Tæt på New York

Udstillingen New York City Blues er netop åbnet i Kunstpakhuset i Ikast, hvor den kan ses frem til den. 28. maj. Temaet er, som titlen mere end antyder, New York, og man må sige at kunstnerne Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen tager livtag med metropolen i samarbejde med to kunstnere, der har deres daglige virke i netop New York.

Jeg var til et lille preview på udstillingen, inden den åbnede, og mine iagttagelser bekræftede mig i, at netop New York City er en lokalitet, som rummer mange motiviske indfaldsvinkler – og at man nok er nødt til – som kunstner – at være ganske selektiv, når man udvælger disse motiver.

Modsat kan det hele ende som et gang visuelt kliché-gejl. Heldigvis besidder de fire kunstnere hver især så megen erfaring, at tingene holder hele vejen fra Manhattan til Ikast Station. Og der er langt – ikke mindst for de to amerikanske kunstnere Grace Graupe Pillard og Robin Tewes.

(foto: Herning Folkeblad/Henrik Ole Jensen)

Jeg forstod ikke "en Bjælde"

Jeg fattede ikke, at postbudet ikke var i stand til at levere den sidste udgave af Kunstavisen i postkassen; men da jeg afhentede forsendelsen på det lokale posthus, forstod jeg langt bedre sagens rette sammenhæng, da der i kuverten – sammen med avisen – var anbragt en lille bog, som jeg først – via omslagsillustrationen – antog for at være et værk med afsæt i børnekunst.

Qua mit job giver denne form for udtryk mig ofte et lidt tomt blik i øjnene og en del tyngde i skuldrene; men det viste sig at være en bog, der beskriver kunstneren Søren Bjælde, som er udstillingsaktuel på Vejle Kunstmuseum med udstillingen ’Mundus Tintinabuli – Bjældes Verden’, som efterfølgende går på turné med udstillinger på Faaborg Museum, Vendsyssel Kunstmuseum og Kastrupgårdsamlingen.

Netop kunstmuseet i Vejle har der været en del blæst om i den senere tid på grund af nogle administrative justeringer, som har resulteret i afskedigelsen af to inspektører på museet. Netop Søren Bjælde har været meget aktiv i denne diskussion, og han har angiveligt forlangt at få de værker, han er repræsenteret med på museet, tilbage.

Modernismens mesterværker

”Det med fotostater drives også for vidt med det lille maleri af Karl Larsen, 1917 ’En Trappegang’, der som baggrund har urolig klassisk forestilling, som ikke udvider forståelsen, man ødelægger Karl Larsens lille kubistiske mesterværk”

Når man laver – og iscenesætter – en kunstudstilling, er der nogle valg, man bliver nødt til at tage, og det er netop én af disse dispositioner, Erik Meistrup i Kunstavisen kritiserer i citatet herover. Det handler naturligvis om udstillingen på kunstmuseet ARoS i Aarhus ’Modernismen – Maleriets Fornyelse 1908-41’.

Jeg er helt enig med Meistrup i hans anskuelser, og til dels også hans betænkeligheder ved valget af kunstnere på udstillingen. Endnu en gang drejer det sig om tilvalg og fravalg.

Chelsea i finalen

"Synd for Barcelona - og synd for fodbolden"... Sådan afsluttede "fodboldeksperten" Per Frimann reportagen fra Camp Nou i Barcelona, da Chelsea på taktisk dygtighed - og med en del held - havde sendt den catalanske stolthed ud af Champions League.

Nu er det som bekendt længe siden, Frimann selv var udøvende fodboldspiller, og derfor er det måske heller ikke nemt for ham at erindre, at det i det fascinerende spil handler om at score mål, og ellers undgå at modstanderne scorer hos én. Så enkelt er spillet! Målene kan naturligvis scores på mere eller mindre spektakulære måder - og en af de mest opsigtsvækkende, efter min mening, er når det undertippede hold laver kasser på dygtigt udførte kontraangreb.

I Politiken analyserer dagbladets fodboldredaktør Søren Olsen kampen på et langt mere sagligt og objektivt niveau, end man ser - og hører - det hos TV3's svar på Knold og Tot. Han sammenligner Chelseas triumf med Muhammad Alis kamp mod George Foreman, hvor Ali som bekendt var presset ud i tovene, indtil han vendte det hele på hovedet og besejrede storfavoritten Foreman med en serie slag, og sendte sin modstander til tælling.

Jeg vil lige citere Søren Olsen: "...alle Chelseaspillerne kæmpede med løvehjerte og holdt hovedet koldt til det sidste, da den så udskældte Fernando Torres scorede, så tavsheden, fortvivlelsen og tristheden lagde sig over det mægtige stadion".

Olsen afslutter sin analyse med at fastslå, at Chelsea med fire mand i karantæne ikke vinder finalen over Bayern München (i München)... Måske et godt udgangspunkt for netop at vinde? Når Chelsea har alle odds imod sig, træder spillerne i karakter og fighter som gjaldt det liv eller død - eller noget langt vigtigere... En pokal med store ører!

Ned- og oprustning

Billedet her er fra åbningen af den sidste udstilling, der finder sted i Galleri NB’s Roskilde-afdeling. På galleriets hjemmeside kan man læse, at man har valgt at lukke filialen i Roskilde; men dét blot for at opruste aktiviteterne i København.

Galleri Labr overtager lokalerne i Roskilde, som NB overtog i 2002. I et kvart århundrede har Thorkild NB Nielsen dog drevet galleri i Viborg, og her fortsætter man naturligvis fremover. (foto: Galleri NB)

Benspænd m.m.

”Vores undervisere har gjort alt for at vejlede, vildlede, lave benspænd og uddele ris og ros. Kursisterne er blevet presset ud på gyngende grund. Det er nødvendigt, for det er dér, man udvikler sig som kunstner”

Udtalelsen er fremsat i Herning Folkeblad af Herning Billedskoles leder Lisbet Hauge i forbindelse med billedskolens forårsudstilling, der netop er blevet afviklet. Det kan forekomme voldsomt, at skulle være nødt til at ligefrem spænde ben for eleverne – især i disciplinen grafik, som kræver noget af dem rent teknisk. Ikke desto mindre har skolelederen en pointe, som jeg i næste sæson vil tage udgangspunkt i, da jeg har adskillige elever, der har fulgt mine forløb siden starten i 2009.

En kunstner, man husker

”De fleste vil kunne huske første gang, de så et Ourslerværk på en gruppeudstilling, hvor man træder ind i et rum og pludseligt står ansigt til ansigt med en figur, der anråber en. Det er uhyre livagtigt og effektfuldt, også selv om hovedet sidder på en klump tøj, der kun lige akkurat gør det ud for en krop, og projektoren tydeligt står lige foran ”dukken””

I Weekendavisen tager Mette Sandbye udstillingen ’Face to Face’, der på kunstmuseet ARoS i Aarhus viser mange værker af New York-kunstneren Tony Oursler, under behandling. En af Sandbyes pointer i anmeldelsen er, at udstillingen næsten fremstår som overfyldt.

Jeg har tidligere undret mig over netop denne disposition – ikke mindst på det lydbaserede plan. Men bortset fra dét, er Oursler ganske rigtigt ikke en kunstner man sådan lige glemmer.