torsdag den 22. juni 2023

Kunsten.nu om Peter Linde Busk-udstilling

 

Installationsfoto fra Peter Linde Busk-udstillingen på Holstebro Kunstmuseum (foto: David Stjernholm)

»Jeg mener, at udstillingen på den måde taler ned til publikum. Hverken kunstner eller kurator gør sig den væsentlige del af udstillings- og formidlingsarbejdet, der består i at udøve en ligeværdig kommunikation med publikum«


Det er efterhånden længe siden, at udstillingen 'Hvem taler om sejr? At overstå er alt' med værker af Peter Linde Busk åbnede, men netop nu har kunstportalen Kunsten.nu fået lavet en af portalens alt for få kunstanmeldelser. 


Den er ikke umiddelbart positiv, da man - som det antydes i citatet fra Casper Berthelsens anmeldelse - mener, at udstillingen ganske enkelt er mangelfuld formidlet i relation til de adskillige referencer og ordspil, som Linde Busk gør brug af i titlerne. 


Naturligvis er formidling vigtig, men jeg mener nu alligevel, at Berthelsen rammer lidt forbi skiven, da der er tale om en decideret sanseudstilling beregnet for synet, men det tilfredsstiller tilsyneladende ikke akademikerne på Kunsten.nu


Fred være med det. Jeg er netop blevet lovet et eksemplar af udstillingskataloget af de gode folk på Holstebro Kunstmuseum, hvor Peter Linde Busk-udstillingen kan ses frem til d. 20. august.