mandag den 6. august 2018

Molakkorder i marsken

'MOL' af Island Life: Christina Hamre: 'Siamesiske tvillinger I', 2017

Jeg har netop færdiggjort en anmeldelse af en udstilling, som vi besøgte på Kunstmuseet i Tønder for nyligt. 

Udstillingen 'MOL' af kunstnergruppen Island Life er en ganske kompleks sag, som rummer en masse forskellige skulpturelle udtryk. 

Island Life består af fire kunstnere, som alle er født i 1970'erne og som alle er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. 

Annesofie Sandal, Charlotte Bergmann Johansen, Christina Hamre og Nanna Starck har tilsammen skabt en gennemgående morsom udstilling på museet ved marsken, men i et overordnet perspektiv er det vel egentlig en tilsnigelse at udstillingens titel refererer til den melankolske tone, hvis man vel at mærke ser titlen i forhold til mol som musikalsk foreteelse. 

Heldigvis kan man dog se udstillingen med sine egne øjne, og der er faktisk ikke noget forgjort i at besøge museet tæt på den tyske grænse, da man samtidigt med Island Life viser en spændende udstilling med den tyske assemblage-kunstner Raffael Rheinsberg med titlen 'Spor af en tid'. 

Rheinsberg levede fra 1943 til 2016 og brugte især fundne og omkonstruerede genstande i sin kunstneriske praksis. Det er der komme et en lille, men interessant, udstilling ud af. 

Museet viser også nogle få eksempler på skulpturer og malerier af Per Kirkeby - blandt andet fire sortpatinerede afstøbninger af de relieffer, der udgør en del af udsmykningen af Operaen i København.