fredag den 27. marts 2009

Intens Lyle Lovett

Inden koncerten i Randers gik i gang, klagede Lyle Lovett over lidt utilpashed, som havde gjort ét og andet ved hans stemme. Skulle man sige noget, kunne det være, at hans stemme blot lød endnu mere karakterfuld end vanligt.

Koncerten varede to en halv time – og det var vel at mærke to en halv times levende og veloplagt underholdning af Lovett og hans enormt velspillende band. En stor aften var det med et stort navn med et kolossalt overskud.

Skulle jeg endeligt komme med noget, som kunne fungere som kritik, kunne det være, at der måske var et enkelt hillbilly-nummer eller to for meget på sætlisten; men det skal ikke ligge kunstneren til last. Publikum var tilsyneladende henrykt for netop dén type sange.