lørdag den 2. januar 2016

Silkeborgsøerne - Langsø

Jeg er lidt i tvivl om, hvorfor i alverden jeg laver nogle små filmklip af cirka halvandet minuts varighed med udgangspunkt i Silkeborgsøerne.

Jeg har malet og tegnet fra lokaliteterne siden foråret, og nu er det faktisk vinter; og i serien af små videosekvenser er jeg nu nået til Silkeborg Langsø.

Jeg tror muligvis, at årsagen til, at jeg laver disse film, kunne findes i, at det giver mig mulighed for at spille underlægningsmusik på én af kontorets mange guitarer.

Med andre ord: Når man har siddet og redigeret i nogen tid afsluttes hele seancen med indspilningen af musikken. Det sjove bliver således gemt til sidst.

Jeg synes, det lyder plausibelt, og musikken i forbindelse med det aktuelle klip er indspillet på en klassisk guitar... Sådan én, hvor de tre af strengene er lavet af nylon og de tre dybeste af stål.

Edvard Munch på Museum Jorn - i 2017

'Melankoli' er titlen på dette maleri af Edvard Munch, og det kunne ses på den store Munch-udstilling på ARoS i Aarhus i 2012 (pressefoto: ARoS)

Om præcist et år - på nær én dag - er Aarhus europæisk kulturhovedstad. 

Tyve sytten har udgjort et massivt tema på kulturscenen, siden det blev offentliggjort, at Aarhus fik rollen. 

Det er dog ikke blot Aarhus, der kommer i spil til 2017. Hele den midtjyske region vil være involveret i begivenheden - og således også Museum Jorn i Silkeborg, der her ved årsskiftet har bebudet, at man planlægger en stor udstilling med den verdensberømte norske maler og grafiker Edvard Munch (1863-1944) i '17. 

I år viser museet imidlertid værker af den svenske Cobra-maler C.O. Hultén og den tyske ekspressionist Georg Baselitz, så allerede i 2016 bliver der noget for de kunstinteresserede at se frem til.

torsdag den 31. december 2015

Tilbageblik på 2015 - nedbør








En fællesbetegnelse for regn og sne er slet og ret "nedbør" - og det er muligvis uretfærdigt at beskrive 2015 som et år, hvor nedbør har været mere reglen end undtagelsen?

Ikke desto mindre regner det i skrivende stund - nytårsaftensdag - og skal man bedømme de seneste måneders vejrlig efter, hvor høj vandstanden er i f.eks. Gudenåen, har 2015 været præget af en masse nedbør.

Juli måned er den måned, hvor flest danskere afholder deres sommerferie, og jeg husker netop denne måned som ganske fugtig. Til gengæld var august præget af fint vejr - til tider.

onsdag den 30. december 2015

Var 2015 kun et lorteår?

Anne Mette Larsen arbejder på Statens Værksteder på Gl. Dok i København (foto: Ole Akhøj)

Der skal ikke herske tvivl om, at 2015 på mange måder har været et skidt år ude i verden. ISIS, klimaforandringer, terrorangreb, flygtningeproblemer samt - hvis vi ser lidt lokalt på det - en ny regering, som sandt for dyden har foretaget nogle højst mærkværdige kulturpolitiske beslutninger - anført af Venstres kulturminister Bertel Haarder. 

Det mest besynderlige og irrationelle tiltag må siges at være udflytningen af Statens Værksteder for Kunst fra Gl. Dok i København til lokaliteter på Kronborg i Helsingør. 

Beslutningen har haft så megen bevågenhed, at et åbent brev til kulturministeren fra væveren Anne Mette Larsen er det tredje mest læste i 2015 på kunstportalen Kunsten.nu

Det ser i øvrigt - her ved indgangen til 2016 - ud til at Haarder er ved at trække en smule i land vedrørende denne disposition, og man kan blot håbe på, at fornuften sejrer over ideologien i et længere perspektiv. 

Heldigvis har der været megen god kunst at kigge på i 2015, så året bør ikke udelukkende betegnes som et lorteår.

Årets sidste maleri

På årets næstsidste dag - og vi taler naturligvis om 2015 - fik jeg færdiggjort et lille maleri på 50 x 65 cm. 

I den sidste tid har temaet været Silkeborg Langsø, og motivet på maleriet udgør ingen undtagelse. 

Udgangspunktet for maleriet var en diset dag, og så må man jo som maler bruge sin kunstneriske frihed til at få tågen til at lette, så baggrunden ikke helt forsvinder ud i intetheden.

tirsdag den 29. december 2015

GODT NYTÅR!

GODT NYTÅR ØNSKES ALLE LÆSERE AF DENNE BLOG

De bedste i 2015 - ifølge dagbladene



Der er almindelig enighed blandt anmelderne om, at Ingvar Cronhammars udstilling 'H' i Cisternerne hører til blandt de bedste i 2015.

 "På en delt førsteplads en billedkunstner og et kunstnerpar, der på hver deres måde forvandlede to af dansk kunsts rum til en overvældende oplevelse. Dels Ingvar Cronhammars isnende og rislende installation i Cisternerne. Dels Randi & Katrines mytologiske transformatortårne i Arkens krævende kunstakse. I begge tilfælde var der tale om, at kunstnerne fastholdt deres egenart og tog et stort skridt frem mod nye muligheder"

Kunstanmelderne på de store dagblade er begyndt at evaluere året 2015 her omkring nytår - hvilket vel er meget naturligt. 

Citatet herover stammer fra Torben Weirups tilbageblik på året der gik i Berlingske, og jeg er faktisk enig med Weirup i hans vurdering af Cronhammars udstilling i Cisternerne. Randi & Katrines udstilling på Arken så jeg ikke. 

Weirup fremhæver blandt andet også Peter Doigs udstilling på Louisiana, som han vuderer som den fjedrebedste i 2015; men hvad der er nok så besynderligt er, at dagbladet Politiken fokuserer på nogle helt andre udstillinger, end man gør på Berlingske. 

Her topper 'A New Dynasty - Created in China' der som bekendt for tiden kan ses på ARoS i Aarhus. Den udstilling er ikke (endnu) blevet anmeldt i Berlingske. 

Bemærkelsesværdigt er det også, at impressionist-udstillingen 'Monet - Lost in Translation' - også på ARoS - optræder i Politiken som bundskraber med to hjerter. Jeg ved ikke, om denne udstillings unge anmelder i Politiken måske fejlagtigt er blevet casted til opgaven, da samme udstilling i andre dagblade - minus Berlingske, der slet ikke har anmeldt den - er blevet begavet med både fem og seks stjerner. 

Det bør dog nævnes, at Politiken også har Ingvar Cronhammars 'H' i Cisternerne som et af årets højdepunkter.