Hamburger Kunsthalle ligger under ARoS

Fornylig kunne jeg fortælle her på siden, at ARoS Aarhus Kunstmuseum i 2013 har slået sin egen publikumsrekord fra året før. Mere end en halv million har passeret tælleapparaterne på det aarhusianske museum. 

Til sammenligning har omkring 382.000 personer besøgt Hamburger Kunsthalle og dermed ligger Nordtysklands vel nok væsentligste kunstmuseum et godt stykke under ARoS. 

Ikke desto mindre har man fra museet i Hamburg udsendt en pressemeddelelse med publikumstallet, som man ser som meget tilfredsstillende.

Hamburger Kunsthalle viser blandt andet nature mortes af Max Beckmann i efteråret 2014. Det viste er fra 1927 (pressefoto: Hamburger Kunsthalle)

Kay Christensen kan nås endnu

’Det evige eventyr’ har man valgt at kalde Kay Christensen-udstillingen på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Titlen er for sådan set relevant nok i forhold til kunstnerens motivkreds, der dog ofte omfatter menneskefyldte interiørs. 

Paradoksalt nok finder jeg, at et af de bedste malerier på udstillingen er et værk, der er udlånt af Vejen Kunstmuseum. Her er temaet et mennesketomt rum. 

Men man kan vel ikke besøge ARoS i disse dage – selv om jeg har undgået det hidtil – uden samtidigt at se udstillingen med Dronningens og Prinsgemalens kunst. Jeg mener ellers nok, at jeg altid går til en kunstudstilling med et åbent sind – og den aktuelle udstilling, må jeg desværre sige, er værre end jeg havde frygtet. 

Magen til klodset amatørkunst skal man godt nok lede længe efter. Det får provinsbyernes hattedamer til at fremstå som små Rembrandter, når og hvis man skal sammenligne med de kongeliges frembringelser med noget. 

Jeg har været lidt efter det danske anmelderkorps, når jeg mener, de sætter deres integritet over styr i forhold til enkeltstående udstillingsanmeldelser – og netop i forbindelse med udstillingen ’Pas de Deux Royal’ kan man da roligt sige, at enhver form for kunstfagligt indblik er suspenderet af et stort segment af anmeldere. Således har Børsen, Jyllandsposten og Berlingske givet urimeligt mange stjerner til denne kongelige amatørudstilling. 

Mens jeg gik og gloede på det udstillede, som er iscenesat flot (bevares), spekulerede jeg over, hvor privilegerede disse kongelige personer må føle sig. Hvis man har brug for et atelier af en vis størrelse, kan man blot rydde en riddersal i ét eller andet slot? 

Anyway: Kay Christensen kan ses frem til d. 26. januar, så der er lidt tid at løbe på. Udstillingen kan i hvert fald anbefales og det er netop et maleri af Christensen, der ledsager dette blogindlæg.

Retro

Disse meget enkle tegninger herover er ikke daterede; men jeg tror, at de er fra begyndelsen af 90’erne, altså godt 20 år gamle – og pudsigt nok er temaet her lidt i familie med de motiver, jeg netop har påbegyndt. 

Årsagen til, at de er behæftede med ordet ”Vildskud”, er at jeg brugte dem i forbindelse med en udstilling på Højbjerg Bibliotek for et par år siden med netop vildskud som tema.

Akvarel mens maleriet skrider frem

De første streger på de hvide lærreder er afsat; men enhver ved jo, at et maleri bør have sin tid, inden det kan betragtes som færdigt. 

Heldigvis kan en akvarel færdiggøres på noget kortere tid, så den metode er nu også blevet et tema i den nye motivverden.

Katja Bjørn udstillingsaktuel

”Siden 2004 har Katja Bjørn særligt markeret sig med en unik form for videoskulpturer, der kombinerer hverdagens genstande med video, hvori hun udforsker krydsfeltet imellem videoens narrative rum og skulpturens form i relation til menneskets krop. Oftest optræder kunstneren selv i videoerne. Værkerne tager udgangspunkt i den nøgne krop som symbol på menneskets eksistentielle grundvilkår og de hermed følgende associationer; seksualitet, forgængelighed, skrøbelighed, tiltrækning, afsky, fødsel og død. Samtidig iscenesætter de følelser der ofte opstår i mødet med menneskets krop f.eks. i forhold til voyeurisme”

Blandt andet sådan kan man læse på Charlotte Fogh Gallerys hjemmeside om videokunstneren Katja Bjørns værker og karriere. 

Årsagen skal findes i, at Bjørn om ganske kort tid afholder sin anden separatudstilling hos Charlotte Fogh. 

Udstillingen har titlen ’The Source’ og omdrejningspunktet er en kilde på Island, hvor fire islandske og tre iranske kvinder i aldersgruppen 15-60 år forandrer sig i mødet med hinanden og det særegne islandske landskab. Udstillingen åbner d. 10. januar og varer frem til d. 8. februar. 

Senere har Horsens Kunstmuseum Katja Bjørn som udstillingstema med en totalinstallation med titlen ’Sov min elskede’

ARoS sætter publikumsrekord

Kunstmuseet ARoS i Aarhus har i 2013 vist udstillinger med Edvard Munch (åbnede i 2012), Klein, Byars og Kapoor, dansk guldalder (billedet) samt de igangværende med dronningen og prinsgemalen og Tal R. 

Disse udstillinger er tilsyneladende faldet i publikums smag, da museet nu officielt kan afsløre, hvad der længe har været en offentlig hemmelighed – nemlig at museet har slået sin publikumsrekord fra 2012. 

568.361, som er det rigtige tal på trods af, hvad der tidligere har optrådt på bloggen her, har passeret billetsalget på ARoS i 2013 – og det er en forbedring på godt 17.000 i forhold til 2012. 

Midt i januar afslører museets nye direktør Erlend Høyersten, hvilke udstillinger, man viser i 2014. Jeg skal nok prøve at være på plads ved den lejlighed, så jeg kan præsentere jer for museets 2014-program i en fart på bloggen her.

Kvium og de andre

På kunstportalen Kunsten.nu har man netop lavet en opgørelse over, hvilke artikler, der har været de mest læste på websitet i løbet af 2013. 

Med faren for at virke tilbageskuende frem for fremsynet, vil jeg lige benytte lejligheden til at kommentere, hvad læserne har fundet interessant i det forløbne år. Her må man sige, at én person – eller rettere én kunstner – fylder pænt: Michael Kvium er interessant for læserne! 

Det samme er John Kørner og Thomas Kluge. Sidstnævnte dog udelukkende i kraft af sit gruppeportræt af de kongelige, som jeg også har beskæftiget mig med på siden her. 

For både Kørners og Kviums vedkommende er deres tilstedeværelse et udtryk for, at de begge på et tidspunkt har optrådt som ”ugens kunstner” hos Kunsten.nu; men i tilfældet Kvium har en stor udstilling på kunstportalens navnesøster Kunsten i Aalborg spillet en afgørende rolle. Et interview med kunstneren i anledning af udstillingen ’Real Monsters’ indtager pladsen som den mest læste i det forgangne år. 

Man kan måske blive en anelse overrasket over, at skribenten Line Rosenvinges klumme om musikeren og maleren Johnny Madsens udsmykning af Liberal Alliances gruppeværelse på Christiansborg er læst af så mange; men her spiller nogle kulturpolitiske problematikker naturligvis ind. 

I den mere sladderbladsagtige afdeling hører senvinteren og forårets ballade i Kunsthal Aarhus. Denne medførte både en fyring og en genansættelse af kunsthallens kunstneriske leder; men nu skulle der angiveligt være ro over foretagendet på udstillingsstedet i J.M. Mørks Gade i hjertet af Aarhus. 

I det hele taget synes det som om, at det læserne gider beskæftige sig med, er væsentlige samtidskunstnere, tvivlsomme dispositioner i den kulturelle verden samt de kongelige. Men sidstnævnte kun, hvis en superrealistisk maler har fremstillet dem som monstre. 

Dronningen og prinsgemalen er som bekendt udstillingsaktuelle på ARoS; men hvor interessant dét lige er, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Gengivelsen er et maleri med titlen 'Big Foot' af Michael Kvium fra 2012.