søndag den 8. juni 2025

Haberkorn om Jungwirth

 

Det bør ikke være en hemmelighed, at da udstillingen med den østrigske kunstner Martha Jungwirth åbnede på Museum Jorn i Silkeborg, begavede jeg udstillingen med seks (ud af seks) stjerner i min anmeldelse på portalen KULTURINFORMATION.

Nu har Museum Jorn imidlertid produceret en lille reportage i videoform, hvori museets overinspektør og udstillingens kurator Lucas Haberkorn fortæller om udstillingen og oplevelserne med Jungwirth.

Reportagen kan ses herover.

fredag den 6. juni 2025

Anmeldelse af 'Imaginature' på KunstCentret Silkeborg Bad publiceret






































For nylig besøgte jeg KunstCentret Silkeborg Bad, der sommeren over viser udstillingen ’Imaginature’, som er et koncept, der i nogen grad er udviklet til børn og deres forældre; men – hvilket forhåbentlig fremgår af min anmeldelse på KULTURINFORMATION – vi andre kan også se med og få en oplevelse ud af udstillingen, som er kurateret af den tjekkiske kulturperson og teaterinstruktør Matêj Forman, hvilket antyder, at udstillingen er sammensat af installationer, projekter og kunstværker af tjekkiske kunstnere. 

Udstillingen kan ses frem til d. 24. august og min anmeldelse kan læses HER>

 

torsdag den 5. juni 2025

James Turrells 'The Dome' bliver forsinket på grund af konkurs

 

Det er lysindfaldet i toppen af den cirkulære konstruktion nederst til højre i billedet, der udgør problemet i den uheldige sag (visualisering: Aarhus Kommune)

Om ganske kort tid åbnes et nyt udstillingsareal på kunstmuseet ARoS i Aarhus og netop dette område skulle være bindeleddet mellem museets nuværende miljø og konceptet ’The Dome – A Skyspace by James Turrell’, der er en rund konstruktion, som for tiden er under opførelse foran museet. 

Det var meningen, at museet således skulle bringes til ”The Next Level” i indeværende år, men ifølge Århus Stiftstidende er projektet udsat på ubestemt tid pga. af en konkurs hos firmaet, der skulle udvikle og producere lysindfaldet i toppen af konstruktionen. 

En ny leverandør er nu fundet; men det bliver ikke billigt for Aarhus Kommune at få et nyt firma på opgaven, som er helt specifikt beregnet til netop dette projekt. 

I samme moment skulle det alternative projekt godkendes af James Turrell, og alt tager som bekendt tid, og således er indvielsen udsat til – sandsynligvis – 2026. 

En ting er tidsperspektivet – en anden den endelige pris, som vil lande på 24,4 millioner kroner i stedet for de budgetterede 18,7 millioner kroner. 

Hvad værre er, at Aarhus Kommune havde forudbetalt 17,8 millioner kroner som en form for forskud til det konkursramte firma. 

Som stiften.dk skriver i sin reportage: »Pengene var hældt i et konkursbo, før arbejdet var udført«. 

Ord som ”amatøragtig” optræder blandt Aarhus Kommunes repræsentanter i Byrådet, og det må næsten siges at være en underdrivelse.

onsdag den 4. juni 2025

Chatbots som journalistisk værktøj

 

»Jeg har længe haft min tvivl om, hvorvidt medierne kan bruge kunstig intelligens til andet end at skrive bånd ud, for når mine kolleger og jeg stiller diverse chatbots konkrete spørgsmål, kommer der det mest forrykte sludder tilbage. Alene tanken om, at de skal overtage journalistisk arbejde, er det samme som at lægge en i forvejen presset branche i graven«


Alle ved efterhånden, at dagbladet Politiken i en faktaboks omhandlende en kendt dansk forfatter havde fyret så mange urigtige oplysninger af, at det nærmede sig det komiske. 


Det er imidlertid ikke morsomt, og når en af avisens journalister, Hans Davidsen-Nielsen, i et debatindlæg blandt andet skriver, som det er citeret herover, kan jeg godt forstå, at han er bekymret på branchens vegne. 


Jeg tror imidlertid, at dagbladenes vej mod afgrunden er ret direkte. Det er ikke noget, man behøver chatbotten Magnas hjælp til. 


Det handler i lige så høj grad om redaktionelle prioriteringer. Kunne man f.eks. læse i avisen, at Chelsea forleden dag vandt Conference League? Nej, såmænd! 


Og hver gang, jeg har påpeget over for læsernes redaktør, at det altså IKKE er Flemming Antony, der har skrevet melodien til ’Rød-hvide farver’, bliver jeg brutalt ignoreret. 


Næh, min ven. Der er tale om en fordanskning af sangen ’Blue is the Colour’, der er komponeret af Daniel Boone og Rod McQueen, som skrev sangen i forbindelse med Liga Cup-finalen i 1972, hvor Chelsea F.C. tabte til Stoke City på Wembley Stadion i London. 


Senere brugte Antony melodien som udgangspunkt for det danske landsholds deltagelse ved de Olympiske Lege i München samme år. Så er dét på plads!


Jeg fik oplysningerne vedrørende 'Blue is the Colour' på ChatGPT - så jeg skal såmænd ikke gøre mig bedre, end jeg er... "Men du dobbelttjekkede vel oplysningerne?" 


Næh, det gad jeg ikke! 

Sommerauktion over moderne kunst hos Bruun Rasmussen

 

Maleriet her af Erik Raadal (1905-1941) kommer blandt andre under hammeren ved den næste liveauktion over moderne kunst hos Bruun Rasmussen. Raadal døde desværre meget ung i 1941 og fandt mange af sine motiver omkring Gjern tæt på Silkeborg: ’Søndag på heden’ (Landskab med figurer) er malet i 1938-39 og måler usædvanligt for Raadal hele 136 x 200 cmVurd.: 75.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

En god bekendt af mig, som er ganske erfaren udi at erhverve sig kunst på auktioner, fortalte mig en gang, at det bedste tidspunkt at byde på kunstværker, er i juni måned, da der tilsyneladende er opstået en form for mæthed blandt kunstsamlere på det tidspunkt i relation til at købe ny kunst til samlingen. 

Om det også er tilfældet, når Bruun Rasmussen Kunstauktioner senere på måneden åbner for en liveauktion over moderne kunst, kan man så nu kun gisne om, men det skal da være interessant, om et maleri – blot et eksempel – af Asger Jorn fra 1955 kan sælges for vurderingen, der lyder på 1.000.000-1.200.000 kr. 

Man finder naturligvis en bred vifte af nyere kunst på auktionen, der finder sted d. 18. juni. Fra kl. 16.00.



tirsdag den 3. juni 2025

Mens vi venter på sommer

 



Her ved indgangen til juni burde den første sommerdag for længst have været en realitet. 

En sommerdag i meteorologisk forstand udmåles efter, om der på et tidspunkt på den pågældende dag har været 25 grader eller derover et sted i kongeriget; men det har vistnok ikke – endnu – været tilfældet. 

Jeg havde dog lige et par tegninger fra mit sidste besøg ved favoritstranden til at ligge. 

De af nu affotograferet og kan ses herover.

søndag den 1. juni 2025

Hvorfor maler, tegner og trykker jeg, hvad jeg gør?

 

’Strand – ungt par’. Oliepastel og akvarel på Hahnemühle Britannia akvarelpapir. 20 x 29 cm

Spørgsmålet er ikke blot væsentligt, men nærmest eksistentielt i min kunstneriske praksis. Og så hører det med til fortællingen, at jeg har stillet mig selv de samme spørgsmål utallige gange – dog uden at være i stand til at udvikle et kvalificeret svar. 

Jeg forestiller mig ofte, at andre stiller mig det samme spørgsmål, og her vil fælden naturligvis klappe omgående. 

Spørgeren forventer et svar, og ikke blot en gang udenoms-snik-snak

Der ligger ikke nogen filosofisk årsag til metode eller valg af motiver; men bevæger man sig dybt nok ned i en kunstners underbevidsthed, vil der sikkert dukke nogle højst overraskende svar op. 

Jeg er blot ikke i stand til at fyre dem af fra hoften; men jeg kan da sige, at motivvalget er forankret i simple iagttagelser fra den virkelige verden, som det er tilfældet i det lille værk, der er gengivet herover. 

Så kan den skarpsindige læser antyde, at der er verdener uden for strandkanten. 

Det er rigtigt, men nu er det altså stranden, der er i fokus – så længe, det varer. 

Det ved man aldrig!