onsdag den 9. juli 2025
HEART ramt af millionunderskud
mandag den 7. juli 2025
Rembrandt, Dürer og Hammershøi til småpenge
lørdag den 5. juli 2025
Ribe Kunstmuseum skærper samlingen
»Så har vi Rude. Så har vi Giersing. Så har vi Weie og Lundstrøm, men der er så også nogen, vi ikke har«
Udtalelsen fremsat af museumsdirektør Anne-Mette Villumsen er blot en lille detalje i forhold til en reportage, jeg lavede ved årsskiftet om Ribe Kunstmuseum.
Til dels kom samtalen mellem museumsdirektøren og mig til at handle om museets samling og prioriteringen af den modernistiske kunst.
Siden har Ribe Kunstmuseum skærpet samlingen og ifølge netmediet rykindribe.dk med ikke mindre end 12 nye værker.
Her er det interessant at nævne netop et væsentligt modernistisk værk af maleren William Scharff (1886-1959), som netop tilhører kredsen af modernister, der havde en stor betydning i begyndelsen af 1900-tallet.
Maleriet ’Hønsebillede’ fra 1917 blev således erhvervet med støtte fra Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet af Ribe Kunstmuseum ved en auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner tidligere i år.
Maleriet var vurderet til 200.000-250.000 kr.; men prisen røg altså op i 750.000 kr. for maleriet.
Ud over dette værk har Ribe Kunstmuseum erhvervet et landskab af Scharff, et maleri af Astrid Holm samt et antal skulpturer af Astrid Noack.
torsdag den 3. juli 2025
Telefontegninger
Altså bortset fra, at jeg ikke talte i telefon, mens jeg lavede disse tegninger på bagsiden af nogle giro-indbetalingspapirer, er det nok sådan, de fleste oplever tegninger, som er produceret uden synderlig grund – blot ud af intuition, og efter hukommelsen, måske?
Jeg klæbede efterfølgende tegningerne op i en skitseblok og så blev de med ét ret eksklusive, men det sjove er, at den spraylim, jeg brugte, gjorde tegningerne fugtige så man kan ane teksten fra det oprindelige ark gennem papiret.
Jeg valgte at opfatte det som en gave til værkerne.
onsdag den 2. juli 2025
'Kunsten... og dem der gjorde det' på vej som e-bog
tirsdag den 1. juli 2025
Ud i det
Jeg overhørte en samtale mellem en kvinde og en mand ved stranden den 1. juli.
Her burde man vel forvente, at vandtemperaturen ved min favoritstrand i Østjylland havde nået et anstændigt niveau; men det er stadig – undskyld mig – pissekoldt, og dialogen mellem de to drejede sig netop om, at kvinden blot konstaterede, at det handler om at kaste sig ”ud i det”, ellers kommer man aldrig i med hele kroppen.
Det er så rigtigt, som det er udtalt.
søndag den 29. juni 2025
500-600 mennesker klapper på 2 og 4
»Umiddelbart er det på grund af musikken; men efterhånden som vi er kommet 7-8 år i træk, holder man også af Silkeborg, fordi byen er smuk, men musikalsk set er jeg også forundret og glad over er, at publikum klapper på 2 og 4. Du oplever ikke andre steder, at der sidder 500-600 mennesker og klapper på 2 og 4. Hvad der også er fantastisk ved Riverboat Jazz Festival, er hvor varieret, den er. I øjeblikket spiller Nanna Carling Swingband, vi har hørt fransk Sidney Bechet-præget musik og nu skal vi op og høre Mads Mathias synge Nat King Cole, og så er jeg glad for – altså 80 % af publikum er dem, der er grå i toppen – at der også kommer unge mennesker, som godt kan li’ det«
Udtalelsen er fremsat af radiomanden (RødoverKanalen) og basunisten Ole Mathiasen, som jeg lavede et interview med under årets udgave af Riverboat Jazz Festival.
Uddraget skal bruges i en reportage, som jeg i skrivende stund er i gang med at forfatte om festivalen, der faktisk til næste år kan fejre 60 års jubilæum.
Ellers bør jeg blot nævne, at det var på opfordring af kapelmesteren, at jeg ”crashede” Sigurd Barret & The Cigars’ koncert i min egenskab af ”Mr. Nobody”. Det hele var improviseret, hvilket mange, som jeg mødte senere under festivalen, var i tvivl om.











