fredag den 17. august 2018

Linoleumssnit af Asger Jorn udsttilles i København

Et af de 52 Jorn-tryk, som er blevet fremstillet hos Borch Jensen i København.

"I foråret fik vi en henvendelse fra Museum Jorn, der var kommet i besiddelse af en kuffert med trykstokkene til 52 linoleumssnit af Asger Jorn udført mellem 1933 og 1939. Ingen vidste, at stokkene var blevet bevaret, og af mange af dem fandtes ingen aftryk. Museet spurgte derfor, om vi ville lave nogle aftryk af hver. Vi sagde selvfølgelig ja, og som trykningen skred frem, bredte der sig en slags nysgerrig begejstring på værkstedet"

Udtalelsen herover er fremsat af Niels Borch Jensen, indehaver af det grafiske værksted af samme navn i København, og årsagen er naturligvis fundet af de nævnte linoleumsstokke, som blev overgivet af Asger Jorns slægtninge til Museum Jorn i Silkeborg, da man havde fundet en mystisk kuffert indeholdende de mange utrykte værker hos Asger Jorns bror Vagn Ove i hans hus i Silkeborg Sydby

Jeg har netop modtaget en pressemeddelelse fra Borchs grafiske værksted, hvori det publiceres, at man i værkstedets showroom, Borchs Butik, i Bredgade i København udstiller de 52 tryk. 

Udstillingen kan ses i perioden fra fredag d. 24. august (fernisering kl. 17-19) og frem til d. 4. oktober. 

Siden foråret har trykkene kunne ses på Museum Jorn i Silkeborg, men snart får man altså mulighed for at se dem i København.