lørdag den 27. november 2010

Broderskabet "light"


Nogle gange har man lov til at være heldig! Som gevinst i Museum Jorns Museumsforenings kunstquiz fik begge hold et eksemplar af kataloget til den omfattende udstilling om Eks-Skolen (eller Ex-Skolen, som Museum Jorn har valgt at kalde den).

Den ultimative beskrivelse af den eksperimenterende kunstskole, som fungerede i tidsrummet 1961-69, blev udgivet for ikke så længe siden og denne mursten af en bog ’Broderskabet’, skrevet af en grundig Lars Morell, må siges at være en ren bibel for Eks-Skole-fanatikere.

Kataloget, afbilledet herover, kan bestemt godt, parallelt med Morells værk, give et indblik i Eks-Skolens karakterer og filosofier og enkelte af aktørerne på skolen dannede således udgangspunkt i quiz’en, som i øvrigt fangede mig som helt håbløs i forhold til viden om f.eks. Pierre Wemäere – kendt som Cobra-maleren, der checkede ind på Leger’s malerskole samtidigt med Asger Jorn.

Jeg vil ikke dvæle ved quiz’ens resultat, da jeg tidligere har bekendtgjort at det er vigtigere at deltage, end det er at vinde – og når både vinder- og taberhold får den samme præmie, har resultatet vel ikke den store betydning? Men hyggeligt var det…