onsdag den 11. november 2015

Ny formand for Billedkunstnernes Forbund

Bjarne W. Sørensen har siddet som formand for Billedkunstnernes Forbund siden 2010, og dermed er han den formand, der har siddet længst i BKFs historie. 

Nu bliver han imidlertid afløst af Nis Rømer (billedet), der ved forbundets nylige generalforsamling blev indstillet af en enig bestyrelse. 

Nis Rømer udtaler i forbindelse med sit valg, at "jeg glæder mig til at være med til at videreføre BKFs arbejde med at forbedre arbejdsvilkårene for alle professionelle kunstnere. Det ligger mig også på sinde at gøre BKF større og stærkere - bl.a. er jeg optaget af, at forbundet får yngre og nyuddannede kunstnere som medlemmer". 

Nis Rømer er født i 1972 og har stået bag flere projekter med udgangspunkt i kunst i det offentlige rum. Han fungerer tillige som underviser på Holbæk Kunsthøjskole.