lørdag den 6. juli 2013

Miles Davis.... som billedkunstner!

”Davis er ikke lige så teknisk kompetent med pensler og lærred som med blyant og farvekridt; man aner de bagvedliggende idéer i billederne, men ser dem ikke udtrykt i samme formfuldendte facon, som når han med hornet for munden blæste, så den musikalske tidsånd skiftede af bar benovelse”
 
Angiveligt finder der for tiden en udstilling sted på Hotel Crowne Plaza i København, der viser kunstværker af den legendariske jazz-trompetist Miles Davis. At Davis supplerede sin musikalske karriere som maler og tegner, er vel næsten forudsigeligt, da enhver kendis inden for show-biz har prøvet kræfter med billedkunsten.
 
Citatet herover stammer fra dagbladet Politiken, hvor man har sendt den normale film- og TV-anmelder Henrik Palle på kunstudstilling, hvilket jeg finder besynderligt, da netop Politiken besidder et ret kvalificeret anmelderkorps inden for billedkunst.
 
Palle væver sig da også ud i nogle ret mærkværdige beskrivelser af en udstilling med en hovedperson, man vel med en vis relevans kunne karakterisere som hobbykunstner. Fire stjerner til Miles Davis-udstillingen… Det er vel tæt på verdensklasse? 
 
Og så holder jeg mig langt borte fra Davis’ rolle som musiker, som jeg dog finder, bør beskrives som – verdensklasse!