ARoS' Kirkeby-samling

”Men trods malerisk nerve fremstår hans malerier altid som strukturmæssigt kontrollerede og konceptuelle konstruktioner, hvor mange naturvidenskabelige billeder som DNA-molekyler, stjernebilleder og geologiske profiler har stået model.
Og det er nok i virkeligheden Per Kirkebys styrke og sandsynligvis nøglen til at forstå hans internationale succes: Billeder opstår aldrig af ingenting”.

Stiftens kunstanmelder Henrik Broch-Lips giver generøst fem ud af seks stjerner til ARoS’ ophængning af Per Kirkebys værker fra egen samling, og det er – uden at jeg har set udstillingen – sikkert ikke en stjerne for meget? Min vurdering er baseret på min viden om ARoS’ samling af Kirkeby-værker, som jeg ved, er ganske omfattende.

Samtidshumor

”Mest af alt syntes Elmgreen, at Rothko-maleriet lignede et ryatæppe, og det eneste, der skete, når han kiggede på det, var, at han fik dårlig samvittighed. Hvorfor vakte det ingen store følelser i ham? Han følte sig skyldig og uværdig til at kunne opleve kunsten. Opleve den spirituelle, åndelige og kunstrefererende kunst – hvad Elmgreen syntes, at især kunstformidlerne gjorde den til”.

Citatet stammer fra en artikel i dagbladet Information, hvor Rasmus Elmelund prøver at give et overordnet bud på, hvad samtidskunsten byder ind med her ved udgangen af 2012.

Blandt andet bliver det fremhævet, at den tidligere så udbredte modernistiske filosofi var elitær og ekskluderende, og at det referencielle i billedkunstnen bør være mere direkte, end man oplevede det med bl.a. den abstrakte ekspressionisme.

Personligt finder jeg selv samtidskunsten indsnævret og i dén grad ekskluderende – og samtidigt dybt elitær.

 I øvrigt er kunstneren, der udtaler sig ganske kritisk om Mark Rothko den ene halvdel af duoen Elmgreen og Dragset, Henrik Elmgreen, som er en af tidens udøvere, der dækker sig bag et tema, de overhovedet ikke kommer i nærheden af i udviklingen af deres værker.

Når værkstedet flytter ud

Mange af de ting, jeg laver lige for tiden, bliver faktisk forarbejdet alle muligt andre steder end på værkstedet – og det er naturligvis ikke altid optimalt. Ikke desto mindre sørger jeg for – når der er tid og rum – at få noget lavet under alle omstændigheder.

Jeg er for tiden i gang med min sidste sæson i mit igangværende job, og jeg må sige, at trætheden er ved at indfinde sig vedr. at være på et jobmarked, jeg aldrig rigtigt har følt mig hjemme i.

Bortset fra dét, afsluttede jeg som bekendt en udstilling på Café Galleriet i Odder for noget tid siden – og dén udstilling var på flere måder vellykket. Der kom i hvert fald flere positive reaktioner.

Bedste udstillinger i 2012

Der er ganske vist nogle uger til årsskiftet finder sted; men alligevel vil jeg allerede nu givet et bud på nogle af de største udstillingsoplevelser, som JEG i hvert fald har haft i 2012. Og det er svært, da 2012 har været et begivenhedrigt år.

Lad mig blot nævne i flæng: De to gange Tony – Oursler og Matelli – på ARoS. På ARoS kunne man ligeledes opleve et af årets absolutte højdepunkter, Edvard Munch, en udstilling, der stadig kan ses, og næsten føles. Matelli kan ses indtil nytår.

Kunstmuseet Louisiana har traditionen tro stået for imponerende udstillinger. Jeg vil især nævne den stadigt aktuelle ’Selvportræt’, som viser et stort og komplet udvalg af selvportrætter fra de sidste godt og vel 100 års kunsthistorie. Pink Caviar, som i sommer viste eksempler på museets nyerhvervelser, var ligeledes værd at ofre nogle timer på, og det samme kan man roligt sige om udstillingen med gigantiske fotos af Andreas Gursky.

På Statens Museum for Kunst udgjorde den fine udstilling med værker af Henri Matisse et ubetinget højdepunkt. Og så var 2012 Documenta-år.

På dOCUMENTA (13) kunne man finde og opleve et kæmpeudvalg af, hvad kuratorerne havde udvalgt fra den aktuelle og historiske kunstscene. Skulle jeg pege på nogle enestående indslag, må det vel være Julie Mehretus store tegninger, Geoffrey Farmers helt enestående installation ’Leaves of Grass’ (nederste billede herover) og Korbinian Algners æblepasteller. Men her var det bestemt – blandt mange – værd at nævne Goshka Macuga, Ida Applebroog, Mark Dion, Massimo Bartolini, Fabio Mauri og William Kentridge. Det var lige, hvad jeg kunne komme i tanker om fra dOCUMENTA (13) i skrivende øjeblik.

Den måske bedste – og i hvert fald den mest overrumplende – var imidlertid en stor udstilling med kæmpestore, gennemsigtige og skulpturelle enheder af den argentinsk/tyske kunstner Tomas Saraceno (øverste billede) i Hamburger Bahnhof, som jeg besøgte i forbindelse med vores tur til Berlin i beyndelsen af året. Udstillingen var interaktiv, da de forskellige elementer i flere tilfælde var så gigantiske, at man kunne gå ind – og op – i dem.

Jeg vil vove pelsen og under alle omstændigheder erklære netop denne udstilling som den bedste i det herrens år 2013, ikke mindst på grund af overraskelsesmomentet. I det hele taget er Hamburger Bahnhof et sted, man bør besøge, hvis man interesserer sig for samtidskunst.

Det samme kan man naturligvis sige om Neue Nationalgalerie, som rummer moderne kunst fra hele det 20. århundrede. Næste gang, jeg kommer til Berlin, står Alte Nationalgalerie højt på ønskelisten sammen med bl.a. Martin Gropius Bau.

Af de mere lokalt forankrede udstillinger, bør jeg nævne Sonja Ferlov Mancoba på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning og den store udstilling med Ingvar Cronhammar hos naboen HEART. På Museum Jorn i Silkeborg havde man parret Asger Jorn med James Ensor og på KunstCentret Silkeborg Bad var der også i det forløbne år udstillinger, der var værd at se.

Og så må jeg naturligvis ikke glemme min egen udstilling på Café Galleriet i Odder

Guldalder, dronningen og prinsen, Tal R samt en interessant trio på ARoS i ’13

Kunstmuseet AroS’ direktør Jens Erik Sørensen lød under pressemødet, der præsenterede næste års udstillinger på museet, som en mand med forventninger om kritiske røster fra anmelderne, da han præsenterede en af næste års udstillinger.

Det drejer sig om en udstilling, der viser et celebert ægtepars kreative produktion. Og det er naturligvis Dronning Margrethe og Prins Henrik, der er tale om, og så har jeg ikke så meget mere at tilføje bortset fra, at JES påpegede, at der muligvis ikke er tale om kunst, når man beskriver regentparrets værker – man kan så spørge sig selv om, hvorvidt disse skulle udstilles på en institution, der netop er defineret som et kunstmuseum?

Anyway! Årets udstillingsprogram på ARoS er faktisk interessant, og allermest tror jeg, at jeg glæder mig mest til en stor Tal R-udstilling, der vises i perioden fra 23. november 2013 til 27. april 2014.

Allerede fra d. 9. februar kan man dog se en udstilling med tre kunstnere fra forskellige perioder, når museet slår dørene op for en udstilling med værker af Yves Klein (1928-62), James Lee Byars (1932-97) og Anish Kapoor (1954-). Denne udstilling mener jeg også, der er grund til at glæde sig til.

Over sommeren står den på guldalder på museet, som viser dels værker af egen samling og dels indlån. Cirka halvt af hver fra denne frugtbare epoke i dansk kunsthistorie.

Herudover kan man opleve udstillinger med fotografen Annika von Hausswolff, maleren Kay Christensen (1899-1981), kunstnerduoen Thyra Hilden og Pio Diaz, der i juni har verdenspremiere på deres innovative kunstprojekt ’Bubble’. ’Director’s Choise’ er den forløbige titel på en udstilling, der tager afsked med ARoS’ direktør gennem en menneskealder Jens Erik Sørensen. Han har her givet sig selv lov til at udvælge nogle – oversete – værker fra museets samling. Som JES selv udtrykker det: ”Det bliver en fantastisk spændende mulighed for at se, hvor mange ”katastrofer”, der er indkøbt gennem årene!”

Allerede fra d. 15. december kan man se en udstilling, der viser hovedværker af Per Kirkeby fra ARoS’ egen samling. Og den er ikke så lille, skulle jeg hilse og sige.

Det øverste billede foroven viser en gengivelse af et maleri af Jørgen Sonne (1801-1890), ’Rytterkampen ved Århus den 31. maj 1849’, 1853 (pressefoto: Ole Hein Pedersen/ARoS)

Det nederste Yves Klein, Installation MAMAC, Nice (pressefoto: Muriel Anssens/ARoS).

Jelved på kulturens taburet

To minutters betænkningstid var hvad Marianne Jelved havde brug for, da De Radikales (eller ”De Radigale”, som de hedder i Politikens ATS) leder Margrethe Vestager headhuntede Jelved til posten som kulturminister, efter at kaos-piloten Uffe Elbæk valgte at forlade embedet.

Det ser umiddelbart ud, som om der er overordnet tilfredshed i kulturlivet med den nye minister, og i modsætning til sin forgænger på posten, har hun, som partiformanden udtalte i radioens P1, ”parlamentarisk erfaring”. Det kan der ikke være tvivl om!!!

Exit Elbæk

”Landspolitisk må han dog regnes for en novice, da han først ved det netop overståede valg er blevet valgt ind i Folketinget. Han er blevet kendt for en såkaldt ”kulturel Marshallplan”, der bl.a. vil reducere antallet af symfoniorkestre, nedlægge FM-båndet, flytte midler fra den klassiske musik over til den rytmiske og reformere dagpengesystemet for kunstnere, så det understøtter freelance-aktiviteter. Det sidste er måske nok så væsentligt for danske billedkunstnere”.

Sådan kunne man her på blog'en kunnet læse om Uffe Elbæk, da han i efteråret sidste år blev udnævnt til kulturminister. Siden er han blevet et af dronningerigets helt store samtaleemner, da Elbæk tilsyneladende har udvist store evener inden for den stærkt udbredte kulturelle disciplin, nepotisme.

Nu har Elbæk valgt at forlade posten som kulturminister – og tilbage står så spørgsmålet, når man har fået svaret på, hvem, der skal efterfølge ham, om, hvorvidt dette har nogen konsekvens for de lokalpolitikere og kulturfolk ude i landet, der bruger vennetjenester og nepotistiske funktioner som en selvfølge i det daglige arbejde?

Jeg tror, at Uffe Elbæks manglende erfaring som politiker på landsplan har været en væsentlig årsag til, at det er gået ham, som det er. Der vil altid være langt mere fokus på en minister og hans/hendes handlinger, end på f.eks. en kommunalpolitiker.