lørdag den 20. april 2013

Cykelbørsen ud ad huset

Det er vist ikke for meget at kalde det alternative galleri Cykelbørsen i Randers for et rigtigt undergrundsgalleri.

Jeg har ganske vist aldrig selv besøgt stedet; men fået beskrivelser af institutionen med jævne mellemrum fra forskellig side. 

Cykelbørsens ejer hedder Claus Ørsted (født 1942), og han er i besiddelse af en kunstsamling, hvor kunstnere er repræsenteret, som man kunne forbinde med et subkulturelt univers som Cykelbørsen. En af de kunstnere, som Ørsted har erhvervet værker af, er – meget naturligt, nu vi er i Randers – den legendarsike neo-dadaist Sven Dalsgaard.

Blandt andre netop Dalsgaard er blandt de kunstnere, der vises, når et udsnit af Claus Ørsteds kunstsamling udstilles på kulturinstitutionen Gimsinghoved i Struer fra d. 4. maj.

Som det er tilfældet med Cykelbørsen, har jeg heller aldrig tidligere besøgt Gimsinghoved; men det er der noget, der tyder på, jeg får rodet bod på i forbindelse med den nævnte udstilling, da jeg faktisk er blevet hyret til at anmelde den.