Gult

Hvis der er én ting, jeg er glad for, så er det, at jeg ikke skal anmelde udstillingen ’Gul’, som netop er åbnet i Kunstpakhuset i Ikast. Og hvorfor så det? Jo! Jeg var i dialog med anmelderen, en god kollega fra Kunstavisen, da vedkommende forlod udstillingen under ferniseringen, og han gav klart udtryk for, at ’Gul’ var noget af det smukkeste, han havde set længe.

Jeg har en stor respekt for Helen Lykke Møller, tidligere kunstnerisk leder for Århus Kunstbygning, som afholdte åbningstalen i forbindelse med ’Gul’, og hun fremhævede fænomenet ”sammenslutninger” som en helt enestående mekanisme på den danske kunstscene, desværre uden at fremhæve, at sammenslutningernes medlemmer i årevis har brugt mere energi på at holde andre udenfor end at skabe et egentligt dynamisk miljø omkring kunstnen herhjemme.

Det forekommer ret indlysende, at der skal ske noget helt afgørende omkring sammenslutningernes funktion, hvis de på nogen måde skal bekræfte en bæredygtighed som aktører på en kunstscene, der bliver mere og mere individualiseret.

Jeg nævnte indledningsvis, at min gode kollega er ret begejstret for ’Gul’, som er et koncept udviklet af kunstnersammenslutningen Riimfaxe. Fint nok! Så behøver jeg ikke tage stilling!

Gule nuancer

Det er næsten at betragte som blasfemi at åbne en udstilling med titlen ’Gul’ blot to dage efter, at Sverige har sendt Danmark ud af OL-turneringen i håndbold for herrer. Nu er én ting naturligvis hanbold (eller håndvold) og en anden kunst.

Titlen er simpelthen temaet på sammenslutningen Riimfaxes udstilling i Kunstpakhuset i Ikast – en udstilling, der varer fra d. 10. august og frem til d. 9. september.

Nu mener jeg ikke, at man kan forsyne en individuel farve med en symbolsk betydning, og derfor er jeg naturligvis også ret skeptisk over for dén påstand, der optræder i udstillingsstedets pressemeddelelse, nemlig at ”gul” står for falskhed, misundelse og forræderi. Jeg tror da også at pressemeddelesens forfatter har et ironisk forhold til disse – for en farve – så voldsomme egenskaber?

Jeg er lidt spændt på, hvordan de udstillende kunstnere har administreret et koncept, der tager afsæt i en enkelt farve. Udstillingen åbner fredag d. 10. august, og jeg vil se, om jeg kan være der – om ikke andet så for det sociale.

Værket, der illustrerer dette indlæg er af Jens Chr. Jensen

BLUR m.fl.

Pludseligt, mens jeg sidder og passer min dont på Den Kreative Skole, kommer øknomichefen ind på kontoret og fortæller, at der er en fribillet til Skanderborg Festival, som efterhånden er blevet til SmukFest.

Billetten kan afhentes i den lokale afdeling af Hifi-Klubben, og jeg er ude af røret, inden nogen når at tænke yderligere over det gode tilbud. Inden havde jeg dog lige registreret, at hovednavnet dén dag, billetten er gyldig, er den engelske brit-pop-legende BLUR, som slog igennem i 90'erne og op gennem dette årti kæmpede en indædt kamp om populariteten med Manchester-bandet Oasis.

BLUR er fra London - og, mener jeg at kunne huske, fans af Chelsea FC. Så kan det jo ikke gå helt galt.

Mere Kentridge

”Nu ærger det mig, at jeg ikke så dette værk igennem ti gange. For blot de halvanden gang, jeg tillod mig at være tilstede, har sat sig i tanken og kroppen. Det var godt gjort. Det er mig ikke muligt at give et referat af filmens fortælling. Det ville sandsynligvis heller ikke være ønsket fra kunstnerens side. Tankerne om tiden og de sorte huller og de skygger, menneskene kaster, kan jeg til hver en tid stadig genkalde i en eller anden form. Det gør mig ydmyg. Jeg tror det er dét, kunstneren ønsker af os”

Som så mange andre har Line Rosenvinge fra Kunsten.nu besøgt dOCUMENTA (13) i Kassel, og reflektionerne herover drejer sig om William Kentridge’s videoinstallation The Refusal of Time, som mange fremhæver i forhold til denne udgave af Documenta. Jeg er glad for, at jeg selv blandt meget andet fik oplevet dette spektakulære værk. Jeg fik oven i købet produceret en film, der viser et uddrag af installationen. Filmen kan findes her på blog'en under Juli 2012.

Pen og tusch

Jeg må indrømme, at det ikke er meget, der er blevet lavet på værkstedet her hen over sommeren. Mest har de seneste uger været brugt på rejseaktiviteter og afslapning med Tour de France og OL på TV. Der er dog blevet tegnet og fotograferet en del on location.

Så har jeg af en god ven fået en lille stak nye pennehoveder til penneskafterne – og et par af disse skulle naturligvis lige afprøves

Dürer i Nürnberg

”Kunstlivet i Tyskland er på den anden ende. Der er documenta i år. Alle retter blikke mod Kassel og den nyeste kunst, men ikke i Nürnberg. Her står man i kø for at se på det gamle. Selvportrættets første store udøver, den første landskabsmaler og den kunstner, der for alvor udviklede studiet af den nøgne figur. Den tyske renæssances urfader, intet mindre. Altså Albrecht Dürer (1471-1528). En af verdenskunstens helt store stjerner".

Jeg kan godt blive en anelse misundelig på en skribent som Ole Nørlyng, som er kunstanmelder på Weekendavisen, hvorfra overnnævnte citat stammer. Årsagen skal findes i, at når Germanisches Nationalmuseum i Nürnberg viser en stor udstilling af ”der frühe Dürer” har Nørlyng en helt avisside til sin rådighed i bestræbelserne på at give læserne et indblik i kunstneren samt det kolossale forskningsarbejde, der er blevet Dürer til dels.

Når man selv skal sidde og tælle anslag i sine egne beskrivelser, kunne man godt ønske sig en tjans som avisanmelder. I hvert fald i et organ, som er langt mere generøs med pladsen end de medier, jeg normalt gebærder mig i.

Anyway: Albrecht Dürer-udstillingen i Nürnberg får jeg ikke set – desværre. Til gengæld er det vel gået op for de fleste, at jeg har været i Kassel?

Hvem er bange for rødt, blåt og gult?

Min første levende erfaring med denne afdøde kunstner tilbage engang i 70'erne på Tate i London, satte nogle ting i gang.

For det første, at man overhovedet kunne male på denne måde og for det andet, at jeg havde opsøgt museet med en helt anden dagsorden og i symbolsk betydning blev taget med bukserne nede om hælene, da jeg oplevede et rum fyldt med værker af Barnett Newman - alle primært røde.