tirsdag den 14. maj 2024
Viborg Kunstforening lukker
mandag den 13. maj 2024
'Kaleidoscope' i Viborg Kunsthal
»Installationen består af flere ”spejlstande” projiceret med lys, som reflekterer geometriske lysformer på udstillingsrummets vægge. Ved at røre ved ”spejlstanderne” kan besøgende aktivere udstillingen og dermed skabe nye refleksioner rundt i lokalet«
Hvis man mener, at ovennævnte uddrag fra beskrivelsen af udstillingen ’Kaleidoscope’, som viser en installation af den dansk-finske kunstner Anna Taina (født 1986), skal man i udstillingsperioden 17. maj-8. september besøge Viborg Kunsthal, hvor man kan opleve noget, der i hvert fald ser ret fotogent ud i relation til beskrivelsen.
Samtidigt viser kunsthallen en udstilling ’Måne op’ med værker og ord af Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen.
Jeg har besluttet mig for at deltage i udstillingsåbningen, og mine indtryk vil naturligvis kunne læses her på blog'en efterfølgende.
fredag den 10. maj 2024
Krig i Guldalderen
På kunstmuseet Den Hirschsprungske Samling i København kan man for tiden se en ikke uinteressant udstilling, der omhandler de to krige med Danmarks sydlige nabo Tyskland i henholdsvis 1848 og 1864.
Der er noget næsten symbolsk i, at den danske guldalder inden for malerkunsten af flere kunsthistorikere er blevet erklæret for afsluttet i året 1848, da flere malere inden for genren døde dét år, og allermest billedligt kan denne kendsgerning symboliseres i kraft af, at det store talent inden for malerkunsten J. Th. Lundbye omkom under 1848-krigen angiveligt i en vådeskudsulykke.
Lundbye er en af flere kunstnere, der har skildret krigen i 1848, men det er de såkaldte ”bataljemalere” fra perioden, der har skabt de gennemarbejdede værker.
Maleren Niels Simonsen specialiserede sig nærmest i krigsskildringer på lærred. Det samme gjorde Jørgen V. Sonne, som samtidig er en af de toneangivende guldaldermalere.
Udstillingen har fået gode anmeldelser og autenticiteten står flot i en scenografi, der kan ses og opleves i det fine museum frem til d. 28. juli.
onsdag den 8. maj 2024
Giacometti på Nationalgalleriet
»Det er, som om selve evigheden er indkapslet på denne nye Giacometti-udstilling«.
Ganske vist er udstillingen ikke længere så ”ny”, som Kristeligt Dagblads anmelder antyder for nogle måneder tilbage i sin vurdering af udstillingen ’Hvad øjet ser’ med værker af netop Alberto Giacometti på Statens Museum for Kunst.
Jeg har netop selv oplevet og set udstillingen og jeg er ganske pænt på bølgelængde i relation til de seks ud af seks mulige stjerner, som bliver delt ud i Kristeligt Dagblad.
Udstillingen er smukt iscenesat og giver et stærkt indblik i Giacomettis metode.
Alberto Giacometti blev født i 1901 og døde i 1966, men til gengæld kan den fremragende udstilling ses på Nationalgalleriet i kort tid endnu - nemlig frem til d. 20. maj.
søndag den 5. maj 2024
Anish Kapoor i stor klasse i Arkens vanskelige udstillingsrum
De fleste, der kender kunstmuseet Arken, er klar over, at museets centrale udstillingsrum udgøres af en akse, der ender i et forløb, hvor rummet nærmest i bogstavelig forstand går op i en spids.
fredag den 3. maj 2024
98-årig i dagligt vigør
For nylig rundede billedkunstneren og kunsthåndværkeren Grete Balle 98 år, og dette indlæg skal for så vidt ikke hylde en moden kunstners forbilledlige behov for dagligt at skabe nye og vitale kunstværker.
Ikke desto mindre vil jeg lige skyde en bemærkning ind om en udstilling, jeg tidligere har omtalt på hjemmesiden her, og det drejer sig naturligvis om Grete Balles udstilling ’Malerier m.m.’ hos Galleri Valdal i Valby ved København.
Jeg har netop set udstillingen i det fine galleri, som absolut er et besøg værd, og det ikke mindst på grund af den aktuelle udstilling.
Man skal blot skynde sig, hvis man med egne øjne vil se udstillingen med værker af kunstneren, som jeg ikke vil tøve med at kalde en legende i dansk billedkunst.
Den kan ses frem til d. 11. maj, så det er med at finde vej til Bykildevej 8 i 2500 Valby.
onsdag den 1. maj 2024
På sommerudflugt til Humlebæk


































