'En skov af grafik - Danske Grafikere' er titlen på en udstilling, man kan se på KunstCentret Silkeborg Bad.
137 af 160 af Danske Grafikeres medlemmer har sat sig for at skabe en totalinstallation af grafiske arbejder.
Ifølge Silkeborg Bads pressemateriale er det muligt at erhverve sig en vis viden om grafik og de grafiske trykmetoder i forbindelse med udstillingen, hvilket jeg naturligvis finder forbilledligt.
Udstillingen åbner med fernisering lørdag d. 16. januar og kan ses frem helt til d. 11. september 2016.
torsdag den 14. januar 2016
onsdag den 13. januar 2016
Ørne ved Ørnsø?
I dag - og jeg ved ikke, hvordan det har været tidligere - er der færre ørne ved Ørnsø, end der er rejer i rejesalat.
Ikke desto mindre er det søens navn, og lige for tiden er jeg i gang med et maleri med Ørnsø som motiv.
Søen er beliggende, så man har fin udsigt over den fra KunstCentret Silkeborg Bad. Ja, det forholder sig faktisk sådan, at der er besøgende på kunstcentret, der er mere optaget af udsigten fra udstillingsstedets panoramasal, end de er i, hvad der optræder på de skiftende udstillinger. Jeg indrømmer, at det kan være en hård udsigt at konkurrere med.
Som en lille overspringshandling i forhold til det igangværende maleri har jeg lavet et par akvareller fra Ørnsø, og det er dem, der kan ses herover.
Procedureændring hos Lego
I efteråret røg legetøjsvirksomheden Lego ind i en sand shitstorm, da man nægtede den kinesiske kunstner Ai Weiwei (billedet) at købe et større antal Lego-klodser til et projekt i Australien.
Om det er den dårlige omtale i forbindelse med denne begivenhed, der nu har fået virksomheden til at ændre kurs, er ikke umiddelbart til at vide; men jeg har netop hørt i Radioavisen, at man fremover ikke vil spørge køberne af de klassiske klodser, hvad de skal bruges til.
Lego afviste at sælge et større antal klodser til Ai Weiwei, da man ikke ønskede at blive sat i forbindelse med projekter, der kunne have et politisk sigte.
om bekendt er Ai Weiwei en kontroversiel skikkelse i hjemlandet Kina, og man kunne nemt mistænke den store danske legetøjskoncern for at nægte kunstneren at købe produktet, da man ad den vej måske ville undgå at fornærme repræsentanterne for en nation, der udgør et kæmpemarked for Lego.
Pr. 1. januar er proceduren imidlertid ændret; men Lego anmoder ifølge Jyllands-Posten til gengæld kunderne om, at gøre det klart - hvis projekterne bruges offentligt - at Lego ikke støtter eller godkender specifikke projekter.
Om det er den dårlige omtale i forbindelse med denne begivenhed, der nu har fået virksomheden til at ændre kurs, er ikke umiddelbart til at vide; men jeg har netop hørt i Radioavisen, at man fremover ikke vil spørge køberne af de klassiske klodser, hvad de skal bruges til.
Lego afviste at sælge et større antal klodser til Ai Weiwei, da man ikke ønskede at blive sat i forbindelse med projekter, der kunne have et politisk sigte.
om bekendt er Ai Weiwei en kontroversiel skikkelse i hjemlandet Kina, og man kunne nemt mistænke den store danske legetøjskoncern for at nægte kunstneren at købe produktet, da man ad den vej måske ville undgå at fornærme repræsentanterne for en nation, der udgør et kæmpemarked for Lego.
Pr. 1. januar er proceduren imidlertid ændret; men Lego anmoder ifølge Jyllands-Posten til gengæld kunderne om, at gøre det klart - hvis projekterne bruges offentligt - at Lego ikke støtter eller godkender specifikke projekter.
tirsdag den 12. januar 2016
Bowies requiem
David Bowie (foto: Duffy/Duffy Archive and the David Bowie Archive)
"David Bowie er død, og efter 45 års kunstnerisk nærkontakt er det svært at fatte. Melankolien var en vigtig og noget overskygget side af David Bowies udtryk. I dag tillader den sig at slå igennem"
Det hører vist til sjældenhederne, at et stort landsdækkende dagblad rydder forsiden med henblik på at bringe en nekrolog over en stor kulturpersonlighed; men det er faktisk sådan, man har prioriteret hos Politiken, hvor Kim Skottes omfattende nekrolog over David Bowie optræder. En fin gestus over for den nu afdøde britiske kunstner.
David Bowie døde d. 10. januar - blot to dage efter sin 69-års fødselsdag og to dage efter udsendelsen af hans sidste plade, 'Blackstar', som skulle komme til at udgøre et smukt requiem over den dybt originale sanger og komponist.
mandag den 11. januar 2016
The Pretty Things
Knud Odde: 'The Move', 2015, tusch og akryl på papir monteret på lærred, 143 x 170 cm . (foto: Galleri Tom Christoffersen)
"Som de befinder sig her, stirrende på os fra lærredet, er det ansigtsudtrykket, der fanger os. De unge mænd ser skiftevis trodsige, selvbevidste, sårbare og, for The Moves vedkommende, næsten dæmoniske ud"
Når den psykedeliske beatgruppe fra 60'erne - The Move - bliver nævnt i citatet herover, er det fordi, Tom Jørgensen i Jyllands-Posten har anmeldt udstillingen 'The Pretty Things', som finder sted for tiden på Galleri Tom Christoffersen i København.
Kunstneren bag er Knud Odde, og som Jørgensen ganske rigtigt antyder i anmeldelsen, har Oddes fortid som bassist i rockbandet Sort Sol ofte overskygget hans kunstneriske praksis.
Det er der ingen grund til. Jørgensen giver udstillingen, der kan ses frem til d. 30. januar, fem stjerner.
Hvis der i øvrigt er nogle, der kan genkende navnet The Pretty Things, er det sikkert fordi, udstillingen er opkaldt efter en af 60'ernes vildeste indslag på den del af beat-scenen, der dengang blev betegnet som rythm'n'blues.
Faktisk udgjorde netop The Pretty Things hovednavnet ved den første koncert af dén karakter, som jeg var til - i 1966.
Jeg var 12 år...
David Bowie 1947-2016
I dag indløb meddelelsen om, at David Bowie (yderligere præsentation overflødig) er død tre dage efter sin 69-års fødselsdag.
Fødselsdagen udgjorde samtidigt dagen, hvor den legendariske sanger, komponist og performer udgav sit sidste album - mesterværket Blackstar, som i sit melankolske og mørke udtryk står som et passende requiem for den store kunstner.
fredag den 8. januar 2016
På røven ved Silkeborgsøerne
Man kan sige, hvad man vil om vinteren, når et snetæppe dækker området omkring Silkeborgsøerne; men smukt er det.
Jeg var på en længere ekskursion med henblik på at finde motiver til min kunstneriske praksis, og vinterlandskaber har såmænd deres charme; men det er godt nok en hård nød at knække, hvis man skal lave kunstværker, der ikke blot fremstår som noget "guldalder-wanna-be"-agtigt.
Dette skulle dog ikke forhindre mig i at tage et større antal fotografier på turen - og faktisk mange flere, end der optræder herover.
På et tidspunkt ville jeg lige gå en anelse tættere på søbredden ved Almind Sø; men her var grunden dækket af et massivt lag is, som jeg ikke kunne se på grund af sneen.
Hvad sker der? Jo.... Jeg går såmænd i bogstavelig forstand på røven, og slår knæ og albue ret heftigt - dog var jeg mere optaget af, om mit kamera, som jeg i momentet bar i den ene hånd, havde lidt overlast. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.
I skrivende stund er jeg lidt øm i albue og knæ, så mon ikke jeg er sluppet heldig fra mit fald?
Abonner på:
Opslag (Atom)

















