Når man på kunstmuseet ARoS i Århus i bogstaveligste forstand går i kødet på fænomenet kærlighed, rækker man fangearmene langt ud. Både stilistisk og tidsproportionelt kommer udstillingen vidt omkring.
Porno og PicassoPicasso har ofte beskæftiget sig med motivet ”maleren og hans model”. Et sådant forhold kan absolut udvikle sig til et kærlighedsforhold; men der er som bekendt ingen garanti for, at det gør det. I samme rum, som Picasso’s oliemaleri og to grafiske arbejder på udstillingen ’I Love You’, er placeret en af de velkendte gengivelser af Jeff Koons, hvor han kopulerer heftigt med sin Cicciolina, og hvis man ellers finder Koons’ scrotum poetisk eller romantisk, er det såmænd udmærket. Umiddelbart fungerer værket som dårlig pornografi, hvilket efter min mening skaber en unødig stor distance til udstillingens tema.
Bondage-romantik
Lidenskaben regerer på ’I Love You’, og hvis man kan finde passionen i Nobuyashi Arakis sort-hvide bondage-fotografier, Nan Goldin’s snapshots fra prostitutionsmiljøer eller Anna Jermolaewa’s bizarre video, hvor to Mickey Mouse-lignende individer er i gang med at bide huden af hinanden, er missionen på mange måder fuldført.
Helt anderledes romantisk griber Yigal Ozeri sagen an i en serie malerier på papir, som umiddelbart er så detaljerede og minutiøst udførte, at de fremstår med en fotorealistisk mystik, der blot bevidner, at man med maleriet er i stand til at gøre noget, som ikke er muligt med fotografiet. Den unge kvinde på billedet optræder på samme tid fragil og selvsikker.
Syv liderlige dværgeDamien Hirst er vel nok én af de mest omtalte kunstnere på samtidens kunstscene – og han har taget udgangspunkt i hjertet i den klassiske form, der ikke har meget til fælles med organet, der pumper blod rundt i kroppen på både Hirst og alle os andre dødelige. De eksotiske sommerfugle, der præger de fire værker, har længe været et omdrejningspunkt hos kunstneren, der ikke er bange for at bruge de mest kitchede virkemidler i sine værker.
Bjørn Nørgaard kender de fleste herhjemme. Aktuelt har han udviklet en skulpturgruppe med afsæt i Snehvide og De Syv Små Dværge. Det oprindelige koncept er dog ændret drastisk, således at Snehvide optræder som villig og liderlig midtpunkt i et veritabelt gang-bang med de syv dværge som begejstrede aktører.
De klassiskeEn klassisk pendant til Jeff Koons er C.W. Eckersbergs tobaksdåse fra begyndelsen af 1800-tallet. På indersiden af låget ser man et par i fuld gang med en gang lagengymnastik. Her er der, som hos Koons, ikke overladt noget som helst til fantasien. Der er angiveligt tale om et bestillingsarbejde, som den – på det tidspunkt – unge Eckersberg udførte med henblik på at få økonomien til at hænge sammen.
Et andet eksempel på en klassiker er Auguste Rodin’s ’Evigt forår’. Her optræder kærligheden i form af et varmt kys udført i koldt marmor. I samme materiale finder man Rodin’s samtidige Claudius Mariotons Amor-figur i samme lokale som Tracey Moffatt’s videoallegorier over Hollywood-dramaet.
Sado-chokDes længere frem i udstillingen, man bevæger sig, des mere bliver kærligheden som ren rutine et gennemgående tema. Hos tyske Stephan Huber er alt vendt op og ned i installationen ’Ich Liebe Dich’. Her har forudsigeligheden for længst indhentet parret, der taler totalt forbi hinanden og hos Paul Chan går man skridtet videre og opsøger et sado-masochstisk swingerorgie, som dog går mere og mere i opløsning – akkurat som kærligheden risikerer at gøre det, når tingenes tilstand er skåret ud i levende silhuetter.
’Never Again’ af Monica Bonvicini har samme tema; men her nøjes man med at vise et omfattende udvalg af ret umagelige hængekøjer i læder og kæder. Værket udgør på mange måder en kontrast til f.eks. Felix Gonzales-Torres 85 kg bolsjer, der skal symbolisere vægten på kunstnerens kæreste, inden denne blev ramt af HIV og efterfølgende blev tæret op. Det forventes at publikum spiser godterne og dermed illustrerer, hvordan Ross langsomt svandt ind, inden han døde. Men alt dét skal man naturligvis vide, for at værket giver mening.
Humor, sanselighed og æstetik
To skraldgrinende lyserøde figurer på Yue Minjun’s store maleri ’Rolling on the Grass’ tager temaet humoristisk op, modsat Jesper Justs og Pipilotti Rists sanselige video-værker, der på hver sin måde går tæt på emnet; men med vidt forskellige virkemidler.
Afslutningsvist vil jeg nævne de æstetiske kontravægte til al det svedige og kropslige. Louise Bourgeois’ to skulpturer funkler og lever deres eget liv i et kaotisk kærlighedsdrama og Rebecca Horns væginstallation ’Liebesflucht, Muschelschlaf’ er inciterende og smukt, selv om der ikke lægges skjul på, hvad det drejer sig om. Her er sex gjort til et maskinelt hovedmotiv; men det på en poetisk måde.
’I Love You’ giver under alle omstændigheder et mangesidigt bud på hvordan dét, man kalder kærlighed, kan beskrives i en kunstnerisk kontekst – og dét indtil den 12. september 2010.
Teksten i overskriften holder ikke helt vand – men næsten! I den senere tid har det været lidt af et mantra at i det mindste prøve at lave en daglig gouache.
De fleste forbinder vel Sølvgade med Statens Museum for Kunst; men hvis man begiver sig lidt ned ad gaden i København, finder man faktisk et hyggeligt lille galleri i nr. 22.
Jeg havde den store fornøjelse at spise frokost med en repræsentant for den yngre generation af kunstnerstanden for nyligt. På et tidspunkt forklarede jeg hende, at jeg ”faktisk ikke laver dårlige værker”, hvilket fornøjede den unge kunstner meget.
Overskriften er forankret i kendsgerningen, at Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning ofte i de senere år har været meget skuffende. Det har enten været – som sidste år – i kraft af en katastrofalt elendig ophængning eller blot antagelse af værker, der har været så tidsproportionelle, at de ikke har indeholdt nogen videre kunstnerisk kvalitet.