fredag den 31. maj 2013

Pjækkede fra Sculpture by the Sea-pressemøde


Jeg havde indskrevet mig til pressemødet vedr. skulptur-biennalen Sculpture by the Sea i Aarhus; men jeg må indrømme, at jeg udeblev – kort sagt: Jeg skulkede!

For det første skal jeg ikke anmelde udstillingen – heldigvis, og for det andet havde jeg rig mulighed for at besigtige de udstillede værker på min vej til stranden ved Ballehage, hvor jeg begyndte dagen med en gang solbadning…

Vandet var angiveligt 11 grader, så det blev kun til en tur i baljen til lårene. Da pressemødet begyndte, brød solen frem ved Ballehage – og så var min motivation i forhold til at få beskrevet de mange skulpturer forsvundet som dug for samme sol. Med andre ord: Jeg nød solen og den salte havluft frem for at blive begavet med forklaringer om kunstværker, som jeg – for de flestes vedkommende – finder totalt ligegyldige.

Magen til storladent amatørforetagende skal man godt nok lede længe efter på samtidens kunstscene.

Bevares… Der er et eller to værker på Sculpture by the Sea, som kan godkendes ud fra en kunstfaglig vurdering. Resten er rendyrket amatørisme.

Ikke desto mindre skal der såmænd nok dukke godt og vel en halv million mennesker op for at bese værkerne på Sculptures by the Sea, som kører hele juni måned ud.

tirsdag den 28. maj 2013

Tilbage i Indelukket

For nyligt blev jeg ”fanget” af Midtjyllands Avis’ kulturskribent Christian Kloch under musikfestivalen Nye Hede Rytmer i Indelukket i Silkeborg, hvor jeg deltog som ganske almindelig festivalgæst.

Men journalisten havde i sin hukommelsesdatabase erindret noget om, at jeg havde spillet på den samme festival – blot for 29 år, og 30 gange, siden. Dengang med bandet X-act, som jeg var bassist og forsanger i.

Da Kloch havde talt med mig og gjort sine notater, tog avisens fotograf Jacob Stigsen Andersen billedet, som ledsager artiklen.

Sculpture by the Sea

I de senere år har man på strækningen fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus vist udstillingen Sculpture by the Sea, som har været et besynderligt sammensurium af alle mulige udtryk af lige så mange kunstnere fra ind- og udland.

Idéen til Sculpture by the Sea blev født i Australien, hvor konceptet har kørt i årevis – og nu er det altså tredje gang, man kan opleve udstillingen i Aarhus. De mange skulpturer kan ses i hele juni måned.

Der er preview på udstillingen fredag d. 31. maj. Jeg kigger nok forbi…

Karel Appel på Museum Jorn

Der er ikke noget overraskende i, at Museum Jorn i Silkeborg præsenterer en udstilling med den hollandske Cobra-maler Karel Appel.

Hvad der imidlertid gør denne udstilling interessant, er, at den viser værker af Appel, efter han i 50’erne rejste til USA og lod sig inspirere af besøgene netop dér. På udstillingen ’I do not paint, I hit!’ kan man se 16 store malerier af Appel og netop et maleri fra epoken sidst i 50’erne-først i 60’erne oplevede jeg som et overraskende stærkt indslag på Neues Nationalgalerie i Berlin for noget tid siden.

Appel havde tilsyneladende i denne periode gjort op med den lidt naive tilgang til kunsten efter inspirationen fra USA? Jeg glæder mig til at se – og skrive om udstillingen, der kan opleves på Museum Jorn i perioden fra d. 2. juni til d. 4. august.

mandag den 27. maj 2013

"De ved, hvad de gør!"

På et tidspunkt kritiserede billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen Danmark som krigsførende nation over for en forhenværende kulturminister, som reagerede med ordene, der optræder i overskriften.

For nogle år siden skrev jeg en anmeldelse af Haugen Sørensens udstilling på Statens Museum for Kunst, hvor der primært blev vist keramiske skulpturer. Mange af disse værker var ikke præget af den store optimisme, og skal man dømme efter de gengivelser, som følger med pressematerialet til en udstilling, der snart åbner på Skovgaard Museet i Viborg – i øvrigt med titlen ’De ved hvad de gør’, ser det ikke lyst ud i kunstnerens optik.

Jørgen Haugen Sørensen er samtidigt aktuel med en bogudgivelse ’Den sorte Sangbog’, der tillige udgør navnet på en udstilling med kunstneren i Galleri Profilen i Aarhus.

Billede: Jørgen Haugen Sørensen: 'You'd better like him', 2012 (pressefoto: Skovgaard Museet/Simon Lautrop)

fredag den 24. maj 2013

På forsiden - med Kørner

I det nye nummer af Kunstavisen kan man blandt andet læse min anmeldelse af udstillingen ’Fanget’ på HEART i Herning.

Udstillingen viser, som jeg tidligere har nævnt, værker af John Kørner og en film om Kørner af og med Jørgen Leth. Anmeldelsen har fået en side i bladet samt forsiden.

Udover mine iagttagelser om Kørner og Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling, er der anmeldelser af blandt andre Erik Meistrup, der har været på ARoS (Annika von Hausswolff) og Randers Kunstmuseum (Ulrik Møller).

torsdag den 23. maj 2013

Galschiøt i Albertslund

Den fynske billedhugger Jens Galschiøt er en herre, der med sine skulpturer har rejst i hele verden med henblik på – via sine værker – at sætte fokus på de politiske og sociale uretfærdigheder, der sker rundt omkring.

I det hjemlige, akademiske kunstmiljø har Galschiøt dog fremstået som lidt af en outsider, hvilket ikke har forhindret ham i også at foretage udstillinger og events i det nationale univers.

Nu er Jens Galschiøt udstillingsaktuel i Albertslund, og selv om det er Albertslund Kunstforening, der står bag, bliver hele byen inkluderet i begivenheden. Den sympatiske fynbo udtaler i dén forbindelse: ”Albertslund prioriterer kultur, miljø og klima højt og da byen samtidigt rummer nationaliteter, fra det meste af verden, er det et oplagt sted for mig at nå ud med min kunst og budskaber til hovedstadens befolkning”.

Citatet stammer fra Albertslund Posten.