Første gang, jeg stiftede bekendtskab med maleren Lars Tygesen, var i forbindelse med en udstilling, hvor forskellige samtidskunstnere lod sig installere i slottet Kronborgs historiske interiører. Her udstillede Tygesen et kæmpestort maleri, der fremstillede en himmelseng, hvilket rent motivisk gav fint mening i forhold til omgivelserne. Siden har jeg oplevet Lars Tygesen som en kunstner, der har undersøgt, hvordan man i maleriet kan sammenfatte historiske stilarter fra blandt andet barokken med nutiden. Dette kan man se i forbindelse med udstillingen med den ganske sigende titel 'Svundne tider', der finder sted i tidsrummet 22. maj-21. august 2016 i Viborg Kunsthal.
Man kan godt få nogle halvskøre idéer, når man sidder og ser TV - og samtidigt arbejder med en anmeldelse eller noget helt tredje. For nyligt prøvede jeg at udfordre mig selv ved inden for en tidsramme på 45 sekunder at tegne af efter nogle af de kunstbøger, der befandt sig i umiddelbar nærhed af lænestolen. Efterfølgende brugte jeg tegningerne i en kunstquiz-agtig gættekonkurrence på Facebook, hvor der ret hurtigt var forstandige folk fra kunstmiljøet, der gættede på tegningernes ophav. Jeg ved ikke, hvor længe jeg gider atlave sådanne jokes, men det er i hvert fald underholdende - for mig!
Et af de kunstværker, der gjorde størst indtryk på mig, da jeg besøgte Documenta 13 i Kassel i 2012, var den omfattende videoinstallation 'TheRefusalof Time' af den sydafrikanske konceptkunstner WillamKentridge. Den omtalte installation vil være en del af en stor udstilling med et bredt forankret udsnit af Kentridge's værker fra en længere årrække, og denne udstilling kan ses i Martin-Gropius-Bau i Berlin fra d. 12. maj og frem til d. 21. august. Udstillingen 'NoIt Is!' finder derfor sted, mens jeg befinder mig i den tyske hovedstad, så mon ikke jeg aflægger det fine udstillingssted et besøg i dén anledning? Sidst jeg besøgte Martin-Gropius-Bau, var det meste af udstillingsområdet lukket ned pga. en stor filmfestival; men nu tager jeg revanche!
Man kan
måske mene, at bogudgivelsen om billedhuggeren Erland Knudssøn Madsen, som
udkommer i disse dage, burde have været lanceret i forbindelse med åbningen af
kunstnerens store retrospektive udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad i
januar.
Der er dog i langt højere tale om en biografi om kunstneren end et
egentligt udstillingskatalog, hvilket klart retfærdiggør, at bogen først er ude
her i maj.
Samtidigt rummer den en masse fotografier fra netop udstillingen på
Badet, og disse er med vanlig akkuratesse skarpt udført af fotografen Lars Bay,
som i øvrigt fylder 70 år i skrivende stund.
Hermed både tillykke til mr. Bay
med fødselsdagen og hr. Madsen med den smukke udgivelse.
Udstillingen PULS kan i
øvrigt ses på Silkeborg Bad frem til den 28. august.
De tre øverste tegninger herover er fra en bustur, hvilket også fremgår af teksten, jeg for det meste forsyner mine skitser med. De nederste er tegnet ved mit første strandbesøg i 2016. Sådanne tør jeg godt love, der kommer flere af. Alt afhænger naturligvis af vind og vejr; men i skrivende stund har maj måned vist sig fra sin smukkeste side.
Det er ikke mange kunstnere, der har et museum i eget navn; men i Gudhjem på Bornholm ligger et af Danmarks smukkest beliggende kunstmuseer, og dette museum er dedikeret til maleren Oluf Høst (1884-1966). Desværre er museet nu i så voldsomme økonomiske problemer, at man har været tvunget til af afskedige direktør Jens Henrik Sandberg pr. 1. september 2016. Desuden har bestyrelsen set sig nødsaget til at frasælge nogle af bygningerne, som har tilhørt museet. Det er naturligvis trist, når et fint museum er truet på sin eksistens; men jeg er sikker på, at årsagen til situationen skal findes i, at det efterhånden er så vanskeligt - og dyrt - at komme til Bornholm, at det potentielle publikum, der kan findes blandt turister og tilrejsende, mangler i regnskabet. For en jyde er en tur til Bornholm ensbetydende med to broafgifter plus en færgebillet fra Ystad til Rønne. Økonomi kan diskuteres på flere niveauer!
"Vores film udspringer af et ønske om at vende tilbage til kroppene, som de er. Vi ser, hvordan mange unge mennesker i dag er ekstremt blufærdige og ikke klæder om foran hinanden, Facebook fjerner brystvorter og unge kvinder bliver ofre for hævnporno. Den frie nøgne krop er blevet enormt skamfyldt. Med filmen vil vi gerne gøre op med kropsforskrækkelsen, skammen og forestillingen om den perfekte krop"
Udtalelsen er fremsat af skuespiller og koreograf Pernille Koch i dagbladet Politiken - og anledningen er dels, at avisen har sat fokus på nøgenhed i det mere eller mindre offentlige rum samt på teaterscenerne, og dels med fokus på filmen 'Fordi vi også er alt det, vi har mistet', der har premiere d. 11. maj i Cinemateket i København.
Kunstnerkollektivet Blue Tit står bag filmen (som man kan se en trailer fra herover) og den skal ifølge kollektivets tre repræsentanter ses som et opgør med den nypuritanske kropskultur, som præger det danske samfund.
Spørgsmålet er, om ikke denne kropsforskrækkelse har været der hele tiden? Den er blot blevet mere udtalt i kraft af mediernes fascination af nøgenhed i religiøse og filosofiske sammenhænge.
Heldigvis findes der ved de danske strande oaser, hvor den slags problematikker ikke eksisterer - og det er forår!!!
