På besøg hos Jacob A. Riis i Ribe

Overskriften skal naturligvis ikke på nogen måde tages bogstavelig, da et besøg hos reformisten, forfatteren og ikke mindst fotografen Jacob August Riis ville være umuligt, da han døde i 1914. 

Når jeg benytter mig af termen, skal det perspektiveres i, at man for ganske nyligt indrettede et museum i Riis' barndomshjem i Ribe, og her har jeg været på besøg. 

Jacob A. Riis er nok herhjemme mest kendt for sine fotografiske skildringer af tilværelsen blandt fattige indbyggere i New York, og årsagen til, at han var i stand til at beskrive denne scene såvel i ord som i billede, bør findes i, at Riis udvandrede fra Danmark i 1870 (han blev født i Ribe i 1849) og beskrev sine oplevelser journalistisk og - som nævnt - fotografisk. 

Museet i Ribe er i højere grad et historisk museum frem for et museum, der beskæftiger sig med Riis som fotograf ud fra et kunstnerisk princip. 

Således er eksempler på de mange fotografier, som må betragtes som banebrydende inden for det socialrealistiske fotografi, blot sat op som illustrationer på store plancher, hvilket naturligvis er glimrende, når historien om Riis skal fortælles. 

Jeg savner dog lidt af den autenticitet, der kunne komme i spil med nogle originale værker. 

Til gengæld fortælles historien grundigt om personen, om hvem USAs præsident Theodore Roosevelt beskrev til Riis' enke, da han døde i 1914: "Jeg er i en større sorg, end jeg kan beskrive. Det er som om, jeg har mistet en bror". 

Jacob A. Riis blev 65 år gammel.

På udflugt til Vadehavet

Da vi besøgte Vadehavscentret i Vester Vedsted, var det faktisk næsten på 50 års-dagen, i forhold til, da jeg sidst besøgte den lille by, hvorfra man kan blive befordret over til vadehavsøen Mandø. 

Dengang var det i forbindelse med et lejrskoleophold, men for nyligt var det med henblik på at opleve Vadehavscentret, der i mellemtiden er blevet opført netop her. 

Centret er for nyligt blevet udvidet til 2.800 kvadratmeter udstilling og formidling, og arkitekturen i sig selv er et besøg værd - om ikke centrets væsentligste aktiv? 

I Vadehavscentrets formidlingsmateriale hedder det blandt andet: "Arkitekturen er verdensarkitektur, der i det følsomme og åbne marsklandskab næsten vokser op ad jorden. Arkitekturen vidner om digerne og marskens lange linjer. Materialevalget er tagrøret, der dominerer og skaber en bygning med tagrør på tag, underlag og vægge - tagrøret, der har været marskens byggemateriale gennem århundreder". 

Indvendigt kan man opleve diverse elementer fra Vadehavet og her er det mest fascinerende - efter min mening - et lavteknologisk greb, man har foretaget ved at lade et bassin vise, hvordan livet i det lave vand i Vadehavet udfolder sig. 

Men der er meget at kigge på, og meget at lade sig fascinere af på Vadehavscentret, men arkitekturen - udviklet af Dorte Mandrup Architects - er centrets æstetiske omdrejningspunkt.

Behncke/Papfar på Museum Jorn

Således har Museum Jorn, Silkeborg valgt at illustrere den kommende Søren Behncke-udstilling (foto: Museum Jorn, Silkeborg)

"Søren Behnckes kunst taler et universelt og banalt billedsprog, der med sine referencer til det overfladiske og midlertidige giver stof til eftertanke. Gennem sine simple, subtile og poetiske aktioner, parodierer og afprøver han meningen med den menneskelige tilværelse og kulturens mekanismer. Samtidig manifesterer sig i Papfarens humoristiske genbrugskunst globale økologiske statements og den anti-autoritære opfordring til at bryde hverdagens faste mønstre for at give mening med livet"

Således kan man læse på Museum Jorns hjemmeside i forbindelse med Søren Behnckes udstilling 'Mash Up Banale intimiteter', som kan ses på museet i tidsrummet 17. august-8. december. 

Når jeg læser teksten vedrørende Behnckes udstilling, bliver jeg faktisk lidt i tvivl om, hvad sagen drejer sig om, da jeg ikke rigtigt kan få det skrevne til at give mening i forhold til det kendskab, jeg har i forbindelse med Papfars ofte ironiske og morsomme kunstværker tit udført i pap. 

Måske er der sket et skred i kunstneres praksis hen imod noget stærkt intellektuelt; men det håber jeg da ikke... 

Uanset hvilke kriterier, udstillingen i Silkeborg foregår under, har jeg planlagt en anmeldelse af den, så måske bliver jeg og en masse andre kunstinteresserede meget klogere.

Tre ledige direktørstillinger i Aalborg

Planerne for Spritten i Aalborg tager form på tegnebrættet (foto: Henning Larsen Architects)

Man kan nok svagt insinuere, at der er gang i rotationsprincippet, når det drejer sig om de væsentligste udstillingsinstitutioner i Aalborg. 

Der er ingen tvivl om, at netop Aalborg er godt og grundigt i gang med at indskrive sig som en central kunstby i Danmark, og det ikke mindst på grund af et nyt kunst- og kulturcenter, der vil se dagens lys i løbet af et par år. 

Artcenter Spritten er, som navnet antyder, beliggende på den gamle spritfabrik, der blandt andet har lagt navn til den berømte røde Aalborg foruden en masse andre festlige drikkebare produkter. 

Her er der allerede planlagt en stor skulptur af Tomás Saraceno, som vil udgøre en form for vartegn for stedet. 

Jeg har tidligere her på siden nævnt, at kunstmuseet Kunsten siger farvel til museets direktør Gitte Ørskou, som tiltræder på Moderna Museet i Stockholm, ligesom Kunsthal Nords kunstneriske leder Henrik Broch-Lips også har fundet et nyt job. 

Tre ledige lederstillinger er altså således i spil i Nordjyllands største by - og det giver helt klart nye og spændende perspektiver i forhold til kunstmiljøet ikke blot i Aalborg, men i hele Jylland.

F.M. Einheit

For nyligt kunne jeg berette her på blog'en om en udstillingsåbning, der fandt sted i Kunsthal Nord i Aalborg, og jeg kunne ved samme lejlighed kort beskrive en performance af den tyske kunstner F.M. Einheit.

Jeg syntes ikke, I skulle snydes for et kort eksempel på Einheits elektroakustiske verden, hvor computerens lydsprog blandes med akustiske lydeffekter fremstillet ved hjælp af fjedre, ral samt diverse værktøjer.

Jeg optog flere sekvenser under koncerten, og jeg håber på et tidspunkt at få tid til at sammenfatte disse til i et længere videofrekvens.

Riimfaxe - 50 år

Billedet her er fra åbningen af en tidligere udstilling med Riimfaxe. Mon ikke den kommende fernisering bliver mindst lige så velbesøgt? (foto: Ole Jørgensen)

"Kunstnersammenslutningen Riimfaxe fejrer i år 50 års jubilæum. Sammenslutningen har 15-20 medlemmer fra Danmark, Tyskland, Sverige, Israel og Finland. Medlemmerne arbejder og udstiller individuelt. Hvert år er der fællesudstillinger i Danmark og i Tyskland, ofte med et tema som oplæg til diskussion mellem kunstnerne og mellem publikum indbyrdes"

Årsagen til min pludselige fokus på sammenslutningen Riimfaxe skal naturligvis findes i grupperingens 50 års jubilæumsudstilling, der blandt andet er blevet beskrevet, som det kan læses herover på Kunstpakhusets hjemmeside. 

Kunstpakhuset er som bekendt beliggende ved Ikast Station, og netop her åbner Riimfaxejubilæumsudstillingen med titlen 'Shelter', d. 16. august kl. 16. 

Udstillingen åbnes af denne blogs redaktør.

Byggemarkedsobjeker og performance

"Radikal" var et ord, der gik igen adskillige gange under åbningen af udstillingen 'Provisorisk landskab' med objektbaserede værker af de to kunstnere Jan Danebod og Peter Olsen, der begge er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi. 

Udstillingen finder sted i Kunsthal Nord i Aalborg og markerer samtid kunsthallens ti års jubilæum som udstillingsinstitution. 

Hvor radikal udstillingen er, vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da jeg lige for tiden er i gang med en anmeldelse. Jeg kan dog sige så meget, som at udstillingen kan ses frem til d. 20. oktober. 

Ved åbningen lavede den tyske musiker F.M. Einheit en performance, hvor han sammenfatter lyde fra industriobjekter med elektronisk kompositionsmusik. 

Det var en stor oplevelse at høre Einheit, som i sin tid var med til at danne det tyske avantgardeensemble Einstürzende Neubauten. 

Han har dog for længst forladt denne gruppe, og bor i dag ude i en skov i Bayern i nærheden af Østrig.