledning af udstillingen ’Real Monsters’ indtager pladsen som den mest læste i det forgangne år. 

Man kan måske blive en anelse overrasket over, at skribenten Line Rosenvinges klumme om musikeren og maleren Johnny Madsens udsmykning af Liberal Alliances gruppeværelse på Christiansborg er læst af så mange; men her spiller nogle kulturpolitiske problematikker naturligvis ind. 

I den mere sladderbladsagtige afdeling hører senvinteren og forårets ballade i Kunsthal Aarhus. Denne medførte både en fyring og en genansættelse af kunsthallens kunstneriske leder; men nu skulle der angiveligt være ro over foretagendet på udstillingsstedet i J.M. Mørks Gade i hjertet af Aarhus. 

I det hele taget synes det som om, at det læserne gider beskæftige sig med, er væsentlige samtidskunstnere, tvivlsomme dispositioner i den kulturelle verden samt de kongelige. Men sidstnævnte kun, hvis en superrealistisk maler har fremstillet dem som monstre. 

Dronningen og prinsgemalen er som bekendt udstillingsaktuelle på ARoS; men hvor interessant dét lige er, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Gengivelsen er et maleri med titlen 'Big Foot' af Michael Kvium fra 2012.

Grafik og ung nordisk kunst

Når man har taget et tilbageblik på et år, der er gået, er det naturligvis både optimistisk og relevant at påbegynde et blik fremad i kalenderen. I 2014 bliver der således også en del udstillinger, man kan glæde sig til. 

Ganske vist har kunstmuseet ARoS i Aarhus ikke – endnu – offentliggjort deres program for det kommende år; men mon ikke det sker snart? I hvert fald kan man om ikke så længe – fra d. 9. januar – opleve ’Understrøm – ung nordisk kunst’ på museet, og her er der tale om noget så usædvanligt som en udstilling, der ikke inkluderer de normale udstillingsrum; men derimod de store gangarealer. 

På Museum Jorn i Silkeborg viser man et udvalg af Asger Jorns grafiske arbejder, og her er der åbningsomvisning fredag d. 10. januar og for evt. interesserede bør det præciseres, at omvisningen finder sted kl. 14. 

Det er ikke så forfærdeligt mange år siden, at Museum Jorn udstillede Jorns komplette grafiske værk; men den aktuelle udstilling vil under alle omstændigheder skyde et år ind, der i dén grad kommer til at handle om Asger Jorn, da kunstneren jo som bekendt blev født i 1914 og således ville være fyldt 100 år i 2014. 

Der er allerede planlagt store udstillinger – foruden på Museum Jorn fra begyndelsen af marts – på Statens Museum for Kunst, der åbner museets fejring af Jorn allerede d. 28. februar med udstillingen ’Asger Jorn – Rastløs Rebel’

2013 - et tilbageblik

På trods af, at 2013 var et år uden Documenta – og uden væsentlig rejseaktivitet, i hvert fald når det drejer sig om udlandet, er det alligevel svært at skabe et overblik over de mange udstillinger, der har fundet sted i det forløbne år. 

Man kan ikke holde nytår uden at dvæle ved nogle af de væsentligste: Kronologisk set var den første interessante udstilling på ARoS indeholdende værker af Yves Klein, James Lee Byars og Anish Kapoor. Udstillingen med to afdøde og en nulevende fandt sted en del af tiden samtidigt med den store Edvard Munch-udstilling, der åbnede allerede i oktober 2012. 

På HEART i Herning kunne man i foråret og en stor del af 2013 opleve ’Fanget’ – en fremragende udstilling med John Kørner, der samtidigt viste Jørgen Leths film om kunstneren. 

’De ved hvad de gør’ var titlen på en bemærkelsesværdig udstilling med keramiske skulpturer af Jørgen Haugen Sørensen på Skovgaard Museet i Viborg. 

Det er svært at komme uden om Yoko Ono på Louisiana I Humlebæk, selv om jeg var langt mere fascineret af Tara Donovans udstilling på samme museum. 

’Degas’ metode’ på Ny Carlsberg Glyptoteket udgjorde måske imidlertid årets største udstillingsoplevelse? Udstillingen åbenbarede under alle omstændigheder Edgar Degas (1834-1917) som en kunstner langt forud for sin tid – eller rettere som én, der frigjorde sig fra sin egen samtid – og derfor virker det en anelse indskrænkende at betegne Degas som impressionist. Udstillingen bød på mange overraskelser – og derfor står den stærkt i opløbet om årets udstilling. 

Det samme bør man sige om ’The Virgin’, der på kunstmuseet ARoS stadig finder sted med værker – mange værker – af Tal R. 

Man bør naturligvis også nævne Jorn-Picasso på Museum Jorn i Silkeborg som et væsentligt element blandt årets udstillinger – og her nævner jeg udelukkende de udstillinger jeg selv har set. 

Og blandt dem kan en fin udstilling med Karel Appel – ligeledes på Museum Jorn – måske have en tendens til at bliver overset? Men den skal i hvert fald nævnes her som en udstilling med en stor historisk værdi. Især fordi, den lagde vægt på Appels inspiration fra de amerikanske abstrakte ekspressionister i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. 

Afslutningsvist bør jeg nævne Christian Lemmerz’ ”enmands-gruppenausstellung” på Horsens Kunstmuseum.

Egenrådige direktører på nationalgalleriet

Statens Museum for Kunst står over for et lederskifte, da Karsten Ohrt snart overtager stolen som formand for Ny Carlsbergfondet. 

Direktørstillingen bliver – før diverse tillæg – aflønnet med 600.643 kr. årligt – og den oplysning har jeg hentet fra en artikel, som dagbladet Politikens meget opsøgende journalist Camilla Stockmann har forfattet om nationalgalleriets forskellige direktører op gennem den nyere historie.

 Et eksempel på en direktør, der indkøbte kunst efter sit eget hoved, var Leo Swane (direktør fra 1931 til 1952), som fuldstændigt egenrådigt satte sine egne standarder for hvad god kunst var i hans samtid. F.eks. så han ikke noget særligt lys i en kunstner som Picasso og i forbindelse med en udstilling, der fandt sted på museet med bl.a. værker af Picasso havde han mulighed for at erhverve nogle hovedværker af kunstneren til museets samling; men det havde ikke direktørens interesse. 

Stockmann portrætterer en række andre direktører for Statens Museum for Kunst – og de har alle mere eller mindre sat deres egne fingeraftryk på museets indkøb og følgende museets samling. 

Swane så Picasso som lidt af en ”gøgler” – og set i bagklogskabens lys, var denne karakteristik vist noget af en tilsnigelse? Under alle omstændigheder blev et af de værker (gengivet herover), som Swane i 1938 afviste, solgt på en auktion i 2010 for et beløb på den pæne side af en halv milliard danske kroner. 

Nu ligger ansøgningerne til jobbet som direktør på Statens Museum for Kunst på kulturministerens skrivebord og hvem, der bliver den nye chef for museet, skal jeg nok undlade at gætte på.

Money

’Money’ er blot ét af numrene på ’With the Beatles’ fra 1963. LP’en er gruppens anden efter debuten med ’Please, please me’ fra samme år. 

En sådan plade er naturligvis blevet genudgivet i hundredevis af udgaver og på forskellige medier gennem årene, og mon ikke den er til at få for under en hund i dag? Ikke desto mindre er det slidte eksemplar, som ses gengivet herover netop blevet omsat til knapt 168.000 kroner hos auktionshuset Bonhams i London. 

Årsagen er naturligvis, at de fire medlemmer af The Beatles har skrevet deres autografer på coveret – og da to af de fire som bekendt insisterer på at være døde, er et sådant pladecover begribeligvist at betragte som en sjældenhed.

Det hvide lærred

Nyopspændte hvide lærreder på værkstedet. Det må vel betyde et eller andet? I en lang periode er tiden blevet brugt til at skabe lidt orden i det kaos, der i de seneste år har hersket på værksted og i arbejdsværelset – også kaldet ”kontoret”. 

Heldigvis er der ved at være orden i sagerne, hvilket gør ophold i kældergemakkerne langt mere behageligt, end jeg har oplevet det længe… 

Og så er der altså blevet spændt nogle lærreder op, og jeg er faktisk også spændt på, hvad de udvikler sig til

Keef 70

Jeg husker ret tydeligt, da jeg første gang hørte Jumping Jack Flash - og det var naturligvis Rolling Stones, der tonede ud fra transistorradioens lille højtaler.

Efter eksperimenter med højst uklædelige psykedeliske indslag på albummet 'Their Satanic Majesties Request' var bandet tilbage, hvor det hørte hjemme - og især guitarist Keith Richards trådte nu frem i lydbilledet med en guitarlyd, der op gennem årene er blevet hans signatur.

Som gennembrød et jagerfly lydmuren, hamrede Richards sine akkorder igennem på den sorte Gibson Les Paul med de tre humbucking-pick up'er, så man ikke var et øjeblik i tvivl om, at Stones - og Richards - havde fundet tilbage i deres rette element efter et år med domme for besiddelse af diverse stoffer og den før omtalte flirt med hippiemusikken.

På dét tidspunkt var Stones inaktive på koncertscenerne, og der skulle gå endnu et år, inden bandet igen optrådte til en koncert - og denne fandt sted i Hyde Park i London på en sommerdag i 1969.

Få uger i forvejen havde man udsendt singlen Honky Tonk Women - og også her kunne man opleve Keith Richards' nye sound - akkurat som man kunne på Street Fighting Man nogle måneder i forvejen. Her var Les Paul'en dog angiveligt udskiftet med en akustisk guitar, som man havde givet en mikrofon og forvrænget den gennem diverse elektroniske gadgets med henblik på at give den helt rigtige Keef-sound.

Keith Richards lever på mange måder op til myten omkring den ultimative rockstjerne; men hvor mange af hans kollegaer forlængst har sat træskoene, lever - og spiller - Keef videre... Rolling Stones pladedebuterede i 1963 - for mere end 50 år siden - med et Chuck Berry-nummer. Siden kunne de selv - og Keith Richards fylder, imod alle odds, 70 år i dag.

Tillykke!!!