torsdag den 10. juli 2008

The colors of the rainbow


”En farve er ikke noget i sig selv. Den får først en betydning i dét øjeblik, den optræder sammen med en anden fare og fungerer komplimentært i forhold til denne!” Sådan tordnede min gamle malerlærer ofte dengang i de mørke og inflationsramte halvfjerdsere. Altså, dét er sådan set børnelærdom – eller under alle omstændigheder noget, der er kommet ind med – ikke modermælken, men de utallige guldøl, der blev konsumeret på malerskolen.

Jeg var udmærket bekendt med disse principper. Selv på dekoratørskolen blev vi undervist i farver, hvorefter vi blev bekendtgjort med at ”tone i tone” er legitimt. Hvilket paradoks.

Senere har den famøse farveproblematik forfulgt mig i mit liv i tide og utide. Som maler må man uafladeligt forholde sig til farverne og til det i indledningen nævnte udsagn. Selv er jeg f.eks. begyndt at bruge farver, som jeg aldrig tidligere kunne drømme om at benytte. Violet har altid gjort mig syg; men sådan er det ikke længere. Violet er umulig at ignorere, hvis man – som jeg – kan lide gult. De to farver forholder sig koplimentært til hinanden.

Pink! Urrghh! Ja; men nu optræder den ofte i samklang med en jordgrøn. Et poppet indslag i relation til den modernistiske tyngde. Måske er det blot en idé, der tager afsæt i at være grænseoverskridende i forhold til egne idiosynkrasier? Men hvorfor ikke bare skabe rummet ud fra dén farveskala, der nu en gang eksisterer?

Jeg har hørt masser af tilkendegivelser, der handler om farver: ”Glade farver”, ”dejlige farver” og (den helt slemme) ”flotte farver”. Indledningsvist berørte jeg, hvilken betydning farver besidder. Lad hermed min, nu afdøde, malerlærers statement stå et øjeblik!