Hans Scherfig: '32 giraffer på grøn savanne', 1949 (foto: LAMBERTHs Forlag)
"Kunsten blev mere end et frikvarter i forfatterens og samfundsrevserens liv. Efter hans mening egnede billedkunst sig ikke til at påvirke nogens meninger og livsanskuelse. Her kunne pennen noget, som penslen ikke var skabt til"
Der skal nok være en enkelt eller to ude i kunstlandskabet, der i et samtidsperspektiv mener, at Hans Scherfigs filosofi er noget vås; men ikke desto mindre er det denne anskuelse, som danner udgangspunkt for det korte uddrag af Peter Michael Hornungs anmeldelse i Politiken af Scherfig-udstillingen, som netop er åbnet på Nivaagaards Malerisamling nord for København.
Som ung læste jeg alle de romaner, jeg kunne opdrive af Scherfig, og det var svært ikke at blive påvirket af forfatterens ironiske og ofte morsomme samfundskritik; men som maler befandt Scherfig sig som bekendt et helt andet sted.
Her var det junglens og savannens vilde dyr, der udgjorde det motiviske omdrejningspunkt, og på sin vis kan sådanne værker i dag faktisk nemt ses som en kommentar til en verden, der lider under stadige og voldsomme forandringer.
Udstillingen på Nivaagaard kan ses frem til d. 7. juni hvorefter den flyttes til Ribe Kunstmuseum.
Hornung giver fem stjerner ud af seks mulige til udstillingen i avisen.
