torsdag den 18. november 2010

Quiz


Hvem kan ikke huske Per Arnoldis kunstquizzer fra 80’erne? Konceptet er nu blevet genskabt med en – som oftest – veloplagt Adrian Hughes som studievært på DR-K. Det er skægt og meget underholdende, at sidde derhjemme ved skærmen og gætte med på de mange værker, man bliver præsenteret for. Især den kategori, hvor man skal gætte et værk, som man til en indledning kun ser et lille udsnit af, har givet mig en del sofa-succesoplevelser.

Men ét er at sidde hjemme i vante omgivelser og gætte – et andet er, når det foregår på et museum. Hvordan dét bliver, finder jeg ud af torsdag den 25. november kl. 19.30, hvor Museumsforeningen på Museum Jorn i Silkeborg har inviteret mig som den ene halvdel af et quizhold på to, der skal gætte i fuld offentlighed med afsæt i museets samling.

Min holdkammerat bliver kunstneren og kunsthistorikeren Lone Andersen og på modstanderholdet optræder mag. art Teresa Østergaard Pedersen, som er ansat på museet, og dermed må forventes at besidde et vist kendskab til museets samling. Uretfærdigt? Ja, måske; men så er det vigtigt at tage det olympiske princip i ed: ”Det gælder om at være med og ikke om at vinde” – og enhver ved, at man ikke kan bruge dét til noget som helst i nederlagets stund.