fredag den 8. maj 2015

Anmelder savner formidling

"Der er ingen tvivl om, at Dan Colen kan en masse rent kunstnerisk, og at han har noget på hjerte. Han iscenesætter med forskelligartede elementer og kunstneriske greb en ambivalent eksistentiel splittelse i et flertydigt symbolsk og magisk rum, hvor det lysende og legende modstilles det dæmoniske og besættende"


Jeg har valgt citatet herover, som er et uddrag af Trine Rytter Andersens anmeldelse på portalen kunsten.nu af Dan Colens udstilling 'Psychic Slayer' på kunstmuseet HEART i Herning, da det faktisk giver udtryk af noget positivt i forhold til udstillingen, som anmelderen har visse kritikpunkter på. 

Kritikken drejer sig ganske vist mest om udstillingens mangler i forhold til formidling, og Trine Rytter konstaterer da også, at udstillingen fungerer ganske fint rent visuelt. 

Det sidste er jeg klart enig med anmelderen i, og faktisk finder jeg, at Dan Colens og museets iscenesættelse af værkerne er både modig og effektfuld. 

Man kan naturligvis altid diskutere, hvor meget en kunstudstilling skal formidles - og om det i det hele taget er nødvendigt med ord og italesættelse i forbindelse med billedkunst. 

Samtidskunsten kræver imidlertid en manual, og dette ser det ikke ud, som om man kan ændre på.