mandag den 27. februar 2017

Falskneri fjernet fra Sotheby's-auktion

Kunstfalskneri udgør vel nok en omfattende industri, og når jeg skriver "vel nok" skal det naturligvis ses i lyset af, at den slags foregår i hemmelige miljøer bag lukkede døre. 

For nyligt så jeg på TV en dokumentar om den tyske forfalskner Wolfgang Beltracchi, som for få år siden afsonede en dom for sin praksis. 

Man så her, hvordan han udvalgte gamle lærreder og omhyggeligt fjernede farven fra disse, for derefter at lave nøjagtige kopier af nogle af kunsthistoriens største koryfæer. 

Nu har det anerkendte auktionshus Sotheby's været nødt til at fjerne et kunstværk fra en auktion, der skulle finde sted d. 2. marts. 

Værket skulle angiveligt være et fællesværk af Achille-Émile Othon Friesz og George Braque. 

Heldigvis blev værket spottet på auktionshusets website af en tysk jornalist, Stefan Koldehoff, der skrev en artikel om værket og auktionen i Die Zeit. På den måde blev man på Sotheby's opmærksom på, at der var tale om en forfalskning. 

Billedets titel optræder på forsiden af værket (billedet), og her havde Beltracchi lavet en fejl.
'Souvenir d'Anvers' var blevet til "Souvenir de Anvers". 

Forfalsknerens franskegenskaber var ikke helt på højde med hans evne for at male nøjagtige kopier af historiske kunstværker. 

Beltracchi blev løsladt fra fængslet i 2015, og det anslås at han har omsat 16 millioner euro på sin geschæft.