fredag den 8. maj 2020

Udtalelser fremsat i forbindelse med, at museerne ikke kunne genåbne 11. maj

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har man planlagt udstillingen 'Fantastiske kvinder - surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida Kahlo' hen over sommeren. Herover et værk af sidstnævnte 'The little Deer' fra 1946 (foto: Nathan Keay/Louisiana Museum of Modern Art)

"Vi ved nu, at museerne ikke kan åbne i denne omgang. Det betyder mindst endnu en måned med blødende økonomi for museerne - og endnu en periode, hvor danskerne må nøjes med at kigge på plakater i Ikea eller krukker i havecentret, frem for at blive imponeret af dinoskeletter, opleve kunstværker eller stikke hovedet ind i et middelalderhus. Jeg er ærligt talt forbløffet"
Nils M. Jensen, direktør for Organisationen af Danske Museer

Er der nogen, der ved, om vi har en kulturminister, som interesserer sig for det og vil gøre noget for at finde løsninger for sit område? Jeg har nemlig ikke set det endnu"
Rasmus Jarlov, konservativ politiker på Twitter

"Det er en kæmpestor skuffelse, og jeg er rystet over, hvordan man prioriterer lige nu"
Jørgen Nielsen, administrerende direktør for Zoologisk Have i København

"De glemte vist kulturinstitutionerne (museerne, kunsthaller, udstillingssteder og kulturhuse) i den åbningsrunde!!? Mental fitness. Åndelig økonomi og - vækst. Hvis kunstnerne var investeringsobjekter/personer som de professionelle fodboldspillere, var det nok en anden sag"
Kirstine Schiess Højmose, leder af Aarhus Billedkunstcenter på Facebook

 "Fedt nok! Så er ARoS et storcenter"
Erlend Høyersten, direktør for ARoS i et sarkastisk opslag på Facebook

"Det er sgu en ommer Mettemor"
Brigitte Mors, arrangementschef på ARoS på Facebook

Ovenstående er blot et lille udpluk af,, hvad jeg har kunnet finde i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens skuffende pressemøde, der åbenbarede, at museumsverdenen må væbne sig med en helt uacceptabel tålmodighed med hensyn til en genåbning af museer og kunsthaller. 

Det er samtidigt påfaldende, at ikke flere personligheder inden for museumsverdenen har knyttet kommentarer til de politiske afgørelser, som nu forhindrer institutionerne i at åbne for publikum. 

Jeg er især forundret over, at Nationalmuseets direktør Rane Willerslev har været fuldstændig tavs i forbindelse med nedlukningen af landets museer. Han plejer normalt at benytte enhver lejlighed til at få stillet sit mediebehov. 

Mig bekendt er der heller ikke fremsat udtalelser fra Louisianas direktør Poul Erik Tøjner eller Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst. 

Efter en nats forhandlinger er det blevet offentliggjort, at museer og kunsthaller - hvis ellers covid-19-situationen stabiliserer sig - kan genåbne d. 8. juni.