torsdag den 30. november 2017

Seks stjerner til de "cool"

'Cool, Calm and Collected': Majken Bent: 'Swing #4', 2014, mixed media.

"Udstillingen har heldigvis ikke en stramt tematisk kuratering, men er i stedet organiseret åbent, og sådan at man som besøgende oplever selv at få lov til at finde udstillingens temaer på kryds og tværs. Der er ikke én rigtig vej, man skal gå ad, men flere mulige spor. Det er befordrende"

Ciatet stammer fra Mai Misfeldts en anmeldelse i Kristeligt Dagblad, og når jeg læser netop dette uddrag, kommer jeg faktisk til at tænke på popgruppen Shu-bi-duas tekst "hvor mon den er - den røde tråd?" i forbindelse med udstillingen 'Cool, Calm and Collected' på ARoS Aarhus Kunstmuseum. 

Nu er der som bekendt ikke nogen naturlov, der påbyder museer udelukkende at levere udstillinger med et gennemgående tema, men det er forvirrende, når museernes kuratorer har vænnet os besøgende til, at gruppeudstillinger helst bør besidde en overordnet tematik. 

Sådan én er - som Misfeldt også antyder - svær at finde i forbindelse med den aktuelle udstilling. Det afholder dog ikke anmelderen fra at give hele seks stjerner ud af seks mulige, hvilket jeg måske finder en anelse i overkanten. 

Min egen anmeldelse af 'Cool, Calm and Collected' vil sandsynligvis være at læse i et konkurrerende dagblad en af dagene, men jeg kan godt røbe her, at jeg ikke giver seks stjerner.