mandag den 2. juni 2014

Idyllisk kunst


"Jeg ligger selv langt hen ad vejen under for denne tillært spontane mekanisme, der siger, at hvis kunst bliver for sødt og idyllisk, så lugter det af kitsch, af propaganda, af verdensfjernhed og især af lallegladkritikløshed, der fortrænger såvel den eksistentielle lidelse som alverdens samfundsproblemer"

Kunstskribenten Torben Sangild går i en klumme på portalen Kunsten.nu i forsvar for, hvad han kalder kunst, der besidder "et idyllisk blik på tilværelsen". 

Som udgangspunkt bruger han en udstilling med maleren og grafikeren Seppo Mattinen (billederne) i Clausens Kunsthandel i København. 

For nogle år siden oplevede jeg selv en udstilling med netop Mattinen hos Clausen og denne udstilling var i hvert fald fremragende, og jeg kan ikke se nogen grund til, at den aktuelle ikke skulle være det også. 

Men overordnet set er det en interessant debat, Torben Sangild, som også fungerer som kunstanmelder på dagbladet Politiken, tager hul på. Bør kunst udelukkende stille skarpt på samfundsbaserede emner - og i den forbindelse, hvad der handler om død og ødelæggelse? 

I princippet kan kunst vel handle om hvad som helst, hvis ellers udførelsen er kvalificeret?