Bruun Rasmussen i sag om kunstforfalskning

For tiden kan man på landsdækkende dansk TV se en serie, der viser auktionshuset Bruun Rasmussens direktør Jesper Bruun Rasmussen som en jovial herre, der hylder "gamle København" som det dejligste sted på jord. 

Muligvis er den joviale attitude svækket en anelse, siden dagbladet Politiken i en stort anlagt artikel af Camilla Stockmann har kunnet afsløre, at et maleri malet af den islandske Cobra-maler Svavar Gudnason, tilsyneladende er en forfalskning. 

Auktionshusets ekspert indenfor moderne kunst, Kasper Nielsen, afviste i første omgang, at der var tale om et falskneri - og derfor blev maleriet for nyligt solgt på auktion hos Bruun Rasmussen. 

Denne auktion blev overværet af en islandsk ekspert, som omgående kunne fortælle, at der var tale om en forfalskning, som tidligere har været genstand for tvivl angående værkets ægthed. 

Dette oplyste man hverken de fremmødte ved auktionen eller den nye ejer af værket om. En byder på telefonen fik maleriet, da prisen nåede 30.000 kr., men værket kan vel dårligt være kr. 300 værd? 

"Set i bakspejlet er det klart, at jeg ville have ønsket, vi havde gravet noget mere i den her sag", udtaler Kasper Nielsen, hvilket vel klart signalerer, at han erkender, der er noget galt med det solgte maleri. 

Køberen af maleriet er blevet garanteret, at han vil få købssummen tilbage, hvis undersøgelser viser, at maleriet ikke er ægte; men den forklaring finder den islandske ekspert Ólafur Ingi Jónsson ikke plausibel. 

Han har anmeldt sagen til politiet, og har i sin anmeldelse inkluderet auktionshuset.

Billederne herover viser henholdsvis maleriet 'Komposition' af Gudnason fra 1941 og - nederst til højre - maleriet, som man antager, er en forfalskning fra 1990'erne. (fotos: Kunsthallen/Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Lidt om sammenslutninger

"Men kunstnersammenslutningerne rummer en kollegial tilgang, som ingen kurator umiddelbart kan erstatte, og det er både kunstnersammenslutningernes styrke og svaghed. En styrke, fordi det skaber interessante kunstnerkonstellationer på tværs af generationer og medier, der er mangfoldige, modstridende og uventede, og som giver en kunstnerisk dynamik og udveksling, der ikke ses andetsteds. Og en svaghed, fordi det nemt kan virke uklart og usammenhængende for formidlingen til publikum, da der ikke er en bestemt tematik eller entydig fortælling at hænge udstillingerne op på"

Citatet er hentet fra en klumme forfattet af billedkunstneren Jesper Rasmussen i kunstportalen Kunsten.nu. 

Under overskriften "Hvad skal vi med kunstnersammenslutninger?" beskriver Rasmussen fordele og ulemper ved denne udstillingsform, og da klummen er publiceret umiddelbart i forlængelse af åbningen af Decembristernes udstilling i Den Frie Udstillingsbygning i København, som Rasmussen deltager i, kan man vel godt tillade sig at bruge denne udstilling som reference i forhold til nogle af skribentens anskuelser. 

Jeg er for eksempel meget i tvivl om, hvor mange uventede og kunstnerisk dynamiske eksempler man kan finde på årets udgave af Decembristerne. 

Naturligvis findes der glimrende værker på udstillingen; men netop det alsidige aspekt afstedkommer - som Rasmussen ganske rigtig anfører i sin tekst - et noget diffust helhedsindtryk. 

Decembristerne kan ses på Den Frie frem til d. 8. januar 2017.

Værkerne, der illustrerer dette blogindlæg er produceret af Elmer, Hans Chr. Rylander, Doris Bloom og Torben Ribe.

Fem dage med masser af kunst

Jeg er netop hjemkommet efter en lille uge i København, hvor jeg naturligvis ikke forsømte nogen lejlighed til at finde ud af, hvad hovedstaden har at byde på, når det drejer sig om billedkunst. 

Når man nu er i København, er det helt oplagt at besøge kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som indtil d. 8. januar viser malerier af den tyske kunstner Daniel Richter. 

Denne udstilling er bestemt seværdig - og det samme er en ganske omfattende udstilling samme sted med værker af Louise Bourgeois. Udstillingen berører emnet celler, som er bygget op omkring diverse skulpturer og genstande, og det er fra denne udstilling, billederne herover stammer. 

Senere på ugen besøgte jeg Decembristerne i Den Fries udstillingsbygning. Jeg har en del fotos fra denne udstilling, som jeg vil redigere og uploade senere. 

Jeg har også nogle billeder fra Sergej Jensens udstilling på Statens Museum for Kunst. Disse vil også blive vist på et tidspunkt på Flickr-kontoen. 

Det var dog en udstilling med Auguste Rodins tegninger, der fængede mest på nationalgalleriet. Man viser på Statens Museum for Kunst denne udstilling frem til d. 15. januar, så her er der også lidt tid at løbe på. 

Efter disse udstillinger besøgte jeg det meget levende område Kødbyen, hvor flere gallerier har slået sig ned. 

Jeg besøgte V1, Gether Contemporary og afslutningsvis Galleri Bo Bjerggaard, som viser udstillinger med fotografen Per Bak Jensen og den norske billedkunstner Per Inge Bjørlo.

Richters ensomme slogans

Der ligger en sær dyster overtone i mange af den tyske maler Daniel Richters værker, hvilket måske ikke er så underligt, da han har en historie, der blandt andet bringer ham i forbindelse med det tyske punk-miljø.

Richter er født i 1962, og kan for tiden ses på en omfattende udstilling på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Den har titlen 'Lonely Old Slogans'.

Jeg så udstillingen forleden dag, og den er klart anbefalelsesværdig. Den slutter d. 8. januar 2017.

Ung kunstner om døden

Michael Würtz Overbeck: 'Fading Structures I-IV, 2016

"Det drejer sig ofte om, at du skal dø - og ikke dine medmennesker. Det bliver på den måde en egocentrisk synsvinkel, når det handler om, at du selv skal nå at have noget ud af livet, inden du dør. Måske handler det mere om at nå at sætte pris på de mennesker og de ting, der er lige rundt om en, inden det er for sent"

Udsagnet er fremsat af den forholdsvis unge kunstner Michael Würtz Overbeck, hvor han i et interview med kunstportalen Kunsten.nu gør rede for nogle af de overvejelser, han har gjort sig i forbindelse med sin ganske minimalistiske og dog ret overrumplende udstilling ' The Reminiscences of What Once Was'. 

Ganske vist fremstår titlen som en nøje udtænkt konstruktion, hvilket også gælder den af Statens Kunstfond præmierede udstilling, der er bygget op om et labyrintisk rum i udstillingsstedet Spanien 19 C i Aarhus. 

Jeg bliver næsten altid en anelse forstemt, når unge mennesker i almindelighed - og kunstnere i særdeleshed - gør sig interessante på vegne af døden. Det anliggende burde de overlade til os andre halvoldinge. 

Jeg så Overbecks udstilling for nyligt på opfordring af en repræsentant fra Stens Kunstfond, og man bør i hvert fald se den, blot for i det mindste at tilegne sig en mening om den; men det skal være snart, da den lukker d. 11. december.

Willumsen og vægfarverne

"ARoS' radikale tilføjelse til denne nutidsradikaliserede Willumsen-fortolkning er især en række sale, hvor værkerne er sorteret efter farver og vises på komplementært pangmalede vægge. Pink billeder på gule vægge, gule billeder på pink vægge, røde og grønne på samme måde. Det er et radikalt valg, for de nærmest fluorescerende vægfarver både forstærker maleriernes farver og truer med at tage overhånd og nærmest suge energi ud af dem. Det er i hvert fald et vildt og vovet vægfarvevalg, for nu at parafrasere udstillingens titel. Men jeg kan godt lige forsøget."

Som hos andre anmeldere har Mette Sandbye i Weekendavisen sat et vist fokus på de rum, der er malet i heftige nuancer i forbindelse med J.F. Willumsen-udstillingen på ARoS i Aarhus. 

At disse vægfarver på samme tid forstærker maleriernes farver og suger energien ud af dem, har jeg lidt svært ved at se sammenhængen i; men ikke desto mindre er det en god og præcis beskrivelse, Sandbye leverer i avisen, og udstillingen er bestemt seværdig!

Kiefer i London

Anselm Kiefer: 'An Intimation of Apacolypse' (foto: White Cube Gallery)

"Man går ind i White Cube Gallery i det sydlige London, men i stedet for den sædvanlige klassiske hvidhed, oplever man at blive kastet ind i en gravkapelagtig, metallisk hule, hvor hospitalssenge medblytæpper og puder er linet op, som optræder de i de sidste dage af en verdenskrig"

Den tyske billedkunstner Anselm Kiefer er født i 1945 - året hvor 2. Verdenskrig fandt sin afslutning. 

Ikke desto mindre har Kiefer - som så mange andre tyskere - været præget af krigen og alle de sår, som nazisterne påførte Tyskland i kraft af et monumentalt begær efter magt. 

Kiefers kunst er alt andet end hyggelige gengivelser af hverdagen. Han rammer alle følelser hos beskueren på flere niveauer, og hvordan det aktuelt ser ud, kan man se i forbindelse med en udstilling, der finder sted i White Cube Gallery i Bermondsey Street i London. 

Citatet herover er hentet fra The Guardian's anmeldelse, som blev publiceret for nyligt. Her giver avisens kunstanmelder Jonathan Jones fem ud af fem mulige stjerner til Kiefer-udstillingen Walhalla, som kan ses frem til d. 12. februar.