lørdag den 29. december 2007

Communication magic


“You’re the best danish artist, I know!!!!” Ordene bliver faktisk udtalt – ikke skrevet på et tatstatur across the Atlantic. Yes! Æd dén Kirkeby, Kvium, Birkemose og andre! For en ordens skyld spørger jeg forsigtigt, om hun kender andre danske kunstnere, den søde Mia Lundquist? ”No! You are the only one!” Nåh, ja! Naturligvis… Men det var da et par udmærkede eksempler, jeg fik hevet frem af hatten, når det nu skulle være?

Jeg besidder, som det allerede er blevet beskrevet ved flere lejligheder, jo det ubetingede privilegium at være repræsenteret i ét af Second Life’s mere seriøse gallerier Mia Lundquist Galleries. Så langt så godt!

I aften sad jeg så og chattede med galleristen om forskellige ting, og noget af det, der frustrerede Mia, var at hun ikke var i stand til at forstå alle de mange blogs, som jeg har skrevet – på dansk – om denne proces. Jeg havde fået en enkelt sjus – og var derfor ikke helt så nervøs som normalt, så jeg tog initaitiv til at vi kontaktede hinanden på ”voice-chat”, hvilket er en anordning på SL, der gør én i stand til direkte at tale til en anden person på Second Life. En fin måde at kommunikere på, må jeg sige! Og den er gratis, vel at mærke.

Nu er det jo en samtale over en vis distance. Jeg tør ikke at tænke på, hvad det ville koste i minuttet at etablere en samtale tværs over Atlanten med de normale telefontakster; men i Second Life foregår det med et headset. På med lyttebøfferne og mikrofonen – og der er hul igennem!

Jeg oversatte de forskellige blogs, som jeg har skrevet, til Mia efter bedste evne. Hun gav udtryk for at hun udmærket forstod meningen, selv om min oversættelse nok har været lidt improviserende et langt stykke hen ad vejen?

Jeg sidder med en meget behagelig følelse af, at verden stadig har den samme fysiske dimension, som den altid har haft. Men når det kommer til kommunikation, så er samtalepartneren lige om hjørnet. Sådan lyder det i hvert fald i hovedtelefonerne. Faktisk var Mia’s stemme klarere end hvis det havde været en indenrigs telefonsamtale.