mandag den 27. november 2017

Artland - en kunstapp.

Brugerfladen på app'en Artland. Jeg kan desværre ikke oplyse prisen på applikationen, da den ikke fremgår med al ønskelig tydelighed, når man prøver at downloade den på sin Android-telefon. Af samme årsag valgte jeg at afbryde processen.

"Da vi først oplevede kunstverdenen, blev vi fascinerede af, hvor social en ting kunst egentlig er. Samtidig oplevede vi, at det var svært at komme i kontakt med ligesindede kunstsamlere, som man kunne snakke med. Det blev startskuddet til at sige, at vi ville skabe noget, som kunne ramme vores egen generation. Vi navigerer gennem verden gennem medier som Facebook og Instagram, som bygger på princippet om at være social - og det princip ville vi føre videre til Artland"

Der er tilsyneladende kun få grænser, når det drejer sig om at formidle ting og sager - og kunst! - på internettet. 

Således har Mattis og Jeppe Curth sat sig for at udfordre kunstmarkedet med app'en Artland, som har til hensigt at forene gallerier og kunstsamlere digitalt. 

Idéen opstod, da en gruppe venner tog de to brødre med på et besøg på et galleri i Aalborg, hvor de blev ramt af en vis frustration, da de havde svært ved at gennemskue, hvad de skulle købe, og hvordan de i det hele taget skulle forholde sig til deres nye rolle som kunstsamlere. 

De gav dog ikke op, men gik derimod i gang med at forfatte en fælles kandidatafhandling på Aalborg Universitet, og dette medførte, at de to investerede i den omtalte app. 

Artland-teamet består i dag af 15 personer, og de to brødre regner med i 2018 at omsætte for et sted mellem en halv og en hel million dollars på verdensplan, hvor der i dag 10.000 brugere. 

Historien om Artland har jeg fundet i livsstilsmagasinet Euroman, hvorfra citatet herover også stammer. Artiklen i Euroman er forfattet af Mie Christensen.