
Som udgangspunkt er de to kunstnere ret forskellige; men alligevel er det lykkes at skabe en seværdig og harmonisk udstilling. Gislason er ellers en kunstner, der både koloristisk og i format ikke er bange for at hæve den visuelle stemme, hvor mange af Thordarsons skulpturer befinder sig i en mindre og langt mere monokrom skala.
Men det gør ikke noget! Der skal være noget til at trække intensiteten ind i det mere stilfærdige leje – og ikke dermed sagt at Thordarsons arbejder mangler dynamik. Det er blot på en anden måde, end man ser det hos Gislason. Jeg havde en dobbelt agenda i forbindelse med åbningen af udstillingen d. 24. september. Dels skulle jeg hygge mig og dels var hensigten at lave en beskrivelse af de to kunstneres arbejder til Kunstavisen.