Dette afstedkommer naturligvis en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige udstillere, hvilket jeg efterfølgende spekulerede over.
Konklusionen blev, at jeg ofte oplevede de kvindelige kunstnere som værende mest vedkommende, og at denne konklusion måske skulle ses i, at de kvindelige kunstnere havde gjort sig mest umage med henblik på deltagelsen i forhold til deres mandlige kollegaer.
Der er dog fine værker af det maskuline køn på udstillingen; men da det er kvinderne, som har fokus i dette blogindlæg, har jeg valgt at illustrere dette med gengivelser udelukkende af værker af nogle af de kvindelige kunstnere på udstillingen.
Jeg nævner ingen navne; men udstillingen kan ses på ARoS helt frem til d. 2. april 2018.
