tirsdag den 3. juni 2014

Den Frie med gæster på det jævne

Installationsfoto fra Den Frie Udstilling med værker af Søren Lose, Niels Erik Gjerdevik, Kirsten Ortwed og Freddie A. Lerche (pressefoto: Den Frie Udstilling)

"Det lyder også umiddelbart imponerende, at sammenslutningen har inviteret så betydelige skikkelser som Rosemarie Trockel og Ai Weiwei, men et par minimalistiske billeder og nogle rustne armeringsjern gør ingen sommer. Slet ikke når man tænker på, hvad de to kunstnere ved andre lejligheder har præsteret. Så skulle man hellere lade være. Og sådan er det ved flere af bidragene: For lidt. For uvedkommende"

Kunstanmelder Torben Weirup giver i Berlingske tre stjerner til årets udstilling med sammenslutningen Den Frie Udstilling, der i år fejrer 100 års jubilæum. 

I anledning af jubilæet har sammenslutningen inviteret de af anmelderen nævnte kunstnere - uden at det dog tilsyneladende bringer udstillingen med vel nok landets mest toneangivende kunstnersammenslutning op i frie og himmelske højder. 

Weirup tager ganske relevant problematikken omkring netop kunstnersammenslutningerne op i sin tekst. Han ser fænomenet truet af et stadigt større behov for at gøre kunst til en oplevelsesindustri, der er styret af kuratorer og gallerister. 

I forhold til, hvad man oplever på kunstscenen i disse år, kan en sammenslutning som Den Frie måske godt forekomme som en lidt out-dated organisme? 

Til gengæld kan man sige, at den ikke umiddelbart er i fare for at blive berøvet sine fysiske rammer, da man som bekendt har foden i eget hus i Willumsens smukke træbygning over for Østerport Station i København.